Personside - 15

Fra Dansk Biografisk Lexikon:⁴

Aaskow, Urban Bruun, 1742-1806, Læge, Søn af Sognepræst Hieronymus Larsen A. (d. 1744) og Anne Marie f. Bruun, fødtes 28. April 1742 i Brønshøj. Efter at have deponeret fra Herlufsholms Skole i 1758 og derefter paabegyndt sine medicinske Studier i Kjøbenhavn ledsagede han 1761 Professor Th. Bugge til Throndhjem paa en astronomisk Exkursion. Efter nogle Aars Kandidattjeneste paa Frederiks Hospital blev han 1770 Marinelæge paa den til Algier afsendte Eskadre og´beskrev senere i sin 1774 publicerede Doktordisputats de Sygdomme, der hærgede Flaadens Besætninger. Han avancerede hurtig til Admiralitetsmedikus, blev 1775 Livmedikus hos Dronning Juliane Marie, 1776 Medlem af Landhusholdningsselskabet og endnu samme Aar Medlem af en vigtig Kommission til Ophjælpning af Kirurgien; 1779 blev han Medlem af Direktionen for Kvæsthuset og snart efter ogsaa af Direktionen for Frederiks Hospital. 1782 fik han Etatsraads Rang og døde 31. Maj 1806. 1774 havde han ægtet Anne Marie Kall (f. 1741 d. 1801), en Datter af Konferensraad J. C. K. Af Fødselshjælpens Fremme i Danmark har A. for saa vidt væsentlig Fortjeneste, som det var paa hans og hans Kollega Guldbrands Tilskyndelse, at Dronning Juliane Marie i 1785 skjænkede en ved Siden af Frederiks Hospital beliggende Gaard til Indretning af en selvstændig Fødselsstiftelse. Sin betydelige lægevidenskabelige Bogsamling afstod han mod en aarlig Pension til det kgl. Bibliothek.

^{Smith og Bladt, Den danske Lægestand, 4. Udg., S. 1 f.
Ingerslev, Danmarks Læger og Lægevæsen II, 530 f.}

Jul. Petersen.

Fra 527 kendte kjøbenhavnske kvinder og mænd i 100 år: 1770 - 1870. Uddrag af Kjøbenhavnske vejvisere 1770 - 1870

År 1770 udnævntes han til læge på den eskadre, der var bestemt til Algier, blev samme år admiralitetsmedicus, senere kongelig livmedicus, og døde 1806 som Etatsråd.

Han var i sin tid en Særdeles anset practicus i København, besad megen videnskabelig dannelse og udviklede en ikke ringe forfattervirksomhed: Han skrev "De dysenteria epidemica Havniæ et per Sjællandiam 1766 grassante" (2.D.Kbhvn:1767 - 68) en Inauguraldissertation: "Diarium medicum navale" o.s.v. (Kbhvn.1774), og en del afhandlinger i det kgl. medicinske Selskabs skrifter.

