Personside - 11

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Erlandsen, Jacob, --1274, Ærkebisp. J. E.s Forældre vare Erland og Cæcilia, en Datterdatter af Sune Ebbesen (ovfr. S. 397). Om hans Ungdom vides intet, men efter al Sandsynlighed har han ved Studier i Udlandet forberedt sig til gejstlig Virksomhed, i hvilken han første Gang omtales 1245 og netop sorn inddraget med i den Kamp mellem Kirkemagt og Konge, som han senere selv saa hensynsløst skulde føre. Der var opstaaet Strid mellem Kong Erik og Niels Stigsen, Bisp af Roskilde, og denne maatte drage i Landflygtighed. Kongen havde valgt J. E., som da var Domprovst i Lund, til sammen med en anden gejstlig at tale hans Sag paa det almindelige Koncilium i Lyon 1245. J. E., der vakte Opmærksomhed ved sin Lærdom og hele Optræden, blev efter Mødet tilbage i Lyon hos Pave Innocents IV, der udnævnte ham til at være en af hans Kapellaner. J. E. tog imidlertid sin Frænde Bisp Niels i Forsvar, hvorfor Kong Erik harmfuld lod J. E.s kirkelige Indkomster og hans Arvegods belægge med Beslag. Innocents ønskede dog ikke at gjøre Kongen Uret, men traf Omsorg for, at Sagen kunde oplyses, i det han samtidig paabød, at Beslaglæggelsen skulde ophøre (1247). Ved Niels Stigsens Død beskikkede Paven J. E. til hans Eftermand (1250) og sendte ham til Danmark med Anbefaling til Kongen og Opfordring til denne om at udlevere hans Gods og især det omtvistede Kjøbenhavn, hvilken By da ogsaa blev overgivet til Bispen. Byen var i Krigens Tid bleven ødelagt af Lybekkerne, af hvem J. E. med Pavens Bistand fordrede Erstatning; J. E. sørgede ogsaa for Byens Opkomst ved at give den den første Stadsret (1254), hvilken siges forfattet med Borgerskabets Raad og Samtykke; den vidner i øvrigt klart om den store Myndighed, med hvilken han raadede i Byen.

Men medens J. E. fordrede af de danske Konger, at de skulde glemme Fortiden, bragte han idelig sine gamle Fordringer paa Bane. Da nu ved Ærkebisp Uffes Død 1252 Domkapitlet valgte J. E. til hans Eftermand, og denne med Pavens Bekræftelse tog Ærkesædet i Besiddelse -- 5. April 1254 drog han ind i Lund --, og da kort efter hans Søstersøn Peder Bang valgtes til Bisp i Roskilde, var alt forberedt til en Krig med Kongen.

I Danmark fandtes ganske vist mange kirkelige Forhold, der ikke havde modtaget Støbning i den almenevropæiske Form, og flere af de Bud, som J. E. ønskede indførte, maatte i Virkeligheden betegnes som Fremskridt i Kultur. Imidlertid troede Paverne paa denne Tid at kunne bøje Fyrsterne som Vidjer, og J. E. var grebet af den i Kirken herskende Aand. Hans Iver for Kirken var oprigtig, og den Tilladelse, som han netop, medens Kampen mod Kongen var haardest, erhvervede hos Paven til at maatte træde ind i et Graabrødrekloster, viser en af de smukkere Sider i hans Karakter. Hyppigst og dybest var han dog opflammet af en ærgjerrig Styrelyst, en hierarkisk og aristokratisk Ubøjelighed og en Utaalsomhed, som maatte gjøre ham uskikket til saa høj en Post. Han havde ganske vist som Bisp svoret at «overholde Dekretalerne og den apostoliske Stols Anordninger», men han burde have betænkt, at der var en vitterlig Strid mellem dem og den danske Lov, som han ogsaa skulde lyde. I utallige Spørgsmaal om den ærkebispelige Lenspligt, om gejstlige Ledings- og Skattebyrder, om Patronatsretten, om Bispevalg hævdede han en Opfattelse, som var forskjellig fra Kongens. Og Folket stod væsentlig paa Kongens Side, det ønskede ikke Kirkemagten udvidet paa de borgerlige Loves Bekostning, eller at Paven skulde træde imellem Konge og Folk. J. E. styrede i mange Henseender dygtig og kraftig, men selv inden for det rent kirkelige Omraade begik han Overgreb, saaledes ved at forandre Liturgien. Men det var fortjenstligt, at han baade som Bisp og Ærkebisp drog Omsorg for Gejstlighedens bedre Undervisning ved at indrette Skoler med Fripladser for fattige Elever i Roskilde og Lund, skjønt han vist ogsaa herved stræbte ved Kundskabers Udbredelse at vinde Magt og lægge Baand paa en vilkaarlig Udøvelse af den kongelige Kaldsret.

