Personside - 187

Fra Weilbachs kunstnerleksikon¹:

Hein, Einar, 1875-1931, maler. *19.5.1875 i Kbh., ?8.8.1931 på Fr.berg (urne på Søllerød Kgrd.). Forældre: Overretssagf., senere kreditforeningsdir. Adolf Chr. Fr. H. og Laura Henriette Jensen. ~17.10.1900 i Søllerød med Elisabeth Caroline Mathilde Jacobsen, *29.7.1872 i Kbh., ?10.4.1931 smst., datter af overretssagf. Johan Herman J. og Adelgunde Georgine Marie de Svanenskiold.

Einar Hein hørte ligesom Jens Vige, Johannes Wilhjelm og G.F. Clement til den yngre generation af Skagensmalere, som efter århundredeskiftet viste, at de kendte motiver fra strand og klit kunne fornyes, uden at den naturalistiske fremstillingsform af den grund måtte forkastes. H. var præget af Kunstnernes Studieskole, hvor den beundrede P.S. Krøyer havde vejledt ham og utvivlsomt også haft indflydelse på hans valg af Rolls atelier til videreuddannelse i Frankrig. De første skagensbilleder, H. malede midt i 1890erne, endnu før sin debut, er friske men samtidig temmelig traditionsbundne. I hovedværket, Legende børn på Skagens Strand fra 1910, hvor en halvkreds af børn, lokale såvel som hans egne to, er malet i modlys, ses derimod en personlig, mere stiliseret udtryksform og et for motivet uventet dæmpet farvevalg. Han var desuden optaget af at skildre Skagens Hedes komplekse farverigdom. H. blev tidligt optaget i Skagensmalernes kreds, og han ses portrætteret på Krøyers Skagensjægere og i Brøndums spisesal. Fra 1910 var han med sin familie fast sommergæst på Skagen. H. var i samtiden kendt og agtet for sine blomster- og børnebilleder, og for sin store produktion af portrætter, der er præcise menneskeskildringer i en stram form. Med sin fine, men stilfærdige udtryksform nåede H. imidlertid aldrig det store publikum.

Tekn. Sk. (Holger Grønvold) 1891-92; Kunstakad. Kbh. 1892- 96; Kunstnernes Studiesk. (P.S. Krøyer) 1896-99; A. Roll, Paris 1899.

Paris 1899, 1911, 1926; Italien 1900- 02.

Bielke 1910; Akad. 1912-13, 1915-16.

Charl. Forår 1898-1932; KE 1907-09, 1911-12; Malende Kunstneres Sammenslutn. 1911 (tegn.); Charl. Eft. 1922, 1930; Landsudst., Århus 1909; Den baltiske Udst., Malmö 1914; Da. Lægeportrætter, Kbh. 1922. Separatudstillinger: Winkel & Magnussen, Kbh. 1903; 1915.

Cyklister i havstokken (1894, Skagens Mus.); Vester Bentsen hus (1895, smst.); Mod døden (1902-05); Legende børn på Skagens Strand (1910, smst.); Bærplukkende børn på heden (smst.); Tulipaner (1910, tidl. Skagens Mus.); Skibe i Skagens Havn (1911, Skagens Mus.); Ung jæger på Skagens Hede (udst. 1920); Skagen set fra Fyrbakken, morgensol (udst. 1929). Portrætter: Selvportræt (1907-08, Skagens Mus.); Højesteretsjustitiarius C.V. Nyholm (1909, Fr.borgmus.); Anna Larssen Bjørner (1912, Teatermus.); Kunstnerens datter Gertrud med gråværkskyse (1912, Stat. Mus. for Kunst); Gertrud med en kat (1914); Ung norsk pige (1920, Skagens Mus.); 2 små piger (udst. 1922);

^{Pol. 31.1.1903 (Knud Søeborg); Karl Madsen: Skagens Malere, 1929, 153, 197; Dag. Nyh. 12.8.1931 (Jesper Ewald); Vestkysten Midt 20.5.1975 (Erik C.); Knud Voss: Skagensmalere, 1975; samme: Skatte på Skagens Mus., 1984, 58f. Breve (Det kgl. Bibl., Hirschsprung).}

Elisabeth Fabritius

Nekrolog fra Dansk Artilleri-Tidsskrift, februar 1946:

Oberst Rolf Kall

Født 6/11 1864, død 16/11 1945.

Oberst Kall nedstammede fra en lærd slægt; på et tidspunkt i det attende århundrede var der tre medlemmer af familien Kall, der var professorer ved universitetet, og det var strenge herrer, så at de øvrige professorer blev enige om, at der nu ikke måtte udnævnes flere af den slægt.

Bedstefaderen var Dr. Jur., og faderen døde som etatsråd efter et langt liv igennem at have tjent i postvæsenet. Moderen, der var født Holm, var datter af major Holm, der blev dødeligt såret i Slaget ved Slesvig den 23/4 1848.