Kilde: Nordisk Conversations Lexicon 1858.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Bild, Niels Olufsen, --1300--, Drost. I den talrige Række af mægtige og ansete Stormænds Navne, som vort Fædrelands Historie i det 14. Aarhundrede fremviser, indtager det ovennævnte Navn en fremragende Plads. Om dets Bærers Herkomst og Slægtskabsforhold er ikke meget at berette. Huitfeldt vil vide, at han hørte hjemme i Skaane og her havde stor Slægt, men da han ikke blot førte den jysk-fynske Slægt Bild eller Strangesens Vaaben, men ogsaa allerede i samtidige Dokumenter benævnes Biler, Bille, Billier, Bilre osv., har han rimeligvis hørt til denne Slægt. Han var da ogsaa knyttet baade til Jylland og Fyn, thi han ejede Hovedgaarden Elkjær i Vendsyssel, og i Fyn var hans Broder Johannes Biskop. Her nævnes ogsaa Hr. N. O. selv første Gang, i det han 1288 med flere andre fynske adelige funderede et Kapel i Svendborg. 1297 var han Kong Erik Menveds Drost og beklædte nu dette Embede, Landets højeste, indtil 1318, dog maaske med nogle Afbrydelser, thi ikke blot nævnes han 1303 uden nogen Embedstitel, men 1304-6 kaldes han Kongens Kammermester, og 1314 og 1317 var han Marsk. Som hørende til Kongens nærmeste Omgivelser findes hans Navn i en stor Del af Datidens historiske Aktstykker, og han var en trofast Tilhænger af Kong Erik Menved. I Aaret 1309 var han Kongens Høvedsmand i Rostock og 1311 Befalingsmand paa den af Kongen her anlagte Fæstning Danskeborg, men her fra blev han fordreven af Rostockerne, og 1313 kæmpede han ligeledes uheldig mod de oprørske Bønder i Jylland, hvorimod han 2 Aar senere tilføjede dem et afgjørende Nederlag. I de over Bønderne afsagte Domme nævnes hans Navn blandt de fornemste Dommeres. Hidtil havde han bevaret Kongens Tillid, han havde 1313 faaet Landet Wustrow i Meklenborg i Forlening, og 1317 var han atter Lensmand paa Danskeborg og paa Warnemünde; men da han 1318 blev sendt imod Kongens oprørske Broder Hertug Christoffer og efter at have indtaget Hertugens Slotte Laholm og Falkenberg lod disses Besætninger drage bort, synes hans Fjender og Misundere at have benyttet sig heraf til at berøve ham Kongens Gunst. Han maatte nedlægge sit Drostembede og fraskrive sig alt sit Gods i Danmark og Tyskland, men beholdt dog mod Kongens Vilje flere af de Fæstninger, som han havde i Forlening. Da begge sagtens ønskede Forlig, kom et saadant meget hurtig i Stand ved Mægling af Biskop Herman af Schwerin, og efter at N. O. havde gjort Kongen Regnskab for de Indtægter og Udgifter, han havde haft for Kongen, fik han af denne Pantebrev paa Warnemiinde, Danskeborg, Stege og Glambæk som Sikkerhed for sit meget betydelige Tilgodehavende hos Kongen. Aaret efter døde Kong Erik, og Hertug Christoffer besteg nu Tronen. Han havde selvfølgelig ikke forglemt, at N. O. havde indtaget hans Slotte, og han satte derfor igjennem, at denne blev undtaget fra den almindelige Tilgivelse, som han ved sin Haandfæstning forpligtede sig til at vise sine tidligere Modstandere. N. O. maatte derfor foreløbig opgive at vende tilbage til sit Fødeland og tog fast Bopæl i Nordtyskland. Her indtog han imidlertid ved sine store Pantebesiddelser og Ejendomme -- han havde bl. a. 1319 tillige med Hr. Wedege v. Wedel kjøbt Slottet, Byen og Landet Schievelbein i Pommern af Markgrev Valdemar -- og ved sine talrige Forbindelser i Danmark en saa mægtig Stilling, at man har sammenlignet hans Forhold til hans Fædreland med en uafhængig fremmed Fyrstes, skjønt han officielt kun var en af Hertug Henrik af Meklenborgs Vasaller. De urolige Forhold i Danmark gave ham dog snart Lejlighed til Indblanding. Da hans Herre, Hertug Henrik, 1321 paa Baahus sluttede et mod Danmark fjendtligt Forbund med den svenske Enkehertuginde Ingeborg, var N. O. en af Hertugens Forlovere, og Aaret efter gjorde han paa egen Haand aabenlyst fælles Sag med Enkehertugindens Yndling, den bekjendte Hr. Knud Porse. I Forening gjorde de Indfald i Skaane, men bleve dog atter udjagne af Kong Christoffers Marsk, Hr. Peder Vendelbo. Kort efter maa N. O. være død, thi hans Navn forekommer ikke oftere; derimod nævnes 1338 en Søn af ham, der førte Faderens Embedstitel som Tilnavn og kaldte sig Matthæus Drost; men alt, hvad der vides om ham, er, at han da gav Gods til Kirken i Schievelbein.

^{Danmarks Adels Aarbog 1888, S. 72 f.}

Thiset

Sigvard Mahler Dam skriver i ”Strangesønnerne”²:

Kong Erik Menveds tro mand gennem 20 år var Hr. Niels Olufsen Bild, hvis segl i dag er slægtens ældst bevarede, der viser det tværdelte våben, og han var tilmed den første, der blev kaldt "Bild".

