Personside - 315

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

G., en Datter af den norske Jarl Svend Hakonsen (d. 1016), var først gift med den svenske Kong Anund Jacob. Efter hans Død (o. 1050) ægtede hun Svend Estridsen, hvilken Forbindelse vakte megen Forargelse hos Gejstligheden, da Svend og G. vare nær beslægtede, i det G.s Moder, Holmfrid, var en Halvsøster til Svends Moder, Estrid, og G. var Enke efter Svends Fætter. Paa Ærkebisp Adalberts Forlangende forskød Svend omsider G., hvorefter hun tog Bopæl i Vestergøtland, levede stille og ofrede sig for Velgjørenhed og andre fromme Gjerninger.

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Fra Dansk Biografisk Leksikon:²

Høffding, Niels Finn, f. 1899, Komponist. F. 10. Marts 1899 i Kbh. Forældre: Grosserer Aage H. (1867—1932) og Ada Elise Bruun (f. 1870). Gift 1° med Bodil Holm, f. 18. Juni 1902, D. af Overretssagfører Peder (Peer) Aage H. (f. 1874, gift 2° 1911 med Ruth Schat-Petersen) og Sigrun Schalburg (f. 1882, gift 2° 1935 med Legationsraad Tage Bull, f. 1881). 2° med Aslaug Munck, f. 6. Okt. 1917 i Silkeborg, D. af Pastor Peter Møller M. (f. 1875) og Thora Rafn (f. 1878). Efter 1917 at være blevet Student fra H. Adlers Skole (Filosofikum n. A.) koncentrerede H. sig helt om sine musikalske Studier. Han søgte sin Uddannelse hos Knud Jeppesen og Th. Laub, som hver paa sin Maade satte Præg paa hans Udvikling, og hos Josef Marx i Wien, men karakteristisk nok ikke ved Konservatoriet, der i den Periode ikke havde nogen Tillokkelse for vordende Komponister.

