Personside - 16

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Wøldike, Peder, 1741-1811, Rektor, var født 15. Maj 1741 i Kjøbenhavn og Søn af ovennævnte Marc. W. Efter privat Forberedelse i Hjemmet blev han Student 1756 og begyndte at studere Theologi, men ombyttede senere dette Fag med Filologi. 1763-77 var han Hører ved Frue Latinskole. 1765 tog han Magistergraden, og 1777 blev han uden Ansøgning udnævnt til Rektor ved Slagelse lærde Skole, som den Gang var sin Opløsning nær. I Løbet af faa Aar lykkedes det ham ved en strængt gjennemført Disciplin at hæve Skolen til Rang med de fortrinligste i Landet. Gjentagne Gange fik han baade fra Regeringen og fra Universitetet hædrende Vidnesbyrd som Anerkjendelse af den udmærkede Dygtighed, hvormed han havde arbejdet Skolen op. Fra 1785 af nævnes han blandt de Rektorer, hvis Betænkning skulde indhentes af Kommissionen for de lærde Skolers Forbedring. 1788 fik han Titel og Rang som Professor. Hans grundige Undervisning i de gamle Sprog paaskjønnedes i høj Grad af hans Disciple, men især fremhæves Indøvelsen af Versekunsten, som han drev med stor Forkjærlighed, og hvorpaa der den Gang lagdes saa ringe Vægt i Landets øvrige Skoler. Denne Indøvelse, der ogsaa omfattede Modersmaalet, fik sin Betydning for J. Baggesen, Chr. Hviid Bredahl og J. Møller, der med Taknemmelighed nævne sig som hans Disciple. Han døde ugift 23. Nov. 1811; den Gang var Skolen atter i stærk Tilbagegang. Hans faa Skoleprogrammer indeholde en Clavis til Epictet.

^{Engelstofts Univers. Annaler 1811, II, 267 ff.
Roskilde Skoles Progr. 1861, S. 17 ff.
Kirkehist. Saml. 4. R. IV, 249.
Baggesen, Poet. Skr., ved Arlaud, I, 390.}

S. M. Gjellerup

Fra N. P. Jensens Foredrag på Bornholms Højskole i 1890’erne om B. S. Ingemann, citeret efter SAM’s arkiv:

Da Faderen var død [1799] rejste Ingemanns Moder til Sjælland. Her var en Latinskole i Slagelse og her rejste hun til for at hun kunde faa sin lille Søn Bernhard i den Skole. Hun fik kun en lille Pencion saa det var kun en lille Lejlighed hun havde Raad til at leje. Paa denne Skole havde Jens Baggesen gaaet for et snes Aar siden og H. C. Andersen kom til at gaa der et snes Aar senere. Det var et helt nyt Liv for Bernhard der var vandt til det stille Landliv pludselig [at] komme her ind i Skolen hvor der var en Larm og Tummel uden Lige. Skolens Rektor hed Wøldike, det var en gammel affældig Mand som ikke kom på Skolen men som underviste den højeste Klasse i sit Hjem (Mesterlektianerne).

Fra Dansk Biografisk Lexikon om Christian Hviid Bredahl:²

1796 kom han [Christian Hviid Bredahl] i Slagelse Skole, der dengang styredes af den bekjendte Skolemand Rektor P. Wøldike, som gjentagne Gange baade fra Regeringen og Universitetet havde modtaget hædrende Vidnesbyrd som Anerkjendelse af den udmærkede Dygtighed, hvormed han havde hævet Skolen fra dens tidligere Forfald; men han var nu bleven gammel og svag, og den Tugt og Orden, han havde gjennemført, var ved Aarhundredets Slutning atter ved at tabe sig.

Digteren B. S. Ingemann, som har givet en Skildring af de Udskejelser, der herskede i disse Aar under hans Skolegang i Slagelse, har dog vistnok rykket Udgangspunktet for sin Fremstilling noget for langt tilbage. Der er i ethvert Tilfælde ingen Tvivl om, at Wøldikes Indflydelse paa B.s Udvikling har været af stor Betydning. Den Omhu, hvormed han gjennemgik de græske og latinske Klassikere, roses af en af B.s samtidige. Men især fremhæves den Indøvelse af Versekunsten, som Wøldike drev med stor Forkjærlighed, og hvorpaa der lagdes saa ringe Vægt i Landets øvrige Skoler. Han havde naturligvis fortrinsvis Øje for den latinske Digtning, men ogsaa de Forsøg i den danske, som forelagdes ham, gjennemgik han med stor Omhu, og han bevarede ikke faa af Baggesens første Digte som kjære Minder om deres Samarbejde paa dette Omraade.