…

Først efter sin broders, bispens, død vinder Niels Olufsen frem. I 1288 er han med ved oprettelsen af et kapel i Svendborg, og ni år senere befinder han sig på tindernes top som kong Eriks drost, og fra 1304 er han i tre år tilmed kongens kammermester, et højt betroet hverv.

I 1309 finder vi på borgen Rostock "Hr. Niels Bild ridder og den herre kongen af Danmarks slotshøvedsmand", to år senere blev han dog fordrevet af de rostocker borgere, der "imod deres lejdebrev har frataget Hr. Niels Olufsen og Hr. Peder Nielsen af Tåsinge deres gods og tjenere."

Hr. Niels blev atter kongens drost, men var uheldig i 1313:


Snart efter blev jyderne nedkæmpet, og kongen forlener som belønning sin "elskede og tro drost Hr. Niels Olufsen" med en halvø Wustrow i Venden nær byen Ribnitz.

Kort efter erklærer drost Niels og 44 adelsmænd, at kongen sluttede forlig med de oprørske bønder i Jylland, men året efter kom sagen for landstinget ved Viborg, hvor man dømte ridderen Niels Brok og de medskyldige oprørske adelsmænd fra liv og gods. Om man fangede dem, eller om de undveg for at tilslutte sig tidens mange landflygtige stormænd er uvist. Drosten var nærværende på tinge, men da han var personligt involveret, var han ikke blandt dommerne, hvor man havde udpeget 29 stormænd, hvoraf 5 tilhørte Strangesønnernes æt: Strange Esgesen, Ebbe Balle (hvis han er identisk med Ebbe Aggesen), Oluf Esgesen, Anders Esgesen og Esger Frost.

De følgende år blev mere og mere anstrengende. Pantsætningen af Danmark var begyndt, og kongen trak store veksler på sine tro mænd. Danskborg i Warnemynde fik Hr. Niels i pant for en stor sum penge. I 1318 flød bægeret dog over. Drosten havde ellers ydet kongen en stor tjeneste i dennes kamp mod sin egen broder, hertug Christoffer, i Halland:


Hvad der præcist er sket mellem konge og drost, får vi aldrig at vide, officielt var stridens æble kongens store gæld til Hr. Niels, mon kongen bebrejdede ham hans mildhed mod de fangne stormænd? Det må jo have været usædvanligt, siden krønikøren nævner det i de ellers kortfattede oplysninger.

Et eller andet drastisk er sket, for Hr. Niels nedlagde sit embede og forlod landet med sine venner, og til kongens store fortrydelse holdt han stadig kongsborgene besat, hvilke ellers skulle have været over givet til den nye drost. Det skete senest i juni, for da er Hr. Niels vidne i en privat sag i slægten Maltzan i Venden. Der blev mæglet til forlig i august, hvor brødrene Maltzan og 30 tyske stormænd var Hr. Nielses forlovere, og to måneder efter udgav kongen et pantebrev på borgene Warnemynde, Glambeck og Stegeborg på Møn, men det var kun en officiel bekræftelse på de faktiske tilstande, for Hr. Niels havde dem besat i forvejen!

Forholdet mellem konge og drost nåede aldrig at blive godt igen, og det må efter 20 års oplevelser sammen havde været trist for begge. En vendekåbe var Hr. Niels imidlertid ikke. Han kunne som så mange andre blot have tilsluttet sig hertug Christoffer, men han kunne tilsyneladende ikke fordrage ham og fører senere krig mod ham efter dennes tronbestigelse.

I 1318-forliget blev omtalt nogle indenlandske fjender, der modarbejdede Hr. Niels og gjorde alt for at vedligeholde kongens unåde, og det må være de samme fjender blandt de mægtigste i landet, der var med til at for fatte efterfølgeren, kong Christoffers, håndfæstning, for der står i § 17:


Hr. Niels var blevet en for mægtig mand, man ønskede ham ikke hjem igen, hvilket han også selv indstillede sig på, for i 1319 købte han i fællesskab med Hr. Wedege von Wedel slottet og byen Schievelbein af markgreven af Brandenburg. En søn af ham blev i øvrigt kaldt "Mathæus Drost", og han bosatte sig i Venden, hvor han nævnes i 1338.

Den sidste kraftanstrengelse for at hævne uretten skete i 1322:


De blev snart fordrevet af den nye marsk - også fra Nørrejylland - Hr. Peder Vendelbo. Der høres nu intet til Hr. Niels mere, han må også have været en gammel mand nu, og har vel trukket sig tilbage til sine nordtyske besiddelser.