Allerede da et Gjennemsyn af Kirkeloven i Skaane forsøgtes, viste en Forhandling med J. E. sig uden Nytte. Hans Standpunkt blev end klarere paa Kirkemødet i Vejle 6. Marts 1256, da en Beslutning vedtoges om, at Riget vilde være hjemfaldet til Interdikt, dersom en Bisp blev fængslet eller led Overlast, og der var rimelig Formodning om, at Kongen havde befalet eller billiget det. Vel stadfæstede Paven Beslutningen, men allerede paa Mødet havde mange gejstlige protesteret imod den. Da Ærkebispens Overgreb paa mange Maader vedbleve, gjorde Kongen det overilede Skridt at fratage Ærkebispestolen alle Privilegier. Enkelte forsøgte at mægle Forlig mellem Kongen og J. E., saaledes ogsaa den svenske Jarl Birger, men uden Held, og da Ærkebispen vægrede sig ved at krone den unge Erik til Konge, blev det vitterligt, at han havde oprørske Planer og stod i Forbund med Kongens Fjender Erik, Abels Søn, og Fyrst Jarimar af Rygen. Kong Christoffer I lod derfor J. E. fængsle ved dennes egen Broder Niels (s. ndfr.) 5. Febr. 1259 paa hans Gaard Gisleberge; lænket om Fødderne, i Lægmandsklæder, med en af Rævehaler syet Hue paa Hovedet førtes han til Hagenskov i Fyn. Kongen indberettede strax sin Fremfærd til Rom. Peder Bang og andre af Ærkebispens Partimænd havde imidlertid taget Flugten; det paabudte Interdikt blev saa godt sorn ikke bragt til Udførelse.

Det var ikke mange Maaneder, J. E. tilbragte i Fængselet paa Hagenskov. Kong Christoffer døde 29. Maj 1259, og hans Enke, Margrethe, gav som Landets Styrer endnu samme Sommer J. E. fri. Sit Sindelag mod Kongehuset lagde J. E. strax efter for Dagen ved at erklære, at de, der vare faldne som Deltagere i Fyrst Jarimars og Bisp Peders Indfald og Sejer ved Næstved, skulde have kirkelig Begravelse, deres Modstandere derimod ikke, og i det hele var hans Opførsel i de nærmeste Aar derefter saa trodsig og tirrende som nogen Sinde. Han turde ikke heller blive i Landet, men færdedes i Aarene 1260-64 mest ved Danmarks Grænser, i Sverige og Tyskland, stundum dog inden for Landet, især i Slesvig. Pave Urban IV var imidlertid ikke ret tilbøjelig til at yde ham Bistand, og Biskop Tyge af Aarhus talte med Held i Rom Kongehusets Sag. En pavelig Nuntius, Gerhard, drog til Danmark for at undersøge Forholdene, han lyste endog J. E. i Band, da denne ikke vilde efterkomme et Stævnemaal til Rom, og Paven skrev dadlende til J. E. og bød ham at nedlægge sit Embede.

Helt anderledes blev hans Stilling efter Urban IV’s Død, da Clemens IV i Jan. 1265 besteg Pavestolen. J. E. drog strax til Rom og fik udvirket, at Kardinal Guido sendtes som Legat til Norden. Guido, som kom til Danmark i Foraaret 1266, mærkede snart, at Kongen stod lige saa bestemt paa sin Ret som Ærkebispen haardnakket paa sin, og Kardinalen manglede enhver Evne til at løse Striden. Han stævner da Kongen til at møde i Byen Slesvig, og da denne med fuld Føje vægrer sig ved at komme paa et saa utrygt Sted, erklærer Guido fra Lybek Kong Erik i Band og tilkjender J. E. en umaadelig Erstatning. Paven havde dog ønsket, at Guido var gaaet forsigtigere til Værks, og da der nu fra Kong Erik kommer Tilbud om, at han vil indvilge i, at de landflygtige Prælater vende hjem, og at Striden afgjøres ved Voldgift, kalder Paven Guido tilbage 1267 og lader Sagen blive foretaget paa ny. J. E. drog igjen til Rom, og der fremkom under Sagens Gang fra ham Forslag om, at de verdslige Spørgsmaal skulde afgjøres ved Skjøn af Mænd, valgte af begge Parter, de kirkelige af gejstlige, ligesom han ogsaa gjorde Tilbud om at vende tilbage til sit Ærkesæde, naar Kongen og 20 fornemme danske Mænd vilde tilstaa ham Sikkerhed (1272). Heri indvilgede Kong Erik, og J. E. var paa Vejen hjem, da han døde 18. Febr. 1274 paa Rygen. Han blev efter sit Ønske begravet i Graabrødrekirken i Lund.