Biskop Balle skriver i sin visitatsbog⁶:

Om den Latiske Skole i Slagelse, 1784:

Rector Scholæ, Professor Wøldike er en meget duelig, særdeles flittig og utrættelig Lærer, som haver ophiulpet Skolen af sin foregående forfaldne Tilstand. Min gamle Lærer Conrector Borch arbeider nu med fornyet Lyst.

Øst for Gedser ligger den store gård Friisenfeldt. Da sognepræsten i Skelby, Niels Amager, døde i 1781 solgte hans arvinger Gjedsergård, som den gode præst havde købt i 1773, til Jacob Melsing og Johan Henrik Friis. Melsing døde 1789 og Friis var eneejer til sin død i 1822. Sønnen, etatsråd Christian Frederik Friis døde 1845 og to år efter solgte hans enke, Katrine Friis, født Olsen, Gjedsergård til Edward Tesdorpf, Orupgård, for 310.000 rigsdaler. Med i handlen fulgte Friisenfeldt, der i beskrivelserne betegnes som en 'udbyggergård', men det er uklart, om gården er oprettet af kammerråd Johan Henrik Friis eller hans søn, etatsråd Christian Frederik Friis.

Det var altså gehejmekonferensråd Edward Tesdorpf, der ejede det område, hvorpå havnen og dermed Gedser kom til at ligge. C.F. Tietgen ville hellere have havnen til at ligge mere østligt på Falsters sydspids, men det ville Edward Tesdorpf ikke gå med til. Han skulle ikke have ødelagt sin landbrugsjord og iøvrigt var de to patriarker ikke særlig gode venner. Friisenfeldt, der er pa 165 hektar, tilhører stadig Gjedsergård.

Indtil omkring 1780 fungerede Falsters sydspids som fælles overdrev for de fire nærmest liggende landsbyer: Gedesby, Skelby, Stavreby og Fiskebæk. Overdrevet kaldtes "Gedesskov", fordi området tidligere havde været skovklædt. Efter svenskekrigene var skoven stærkt forhugget, og omkring 1850 var Gedesskov blot en smal skovbræmme langs oddens østkyst.

I. C. Friis, Gedsergård, sørgede omkring 1790 for at få delt jorden mellem de fire byer, der hver fik en andel, der svarede til byens størrelse. På Stavrebys del oprettede Friis afbyggergården Frisenfelt, hvorfra fyrets 9 tdr. land senere blev taget.

Frisenfelt har bevaret sit stuehus og et sidehus i bindingsværk og to mægtige avlsbygninger, stald og lade.

Gedser Fyr (1802) er et af landets ældste fyr. Det sekskantede murede tårn blev forhøjet i 1851 og 1905. Fyrmesterboligen (Gedser Fyrvej 2) er langt yngre. Ved fyret står desuden en kystudkigsstation. Lodserne havde oprindelig udkigspost i fyret, og lodshuset lå lidt syd for fyret. Lodshuset kom senere til at fungere som fyrassistentbolig. Efter en brand (1996) er huset genopført som biologisk feltstation (Gedser Fyrvej 4).

---
Gjedsergård må ikke forveksles med den gamle kongsgård af samme navn, også kaldet Gedesbygård, der genne middelalderen vogtede Falsters sydspids med overfartsstedet til Tyskland, og hvis voldsted endnu kan ses syd for Gedesby.

Den har alene navnet tilfælles med denne, og er en af de falsterske hovedgårde, der opstod efter auktionen 1766, ja, skulle egentlig have heddet Stavrebygård.

Efter auktionsplakaten skulle en ny hovedgård oprettes. Køberen, greve Gustav Holck-Winterfeldt, besidder af baroniet Vintersborg på Lolland, prøvede at få skøde på nogle andre gårde i Gedesby og Rabjerg, på auktionen tilslået henholdsvis præsten i Skelby og landsdommer Green.