På grund af en vist henkastet bemærkning af Arild Huitfeld, at "drosten Niels Olufsen hørte hjemme i Skåne, hvor han havde en stor slægt", har man altid knyttet ham til denne landsdel. Der findes dog ingen dokumenter, der forbinder ham med Skåne, hvor han kun sætter sin fod, når han er på hærfærd. Tværtimod har han hovedgård i Nørrejylland, arvegods ved Ribe, er sjællandsk gift og køber gods på Sjælland og i Venden!

Da drosten vred forlod riget, inddrog kongen hans private gods som forbrudt! I Vendsyssel drejede det sig om hovedgården Elkær med 12 tilliggende bøndergårde. Det må være hans fædrene hovedgård lige midt i Strangesønnernes hjemegn!

Kong Erik tilskødede bispen i Roskilde en del gårde, som han havde "fået med retmæssig adkomst" fra den landflygtige drost. Retmæssigheden er dog så usikker, at fravindes bispen i en retssag Hr. Nielses afdøde hustrus gods, så skal kongen erstatte bispen det tabte. Det er strøgods i Københavns amt, i Tune, Ramsø og Sømme herreder og i Præstø amt: Bjæverskov, Bårse og Faxe herreder.

Den afdøde hustru var sandsynligvis en datter af ridderen Hr. Niels Rane, der i 1316 blev henrettet af kongen, beskyldt for forræderi og sammensvoret, men nordjyden Tyge Vind, hvis slægt tidligt var forbundet Strangesønnernes (se senere). Måske denne henrettelse var medvirkende til drost Nielses landflygtighed.

Hans Jacobsen Buch blev imm. Kbh 9/12 1643. I 1646 blev han pastor adjunctus i Sommersted, så det er nok ikke så mærkeligt, at han blev gift med forgængerens datter, ligesom hans egen datter blev gift med efterfølgeren.

Året 1654 havde han en strid med provst Rehefeld, som havde holdt en liigprædiken i hans kirke. Det gik til kongen, som reskribereede, at provsterne i hertugdømmerne havde tilladelse at prædike i alle deres kirker, når forlangtes, når præsten derved intet afgik.

Senere blev han inddraget i en sag , der vist ikke er helt klart belyst. I hvert fald havde præsten to heste, som var stjålne fra Gramgård. I år 1664, den 16. november blev det vidnet imod ham, at han havde sagt på prædikestolen: Den har stjålet hestene, som bespiser arbejdsfolkene i Kastvraa. Han måtte på prædikestolen gøre afbigt, at han ingen i sær havde ment.

I 1669 den 21. januar blev han suspenderet i fire uger, fordi han havde spurgt én som sad offentlig skrifte, om han ville forbedre sig og tage den besvangrede til ægte, med flere spørgsmål imod den forordnede formular.

Han var 1864 anført som købmand i Holbæk og skibsreder for galeasen "Glittner" ex. Nexø. Bygget af Jens Hansen Brandt i Nexø 1857.

Den 2-mastede bramsejlsskonnert Alexia af Karrebæksminde var bygget af egetræ i 1868 og ført af C. G. Jensen Torsager, Holbæk, til 1883 og ejet af G. Jensen Torsagers enke i samme periode iflg. Næstved-Net.

Skibsnavn: Alexia.
Hjemsted: Karrebæksminde.
Call sign: N B M L.
Skibstype: 2-mastet bramsejlsskonnert, 1883: Skonnert. brt.: 128,07 (1914: 125,08 brt.). nrt.: 109,0 (1914: 99,42 nrt.).
Rederi/ejer, 1868-83 G.Jensen Thorsagers enke, Holbæk.
Kaptajn, 1868-83: C.G.Jensen Torsager, Holbæk.
Byggeår: 1868.
Byggested: Karrebæksminde.
Bygmester: J. C. Sørensen, Karrebæksminde.
Byggemateriale: Eg.
Loa.: Br.: Dybde: 27,37 m. 6,84 m. 10 fod, ca. 3,25 m.

Skibet skiftede siden navn til "Anna Kirstine", "Portia" og "'Valand". Det forliste ved minesprængning i Kattegat 19. aug. 1919.