Personside - 140

Fra Dachser-gruppens danske hjemmeside:

Ove Haugsted grundlagde 1887 det første egentlige speditionsfirma i Danmark. Firmaet blev inspireret af de store udenlandske speditionshuse, hvor Haugsted i perioder selv havde arbejdet, og han koncentrerede sig i begyndelsen kun om distribution af pakker til udlandet.

Allerede 1890 åbnede Haugsted en dampskibsrute mellem København og Warnemünde. Samtidig blev der oprettet en filial i Malmö. I 1919 anskaffede virksomheden sig den først lastvogn, som afløste hestevognen.

Axel Rasmussen fortæller:

Den første, som beskæftigede sig med ure var Christian Bødker i Fangel. Der fortælles, han en dag overtalte konen i et velstående hjem - manden var taget til marked - om forlov til at undersøge et ur (standur), som lige var indkøbt (formentlig fra Sønderjylland eller Ærø). Trods mandens bestemteste forbud lykkedes det bødkeren at overtale konen. Resultatet: Efter adskillelse af værket og mål og forhold og optegnelser samlede bødker Christian uret, og det gik ved mandens hjemkomst. Det var begyndelsen til et håndværk, som seks generationer fik udkommet ved.

Bødker Christians to sønner blev begge urmagere, først hos faderen, senere uddannet hos andre. Den ældste Rasmus Christiansen, havde fortsat det gamle værksted, broderen Christian startede senere en grossererforretning i ure. Det er Chr. Jacobsen i Odense, som nu har bestået i 140 år. Hos Rasmus Christiansen i Odense var ansat en svend, der en dag i hidsighed kastede en hjulfræsemaskine i Odense Å. Denne blev ved åens udtørring mange år senere fundet og er nu i urmagerhuset i Den gamle By i Århus.

Min farfar, Rasmus Christian Rasmussen, var i lære hos sin far. Senere ansat hos en mester i Assens. Hans læretid blev otte år. Efter læren tog farfar til København, hvor han arbejdede hos Eilertsen, og der var han, da krigen 1864 udbrød. Farfar var en lille mand, vejede aldrig 100 pund, men stillede alligevel på session og blev til sin skuffelse kasseret.

Efter København rejste farfar til Landskrona, hvor han traf barbermester Adolf Graff fra Grenå, som havde forretning i Sverige. Barber Graffs søster, Adelaide, bestyrede hus for broderen; der lærte farfar sin små hustru at kende. De rejste hjem til Adolf Graffs fødeby Grenå og blev viet den 5. august 1868. Forinden havde farfar startet forretning i Grenå (næringsbevis samme år), og blev der til år 1900. Forretningen ophørte, og farfar boede de sidste år i Århus, hvor han døde i april 1906.

Flemming Meng Sørensen fortæller på Familien Meng Sørensens hjemmeside”:

Den Katolsk-Apostoliske Kirke... blev grundlagt i Albury lidt udenfor London i 1831 af præsten Edward Irving og finansmanden Henry Drummond. De var stærkt optagede af Jesu genkomst, som de ventede var nært forestående. Derfor var det, mente de, deres kald, at oprette den ultimative kirke her ved tidernes ende. 12 apostle udnævntes og fra Albury rejste de ud i verden og studerede kirkelivet. På baggrund af, hvad de havde set opbyggede de nu en liturgi, som var ganske speciel. Tungetale, som vi kender den fra pinsevennerne indgik. Nadveropfattelsen lignede de protestantiske kirkers, og så var denne kirke meget højkirkelig: Vievand og røgelse anvendtes ved gudstjenesten, i hver menighed skulle der ideelt set være en biskop (embedet hed "engleembedet" og personen "menighedsenglen") 4 præster med hver deres opgaver og 7 diakoner. Alle disse havde forskellige embedsdragter og en fuldt udbygget katolsk-apostolisk gudstjeneste må have været et imponerende, betagende og farverigt skue...

Apostlene i Albury var overbeviste om, at Jesu genkomst ville finde sted, inden de døde. Faktisk var man så overbevist om at leve i de sidste tider, at deres ellers omfattende liturgi i starten ikke havde et begravelsesritual. Det regnede man ikke med at få brug for. I 1855 døde så den første apostel, uden noget var sket. Man besluttede imidlertid at vente og se. I hvert fald ville Jesus være kommet igen, inden den sidste apostels død. Francis Woodhouse, den sidste af de 12 døde i 1901 som en meget gammel mand. Apostlene skulle godkende enhver ordination til præstegerningen, og det vil sige, at ordinationerne ophørte i 1901, kirken trak sig tilbage fra offentligheden og ventede. Omkring 1952 døde den sidste præst i Vejle Ivan B. Christensen og i 1957 døde den sidste præst i Skandinavien, Erik Aksel Wessberg, der var præst ved hovedkirken i Gyldenløvesgade i København. På verdensplan døde den sidste meget gamle præst i 1971 og året efter døde den sidste diakon...

Men menighederne mødtes fortsat i starten under foresæde af underdiakoner (der blot kunne udnævnes af menighedsenglen, og derfor har man kunnet udnævne underdiakoner helt op i 1940'erne), senere kun som menighed på kirkens gamle bodsdage onsdage (tænk på "askeonsdag") og fredage (tænk på "langfredag" og "store bededag") for sammen at synge litaniet - den eneste tjeneste i deres store liturgi, der ikke krævede en præst. Jeg har overværet en sådan litanitjeneste for nogle ganske få personer i 1970'erne her i kirken. Og jeg har set lys i kirken i Århus (der ligger lige overfor Musikhuset) en fredag morgen. Så endnu mere end 100 år efter den sidste apostels død, er der lidt liv i kirken...
Den katolsk-apostolske kirke opfattede sig selv som en kirke over kirkerne. Den ønskede derfor ikke, at menighedens medlemmer trådte ud af de kirker, som de oprindelig kom fra. Sideløbende med, at menighedens medlemmer således stod vagt om det, som de var begyndt på, fandt de tilbage til deres gamle kirker igen. De fleste her i landet var medlemmer af folkekirken, men det skete, at en præst blev forbløffet, når han eller hun skulle begrave en gammel trofast kirkegænger, og det så viste sig, at vedkommende slet ikke formelt var medlem af folkekirken, fordi han i sin tid var blevet døbt i den katolsk-apostoliske kirke. Kirken trak sig som sagt helt ind i sig selv efter 1901. Gudstjenesterne stod ikke annonceret i avisen, og i øvrigt var man heller ikke specielt interesseret i, at der blev taget billeder af kirkerum eller fra gudstjenester. Derfor eksisterer der næsten ingen billeder af katolsk-apostoliske gudstjenester - eller præster i ornat.