H.s Betydning i dansk Musik er baade pædagogisk og kompositorisk bestemt. Med Lyst og Evne til at betragte Problemerne selvstændigt har han beskæftiget sig med den teoretiske Side af Musikken, hvilket bl. a. har sat Frugt i hans »Harmonilære « (1933) og »Den elementære Hørelære« med to Øvelseshæfter (1937), og siden 1928 har han været Lærer ved Konservatoriet (fast Ansættelse 1933). Desuden har han med aldrig svigtende Arbejdsiver i det Tiaar (1929—39), da han var Formand for Musikpædagogisk Forening, virket for en forbedret Musikundervisning, først og Iremmest tilvejebragt gennem en grundigere og mere omfattende Uddannelse af vordende Musiklærere, og det skyldtes for Størstedelen hans utrættelige Indsats, at der efter stadige Forbedringer af Musikpædagogisk Forenings Optagelsesprøver 1940 blev indført en Statsprøve for Musikpædagoger. Et andet pædagogisk Arbejde, som H. med Iver tog sig af, resulterede 1931 i Stiftelsen (sammen med Jørgen Bentzon) af Kbh.s Folkemusikskole. Her overførtes til dansk Grund det folkeligt musikopdragende Arbejde, som i 1920'ernes Tyskland var knyttet til Fritz Jodes Navn. For Folkemusikskolekredsene skrev H. en betydelig Del letspillelig Musik, holdt i den Tids »saglige« Stil. Af denne Musik bør nævnes Ouverture for Amatørorkester Op. 18 (1931), Kan taten »Ein Musikus wollt lustig sein«, Op. 19 (1931), »Eisenbahngleichniss « til Tekst af Erich Kåstner for Kor, tre Saxofoner og Klaver Op. 26 (1934), Koroperaen »Pasteur« til Tekst af Otto Gelsted Op. 27 (1935) og »Pans Fløjter« til Tekst af Harald Herdal for Kor, Klaver og Solofløjte Op. 30 (1938). Endvidere maa det fremhæves, at H. sammen med Hakon Andersen med Gymnasiesangbogen (1929) efterfulgt af Korsangbog for Pigegymnasier (1931), seks Tillægshæfter hertil (1932—36) og 60 danske Kanon'er med Held har søgt at forny Skolesangens Repertoire. Den stærke Beskæftigelse med Musik, hvis Formaal i første Række var rent pædagogisk, har nok i 1930'erne haft nogen Tilbøjelighed til at virke hemmende paa H.s øvrige Musik, mindst maaske paa hans Sinfonia concertante for Blæserkvintet, Klaver og Strygeorkester Op. 25 (1934), mere paa »Fem Svaner« til Tekst af Hans Hartvig Seedorff Pedersen for Soli, Kor og Orkester Op. 28 (1937, omarbejdet 1944) og »Kristoffer Kolumbus« til Tekst af Johs. V. Jensen for Mandskor og Orkester Op. 29 (1937), der er præget af nogen Tørhed og Ufrihed, hvilket muligvis ogsaa til Dels falder sammen med et vist temporært Stilfællesskab med Kurt Weill, som H. i øvrigt staar fjernt i musikalsk Henseende, idet hans umiddelbare Forudsætning er en dansk lyrisk Tone i Slægt med Carl Nielsens. H.s betydningsfuldeste Indsats som fri skabende Kunstner ligger derfor før 1931 og efter 1939. I sine tre Symfonier (Op. 3, 1923 »Sinfonia impetuosa«, Op. 5, 1924 »Il canto liberata« med Koloratursopran og Kor og Op. 12, 1928) søger han ligesom Carl Nielsen at udvide Symfoniformens Indholds- og Udtryksmuligheder, noget, der navnlig i den tredie af Symfonierne (med to Klaverer) lykkedes paa en interessevækkende Maade. Muligvishar H. alligevel ment, at Symfoniformen kun vanskeligt lader sig forbinde med et nutidigt Tonesprog, og i sine senere Orkesterværker er han gaaet over til en ensatset Form, hvor Vægten formalt er lagt paa Udviklingen af et enkelt eller faa, hinanden nærtstaaende Motiver, saaledes i de to Orkesterfantasier »Evolution« Op. 32 (1939) og »Det er ganske vist« Op. 37 (1943), der betegner det foreløbige Højdepunkt i H.s Produktion, i lige høj Grad karakteriseret ved Stoffets minutiøse Gennemarbejdelse og det musikalskes umiddelbare Evne til at fange Interessen. Ogsaa i sin øvrige Musik fængsler H. mest, naar den formale Fasthed er givet i Kompositionens Grundstemning eller Idé. I hans Kammermusik kommer det især frem i de programmatisk anlagte Dialoger for Obo og Klarinet Op. 10 (1929), i Kvartetten for Sopran, Obo og (2-stemmigt) Klaver Op. 11 (1927) og i Blæserkvintetten Op. 36 (1941). Inden for H.s Produktion, der fordelt paa Aarene 1920—43 omfatter i alt 40 Opusnumre, indtager endnu de to Operaer »Kejserens nye Klæder« (til egen Tekst efter H. C. Andersen) Op. 8 (1926—27) (opf. paa Det kgl. Teater 1928) og »Kilderejsen « til Tekst af Vilh. Andersen efter Holberg Op. 16 (1930—31) (opf. paa Det kgl. Teater 1941) alene i Kraft af deres Omfang en betydningsfuld Plads. I »Kejserens nye Klæder« med dens Eventyrstemning er det gennemgaaende Træk en Munterhed, undertiden en bevidst Travestering, som ellers sjældent træffes i H.s Musik, medens det i »Kilderejsen« navnlig er lykkedes H. paa en indtagende Maade at omskabe det holbergsk djærve Intermedium til et lyrisk beaandet dansk Sommeraftentrylleri.

Sin store praktiske Dygtighed har H. foruden Musikpædagogisk Forening viet en lang Række andre faglige musikalske Sammenslutninger: Kbh.s Folkemusikskole, Det unge Tonekunstnerselskab, Dansk Komponist-Forening, Dansk Tonekunstnerforening m. fl.

^{Dansk Musiktidsskrift, VIII, 1933, S. 12* f. Levende Musik, III, 1944,29}

Nils Schiørring.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Gunhild var en Datter af den polske Hertug Mstislav eller Miesko. Da Svend i Grønsund fangedes af Sigvalde, Høvding i Jomsborg, maatte han love at ægte G., med hvis Søster Sigvalde var gift; deres Broder Hertug Boleslaus Chrobry skulde til Gjengjæld ægte Svends Søster Thyra. Svend havde i Ægteskabet med G. Sønnerne Harald og Knud (f. o. 995); senere forskød han hende, og G. vendte tilbage til Hjemmet, hvorpaa Svend ægtede Sigrid Storraade. Umiddelbart efter Svends Død (1014) hentede hans Sønner deres Moder tilbage til Danmark.