De store kirkelige Spørgsmaal, for hvis Afgjørelse J. E. havde kæmpet i en Menneskealder, skulde saaledes ikke finde deres Afgjørelse, men fremdeles indeholde farlige Spirer for nye Kampe; J. E.s uforsonlige Haardhed vilde vel ogsaa have hindret en endelig Løsning af Striden. Men i hvert Fald bragte hans Død Landet en Hviletid, indtil Fjenderne af det regerende Kongehus paa ny sluttede Pagt med Kirkens øverste og endog i en ulykkeligere Form gjenvakte Landets urolige Tilstande fra J. E.s Tid.

^{Helveg, Den danske Kirkes Hist. til Reform. I.
Lunds Univ. Årskrift IV.
Vidensk. Selsk. Skrifter 5. R., hist.-phil. Afd. IV.}

Johannes C. H. R. Steenstrup.

På ”Vår mörklagda bakgrund - Skånelands historia” fortælles om Jacob Erlandsen:

Oversættelse: Mads Kierkegaard

Lund og Skåne blev i middelalderen hele Nordens kirkelige og kulturelle centrum. Den danske ærkebiskop blev på sin befæstede Lundegård i Lund betragtet som en virkelig kirkefyrste jævnbyrdig med de nordiske konger. Han var pavens legat og for en periode hele Nordens metropolit, primas over den norske og svenske kirke. Også efter Norge i 1153 og Sverige i 1164 fik deres egne ærkebiskoper indtog hans nåde i Lund en særstilling blandt de nordiske kirkefyrster. Men det knirkede hele tiden mellem kongemagten i Roskilde og kirkemagten i Lund, særligt i 1200-tallets senere halvdel.

Efter kong Valdemar Sejrs død 1241 opstod der spændinger mellem magtfaktorerne i landet. "Der er så mange i Danmark, som alle vil herrer være", som det hedder i folkevisen fra denne tid. Ifølge sagnet blev kong Valdemar på sine ældre dage grebet af tungsind og dystre, dunkle tanker. Han sendte da bud efter en klog mand på Kullen, den såkaldte Kullenmand, for at få en forklaring. Kullenmanden svarede:

"Din Herre og Konning tænkte på,
hvorlunde det skulde hans Sønner gå,
når han var gangen af Live.
Men sig ham for sandingen så,
at Ørlog og Tvedragt skulde de få,
dog skulde de alle Konger blive."

Kullenmandens dystre profeti gik helt i opfyldelse. Alle Valdemar Sejrs sønner, Erik, Abel og Christoffer, blev konger, og alle tre fik deres regeringstid opfyldt med krig og lovløshed. Den sidste af sønnerne, Christoffer, som juledagen 1252 blev kronet til konge af Danmark i Lund Domkirke, fik sin tid præget af magtkampen med ærkebiskoppen Jakob Erlandsen i Lund. Erlandsen, som 1253 blev udvalgt til ærkebiskop og Palmesøndag 1254 holdt sit højtidelige indtog i Lund, mente at kirkens ret stod over kongemagten: "Ligesom der er to Sværd, et legemligt og et aandeligt, saaledes er der to Slags Fyrster, Dommere og Domstole. Ligesom det aandelige har Forrang for det verdslige, saaledes staar Kirkens Lov over den verdslige, og er der Uenighed mellem dem, maa det mindre vige for det større, det timelige for det aandelige."