Oberst Kall tog arv efter begge forældrenes slægter. Han var meget velbegavet og meget belæst, og han havde også arvet faderens slægts ”stejle” karakter, som han selv sagde. Men han var trofast i venskab, udpræget retsindig og i bunden en elskværdig og hjælpsom mand, der ikke gik på akkord med det, han anså for uret. Han havde sine meningers mod og udtalte sig skriftligt og mundtligt uden omsvøb, derfor havde han både tilhængere og modstandere, men flest af de første. Han var en stovt eg med knortede grene, der ragede op i og var en pryd for skoven. – han var ikke et klippet træ i en zirhave.

Efter at være blevet student i 1883 studerede han i et par år klassisk og østerlandsk filologi ved universitetet; men han blev rekrut ved feltartilleriet i 1886, vistnok fordi han led af hovedpine. Han fik lyst til at blive officer og gennemgik officersskolens næstældste klasse 1886-88 og udnævntes til sekondløjtnant ved afgangen og til premierløjtnant i efteråret 1888. Som det den gang var skik, gjorde han efterhånden tjeneste ved flere af artilleriets våbengrene og også under direktøren for artilleriets tjeneste. I 1890-91 gennemgik han ældste klasses artilleriafdeling på et kursus, der varede et år. Flere gange deltog han i generalstabsrejser, skønt han ikke havde gennemgået stabsafdelingen.

I 1902 stilledes han til rådighed for artillerigeneralen ved udarbejdelsen af lærebøger og forslag vedrørende feltartilleriets uddannelse, organisation og taktik. I 1903 udnævntes han til kaptajn og batterichef ved 1.A.A., derefter var han et par år chef for 9. fæstningskompagni, indtil han blev ansat om adjudant hos artillerigeneralen. I 1912 blev han batterichef ved 5.A.A. I 1915 blev han udnævnt til oberstløjtnant og ansattes som chef for 2. artilleribataillon, der under sikringsstyrken var frontkommando på nordfronten. Han gik med megen iver op i denne tjeneste og gjorde et meget stort arbejde for at gøre fronten kampberedt.

I 1919 blev han udnævnt til oberst, men blev foreløbig ved bataillonen. I 1923 blev han chef for 1. F.A.R. Han var en meget myndig, ivrig og dygtig regimentschef. Den 12. april 1925 stilledes han til rådighed for generalkommandoen; han blev afskediget i nåde samme dag året efter.

Allerede i 1896 blev han ansat som lærer i krigskunst i officersskolens ældste klasses artilleri- og ingeniørkursus, i hvilken stilling han virkede til 1926. Fra 1903 til 1911 var obersten lærer i landkrigskunst på søofficersskolen. Fra 1911 ansattes han som lærer i strategi og udlandets militær geografi i stabsafdelingen, og fra 1920 blev han lærer i krigskunst i våbenteknisk kursus. `Han virkede på officersskolen til 1935, da han måtte gå af på grund af alder. Ved sine store kundskaber og sin inspirerende måde at undervise på, har han haft en meget betydelig indflydelse på mange officerers uddannelse og udvikling.

Oberst Kall har også haft stor betydning for hæren ved sine litterære arbejder. Han var en stor sprogrenser, og hans første artikel i et militært tidsskrift var også ”Lidt Målstræv”; af hans mange artikler huskes endnu af mange ”Nogle ord om blæktjeneste”, hvor han gik stærkt imod det meget skriveri inde for hæren og den hyppige brug af fremmede ord. Han er således fader til så gode danske ord som nævn og fæste og fl.a. Et lille skrift om kildekritik har åbnet mange officerers øjne på nødvendigheden af at være kritisk indstillet over for historisk stof. I årene 1921-24 udkom i tre dele oberst Kalls hovedværk ”Krig”, som han stadig lige til sin død arbejdede på at fuldstændiggøre. Det er en meget personlig bog, der behandler alle spørgsmål vedrørende krigen, bogen er skrevet på et stærkt og rent dansk.

Men den sportslige side var ham heller ikke fremmed, han var en god sabelfægter, og han var indehaver af mesterskabet i sabelfægtning for Danmark i 1907.

Men oberst Kalls interesser var mangeartede; han bevarede sin interesse for de filologiske studier, og navnlig var han meget optaget af de nye bibeloversættelser både af det gamle og nye testamente og bidrog til diskussionen med vægtige bidrag, der var anerkendt af fagmænd.

Han var medlem af bestyrelsen for Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst i København og medlem af Modersmålets bestyrelse.

Det er en fuldstøbt personlighed, en meget vidende mand og en dygtig officer, der er gået bort, han vil blive husket. Hans karakterstyrke var langt ud over det almindelige. En gang vi talte om belejringer, udtrykte jeg min beundring for den karakterstyrke, der var udvist af flere fæstningskommandanter under belejringens afgørende kampe; hertil svarede oberst Kall ganske roligt: ”Jeg ville ikke betænke mig på at kaste min egen broder ind i brechen, hvis det viste sig nødvendigt for at standse fjenden”; han ville have været i stand dertil. Det var betegnende for ham, at hans nom de guerre blandt folkene var ”Manden”.

Oberst Kall var dekoreret med Kommandørkorset af Dannebrog og Dannebrogsmand samt flere udenlandske ordener.

Rolf Larssen