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Ada Elise Bruuns fader, grosserer Georg Lassen Bruun, var nabo til H. C. Andersen i Lille Kongensgade i 1860'erne. Søsteren Mary Bruun er omtalt i hans dagborg og fik flere af hans bøger med dedikation.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Sigrid Storraade, --o.1000--, Dronning, var en Datter af den mægtige og rige Bonde og Viking Skaagul-Toste i Gøtaland, efter hvem hun arvede mange Ejendomme. S. ægtede den svenske Konge Erik Sejersæl, med hvem hun havde Sønnen Olaf (Skotkonge) og Datteren Holmfrid, der blev gift med Hakon Jarls Søn Svend. Efter at være skilt fra Erik drog hun til sine Besiddelser i Gøtaland og havde her mange Bejlere, saaledes den norske Konge Harald Grænske og en russisk Konge Vsevolod, men hun lod begge indebrænde «for at gjøre Smaakonger lede af at fri til hende». Et Giftermaal med Olaf Tryggvason blev aftalt, men da han forlangte, at hun skulde antage Kristendommen, afslog hun at forlade sine Fædres Tro, hvorfor Olaf haanende slog hende i Ansigtet med sin Handske og kaldte hende en hedensk Hund. S., der paa Grund af sine højtstræbende Planer havde faaet Navnet Storraade, ægtede derpaa Kong Svend Tveskjæg; hun havde med ham Datteren Estrid. S. ophidsede sin Ægtefælle mod den norske Konge, der desuden havde taget Svends Søster Thyre til Ægte uden hans Samtykke. I Forening med sin Stifsøn Kong Olaf overfaldt Svend Olaf Tryggvason ved Svold, og denne faldt (1000). Vi vide intet om S.s senere Skæbne eller hendes Dødsaar.

I «Kong Valdemars Jordebog» nævnes endnu Sigridlef blandt den danske Konges Besiddelser i Sverige.

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Sigrid Storråde var i følge Olav Tryggvasons saga datter av Skoglar-Toste, en svensk stormann, og først gift med Erik Seiersäll og mor til Olaf Skottkonung. Senere gift med danskekongen Svend Tveskæg. Hun skal ha brent Harald Grenske, far til Olav den hellige, inne og ha vært trolovet med Olav Tryggvason. Derav det noe nedsettende tilnavnet.

Det fortelles at Sigrid nektet å la seg døpe og var "hedensk som en hund". Hun hevnet seg på Olav Trygvasson etter at han hadde hånet henne ved å egge fram motstanden som felte ham i slaget ved Svolder.

Den historiske kjernen om Sigrid Storråde er vanskelig å avdekke, men i virkeligheten var det ei slavisk prinsesse som var mor til Olaf Skottkonung, og som senere giftet seg med Svend Tveskæg, men om hun er identisk med Sigrid Storråde vites ikke. Skoglar-Toste knyttes blant annet til Axvalla Hus i Sverige, som meget vel kan ha vært hans bosted en gang.

Sigrid kjennes kun fra den sene sagalitteratur, og det er meget vanskelig å avgjøre om det i fortellingene om henne finnes trekk av historisk verdi. Sannsynligvis levde det omkring år 1000 en svensk høvdingdatter, Sigrid, hvis far Skogul-Toste var en stormann, rik på gods.

I den norrøne tradisjon minnes hun som "Storråde", den som legger vidstrakte planer. I den svenske overlevering kalles hun "den rike", idet det henvises til hennes utstrakte eiendommer, det såkalte "Sigridlev", som var en del av den danske kongeætts arvegods i Sverige. Disse få og lite informative trekk er alt som kan henføres til en historisk Sigrid Storråde. Beretningene om hvordan hun brendte inne sine friere, den norske konge Harald Grenske og den russiske Vsevolod, synes ikke å hvile på noen pålitelig tradisjon. Den dramatiske fortelling om Olav Trygvessons frieri til henne, og den voldsomme strid det medførte, er ren og skjær sagadiktning.

Hun har heller ikke, som sagaene beretter, først vært gift med kong Erik Segersäll og deretter med Svend Tjugeskjegg. Her har sagaskriverne byttet ut disse kongers virkelige "felles" dronning, den polske hertugdatteren Gunhild, med Sigrid. Dette utelukker imidlertid ikke at Svend før eller etter dette giftet kan ha ektet Skogul-Tostes datter.