Kongen og ærkebiskoppen kom i strid om mange ting: om kongen kunne udtage biskoppernes mænd til krigstjeneste, om ærkebiskoppen havde ret til at grundlægge byer og borge, om kongen i det hele taget måtte have indflydelse på bispevalget osv. Den ene provokation fulgte den anden, og Jakob Erlandsen lod bl.a. kongens og dronningens stole fjerne i domkirken. Da kong Christoffer sammenkaldte et rigsmøde, et såkaldt Danehof i Nyborg 1256, lod ærkebiskoppen samtidig stævne til kirkemøde i Vejle, hvor forsamlingen i skarpe vendinger traf trodsige beslutninger mod kongen: "Da den danske Kirke forfølges af Voldsmænd, besluttes det, at om nogen Biskop i Danmark fanges, lemlæstes eller paa anden Maade lider Vold efter Kongens Bud eller med hans Samtykke eller saaledes, at der er Grund til at tro, det sker med Kongens Vilje, da skal al Gudstjeneste i Riget ophøre." Stik imod kongens vilje besluttede man også, at alene de danske biskopper i fremtiden skulle have ret til at krone tronfølgeren.

Kong Christoffer svarede 1257 med et åbent brev til det skånske landsting i Lund, hvor han fratog ærkebiskoppen alle de rettigheder, hans forgængere havde erhvervet sig tidligere. Konflikten var nu brudt ud i lys lue, og Erlandsen rottede sig sammen med Christoffers fjender. En konflikt anstiftet af ærkebiskoppen opstod mellem Christoffer og kong Håkon af Norge, men til Jakob Erlandsens skuffelse endte det med forlig og til og med forbund. Christoffer havde imidlertid også andre fjender i greverne af Holsten, fyrst Jarimar af Rygen og den afdøde kong Abels søn Erik Abelsen, som indgik et forbund sammen med Jakob Erlandsen med den hensigt at styrte Christoffer og sætte Abels slægt på tronen. Holstenerne angreb Sønderjylland, og Jarimar gik i land på Sjælland, men kong Christoffer forsvarede sig fremgangsrigt, og det lykkedes at slå angrebene tilbage.

Christoffer ville nu benytte lejligheden til at sikre tronfølgen for sin søn Erik og indkaldte til et Danehof i Odense for at få ham kronet. Men Jakob Erlandsen nægtede at krone den lille Erik og forbød alle andre biskopper at gøre det. Dette blev for meget for kongen, som besluttede at kue ærkebiskoppen uanset følgerne. På kongelig ordre blev Jakob Erlandsen en februarnat 1259 overrumplet og fængslet på sin gård Gislebjerg ved Teckomatorp af sin egen broder (!) gælkeren, dvs. kongens stedfortræder i Skåneland, Niels Erlandsen. Bundet og iført en narrehue forsynet med rævehaler blev ærkebiskoppen tvunget op på en hest og ført lige til kongsgården Hagenskov (Frederiksgave) på Fyn, hvor han blev sat i fængslende forvaring.

Med dette lykkedes det ikke for kongen at knægte kirkens modstand, tværtimod! Hidtil havde denne undladt at bruge sit kraftigste våben, nemlig interdikt, dvs. forbud mod gudstjeneste over hele landet, hvilket nu blev pålyst. Trods beslutningen fra kirkemødet i Vejle 1256 vovede kun biskoppen i Roskilde, Peder Bang, at sætte sig op imod kongen og bandlyse dem, der havde deltaget i arrestationen af ærkebiskoppen, og lukke alle kirker i Skåneland og på Sjælland. Kong Christoffer svarede med at beordre, at kirkerne skulle åbnes, og mange steder blev det gennemført med vold.

Roskildebispen vovede ikke længere at blive tilbage i landet, men flygtede til Rygen. Der samlede ærkebiskoppens forbundsfæller krigsfolk, og snart landede biskop Peder Bang, fyrst Jarimar og Erik Abelsen på Sjælland, som blev grusomt hærget. Kong Christoffer, som ikke turde tage kampen op, flygtede til Jylland, mens fyrst Jarimar indtog København, som han trængte ind i på det sted, hvor det såkaldte "Jarmers gab" endnu ligger. I løbet af et par måneder havde Jarimar og hans venner magten over hele Sjælland, efter at en bondehær opbudt af det kongelige parti havde lidt et knusende nederlag ved Næstved. Et par uger tidligere var kong Christoffer også pludselig død i Ribe, ifølge rygtet fordi han drak forgiftet nadversvin serveret af abbed Arnfast fra Ryd Kloster.