Hans andragende blev naturligvis afslået. Allerede i 1773 afhændede han for 42.000 rdl. Gjedsergård med det resterende bøndergods størstedelen af det var allerede solgt til bønderne selv med forbehold af "herlighedsretten".

Tilbage var kun godset i selve Skelby Sogn samt Bruserup i Væggerløse Sogn, i alt 310 tdr.htk samt 40 tdr. tiendekorn.

Den nye køber var netop den selv samme sognepræst, hvis ret til at besidde jordegods, greven havde villet bestride! Niels Frederiksen Amager, sognehyrde til Skelby-Gedesby pastorat, beholdt Gjedsergård og gods til sin død i 1781, hvorefter hans arvinger afhændede både gård og gods.

Bønderne i selve Skelby blev nu selvejere for en samlet købesum på 11.781 rdl., hvilket var 80 rdl. pr.td.htk. Deres daværende forvalter på Gjedsergård, Jakob Melsing, fik 1784 skøde på godset for 32.600 rdl. med bygninger og inventar samt ca. 110 tdr.htk. bøndergods, nemlig Stavreby og Fiskebæk byer, sammen med Johan Christian Friis, der blev eneejer efter Melsings død 1789.

Ved udskiftningen af det store Gedeskov overdrev blev Gjedsergårds andel 104 tdl. Herpå blev gården Friisenfeldt bygget. Men allerede før var der oprettet en anden afbyggergård.

Gjedsergård fri hovedgårdstakst lå jo spredt på en alt andet end praktisk måde. Mens der var ca. halvanden mil fra gården til Gedeskov overdrev, var der ikke mindre end entrekvart mil til parcellerne ved Nykøbing, den såkaldte Lindeskoven med i alt 300 tdl., deraf 100 tdl. ager og eng.

Hoveriet her var blevet besørget af bønderne i Bruserup, indtil Friis lod gården Ludvigsgave anlægge og siden drev den med egne folk uden hoveri.

Han havde også lettet hoveriet ved at lade indrette et ladested ved hovedgårdens mark, hvor der kunne udskibes korn og ”opskibes” bygningsmaterialer o.lign.

På Gjedsergård står endnu den første hovedbygning, der blev opført af Holck-Winterfeldt i 1767 samt den forpagterbygning, der blev brandassureret i 1738, 38 alen lang og 15 alen dyb, af mur- og bindingsværk, én etage høj over den grundmurede kælder.

Denne var dels indrettet til køkken dels til bryggeri og brændevinsbrænderi med indmuret kedel. Ovenover var der stuer og en stor sal på 5 fag, og op til denne etage førte to udvendige trætrapper. Ved samme lejlighed blev der tillige takseret en 107 alen lang kostald ag grundmur, men med stråtag.

Det synes at være de to eneste bygninger, der dengang fandtes på gården, men naturligvis opstod her efterhånden et større kompleks, oven i købet en beboelseslænge til, så der lå et stuehus på hver side af alleen, der førte op til gården.

Da Gjedsergård efter salget til Tesdorpf i næsten 100 år ikke blev beboet af ejeren, mistede hovedbygningen med tiden ethvert herskabeligt præg. De nuværende avlsbygninger er resultat efter brande i 1872, 1925 og 1943 samt moderniseringer og udvidelser. Selve hovedbygningen blev meget grundigt restaureret og til dels ombygget af forrige ejer.

Kammerråd og landvæsenskommissær Joh. Chr. Friis solgte i 1811 alle tre gårde, Gjedsergård, Ludvigsgave og Friisenfeldt til sin ældste søn, overkrigskommissær Christian Frederik Friis.

Bøndergodset bestod fremdels af Stavreby, Fiskebæk og Bruserup byer, 162 tdr.htk. samt 3 huse på tilsammen 4 td.htk., bygget på en parcel fra Gedesby. Endvidere medfulgte tiender på 82 td.htk. samt fremdeles herlighedsretten til ca. 600 tdr.htk.

Friis, der endte som etatsråd og i 1839 havde ladet hoveriet afløse, var en af tidens kendte landmænd, uden dog at kunne måle sig i berømmelse med sin efterfølger, Edward Tesdorpf.