Enkedronningen, som hed Margrethe og havde tilnavnet Sprænghest, blev nu tvunget til at forhandle om fred, og ved den anledning frigav hun ærkebiskop Jakob Erlandsen og forlenede Erik Abelsen med Sønderjylland. Men hun gav siden ærkebiskoppen en over snuden ved i Viborg Domkirke at lade de jyske biskopper krone sin tiårige søn Erik til konge af Danmark. Jakob Erlandsen bandlyste da alle de biskopper, der havde været med ved kroningen, og Jarimar genoptog fjendtlighederne. Han faldt ind i Skåne og hærgede, indtil han under plyndringen af en by blev dræbt af en arg bondekone, som stødte en kniv i brystet på ham. Erik Abelsen greb også på ny til våben støttet af greverne i Holsten. Margrethe Sprænghest drog ind i Sønderjylland med en hær for at kue ham, men blev fuldstændig besejret af Erik Abelsens hær den 28. juli 1261 på Lohede syd for Dannevirke. Både enkedronningen og hendes søn kong Erik havnede i fangenskab, og Margrethe blev først frigivet, efter at hertug Albrecht af Braunschweig havde interveneret til hendes fordel, og som tak for dette blev han udnævnt til dansk rigsforstander. Kong Erik måtte dog sidde tilbage i fængslet indtil år 1264.

Den nye rigsforstander hertug Albrecht for efterfølgende så voldsomt frem mod alle modstandere af kongehuset, at ærkebiskop Jakob Erlandsen måtte flygte fra landet. Under hans fravær lod enkedronningen sin rigsforstander Albrecht lægge beslag på domkapitlets gods for kronens regning, bl.a. Helsingborg og borgen ved Aahus, og lundekapitlets årbog fortæller, at "alle Lunds og Roskilde kirkers gods blev plyndret, og kannikkernes ejendom konfiskeret; præster blev skammeligt fængslet og berøvet alle deres ejendele; men at opregne alt det onde, som Gud tillod hertugen og hans medhjælpere at udrette, ville være for meget".

Skåningerne, som stod på ærkebiskoppens side, gjorde da oprør. Man generobrede Helsingborg og ødelagde Aahus slot, og den almindeligt hadede rigsforstander Albrecht flygtede fra Danmark. I 1266 bandlyste paven kong Erik og enkedronningen samt lyste interdikt over hele landet, fordi Jakob Erlandsen var blevet forjaget. 1272 indgik kong Erik og ærkebiskoppen et forlig, der indebar, at Jakob Erlandsen kunne vende tilbage til sit fædreland. Han kom imidlertid ikke længere end til Rygen, hvor han den 18. februar 1274 blev myrdet, sandsynligvis på kong Eriks ordre. Derefter blev der endelig sluttet fred mellem kirken og kronen, og paven ophævede interdiktet. Jakob Erlandsens kranie kan beses på Kulturen i Lund, og man kan ganske tydelig se hullet, hvor en pil fra en armbrøst trængte ind i ærkebiskoppens hovedskal og gjorde en ende på hans liv.
 
^{Folke Hellberg "Skånes historia"
Jonny Ambrius "Vem är vem i skånsk historia", "Skånes historia i årtal"
Uno Röndahl "Skåneland utan förskoning", "Skåneland II - på jakt efter historien", "Skåneland ur det fördolda"
Lars Lindeberg "Arvfjenden"
Hans Wåhlin "Boken om Skåne"
Johan Ottosen "Vor historie"
Stiftelsen Skånsk Framtid "333årsboken"}

Fra ”Kongerejsen 1908” af Lars Christensen

Først på formiddagen onsdag den 29. juli 1908 befandt dagbladet Politikens udsendte medarbejder sig på Københavns Hovedbanegård. Anledningen var, at den kongelige familie påbegyndte den store Jyllandsrejse, der de følgende dage ville bringe de kongelige gennem Vest- og Nordjylland…

Under kongeparrets rejse i Jylland indløb flere skelsættende nyheder. Den 6. august kunne det meddeles, at den store danske polarforsker Mylius-Erichsen var omkommet på den grønlandske indlandsis under Danmarks-Ekspeditionen. Mylius-Erichsen var død allerede i november 1907, men det var først i sommeren 1908 at man fandt de omkomne fra ekspeditionen…

Lørdag den 1. august 1908 - næste stop Skjern og Ringkøbing

…Ved et-tiden var den officielle modtagelse på banegården i Ringkøbing - hvor kongen blandt andet hilste på Mylius-Erichsens far - overstået og de kongelige blev herefter kørt til Rindumgård.

John Ahrenkiel fortæller:

Jørgen Arnkiel blev tolder i Toldsted i 1621. Han overtog embedet efter sin mor Anna Arnkiel, som havde varetaget embedet efter mandens død (Christoffer Arnkiel) i 1616. Jørgen Arnkiel havde en mere afdæmpet optræden end sine brødre. Men i 1610 fremgår det af Åbenrås amtsregnskab , at han ved et bryllup på grund af tumult må betale 3 rdl i bøde, og da han selv blev såret i hovedet ved samme fest, måtte gerningsmanden betale 1½ rdl i bøde. Jørgen Arnkiel levede i sine første ungdomsår i et slags papirløst ægteskab med Anna Lorenzdatter. For at besvangre hende for anden gang måtte han betale en bøde i 1624. Samme år indgik han et lovformeligt og særdeles standsmæssigt ægteskab med Voldborg Troelsdatter fra Hjerndrup frigård. Ægteparret fik efterhånden ti børn. Sidste gang Jørgen Arnkiel nævnes i bøderegistrene, er i Åbenrå amtsregnskaber for 1630, da han må bøde 1 rdl for at have slået Peter Eschelsen, sikkert nok samme mand, som også hans ældste bror Asmus et par gange havde haft et udestående med.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:⁴

Wandal, Peder, 1602-o.1659, Præst, er født 9. Nov. 1602 i Magstrup Præstegaard ved Haderslev og Søn af Præsten Jens Iversen W. og Marine, Datter af Raadmand Peder Baggesen i Ribe. 1611 kom han i Haderslev Skole, hvorfra han o. 1619 skal have ladet sig indskrive som Student i Wittenberg. 1620 kom han til H. Rosenkrantz paa Rosenholm og rejste ud med Gunde Rosenkrantz og Laurids Ulfeldt over Helmstedt til Holland. Efter sin Hjemkomst lod han sig 1624 indskrive ved Kjøbenhavns Universitet, men under Pesten 1625 flyttede han til sin Farbroder Biskop Hans W. i Viborg, der sendte ham til Tyskland, hvor han besøgte Wittenberg, Jena, Leipzig og Rostock. Han blev derefter Hovmester for Erik Rosenkrantz og Ove Lunge paa Sorø Akademi.

1627 blev han ordineret som Medhjælper hos Faderen og blev 1628 hans Eftermand som Sognepræst i Magstrup og Jægerup. I Præstegaardshaven byggede han et Hus paa 4 Stokværk, hvor han trak sig tilbage for at gaa op i sine Studier. Her havde han et stort Bibliothek med mange sjældne græske, hebraiske og arabiske Haandskrifter, et Naturalkabinet og et astronomisk Observatorium, og herfra udgav denne flittige Videnskabsmand foruden en Række Prædikener og nogle aandelige Viser Oversættelser med Forklaring til en stor Del af det ny Testamente, til hvis Trykning Kongen befalede Herredets Præster at yde et aarligt Pengebidrag. 1631 udgav han et lille Skrift, kaldet «Oeconomia Dei, det er Guds aandelige Husholdning», som vakte stor Opsigt i theologiske Kredse, fordi det «afveg fra gængs Lære». Det var en uklar Fremstilling af den lærde H. Rosenkrantz’s theologiske System, udarbejdet paa Grundlag af ufuldstændige og misforstaaede Optegnelser af hans Foredrag. Det theologiske Fakultet lod Sagen undersøge, og Skriftet blev konfiskeret, men er dog endnu bevaret i vore Bibliotheker. W. slap for videre Tiltale, men for H. Rosenkrantz blev det skæbnesvangert som Udgangspunktet for den theologiske Strid, der forbitrede Resten af hans Liv.

Under Svenskekrigen blev Magstrup Præstegaard udplyndret 1657, og W. flygtede med sin Familie til Haderslev, hvor han skal være død o. 1659. Han var gift med Sara, Datter af Præsten Niels Truelsen i Hjerndrup. Sit store Bibliothek testamenterede W. til Præstekaldet, og Levninger deraf skulle endnu være bevarede i Magstrup.

^{Worm, Lex. over lærde Mænd II og III.
I. O. Andersen, Holg. Rosenkrantz S. 298 ff.}

S. M. Gjellerup.