Personside - 335

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Ebbesen, Sune, --1186. Hans Fader Ebbe, en Søn af Skjalm Hvide, havde i Tronstridighederne efter Erik Lams Død taget Parti for Svend Grade og var til sin Død (o. 1150) en af dennes højt betroede Mænd. Selv sluttede han sig ligeledes fra først af til Svend, men løste senere sit Forhold til ham. Da Svend nemlig 1154 ved Odense samlede sine Folk og udspurgte dem, om de vilde være ham tro i den forestaaende Kamp med hans Medbejlere Knud og Valdemar, samt forlangte deres Troskabsløfte bekræftet ved Ed, vilde S. paa ingen Maade opfylde dette Forlangende, men forlod Svend. Som Grund til sin Bortgang angav han en Forurettelse, Svend en Gang tidligere havde tilføjet ham, men man faar af Fremstillingen af hans Færd ved denne Lejlighed det Indtryk, at det ikke har været den eneste Grund. Fuldt ud lige saa meget som den har uden Tvivl Venskabet til Valdemar været bestemmende for det Skridt, han gjorde. Baaren frem af Kong Valdemar og Absalon begyndte der efter Svends Fald (1157) en ny og lysere Tid, i hvilken der ofte og paa flere Maader blev Anvendelse for S. Snart var det som Raadgiver -- det siges udtrykkelig, at han og hans to Fættere Absalon og Esbern vare de Mænd, hvis Raad Valdemar plejede at høre og helst fulgte --, og snart var det som Stridsmand. I saa godt som alle de Tog, der næsten Aar efter Aar hele Valdemars Regeringstid igjennem, og somme Tider to Gange i et Aar, gik til de vendiske Lande, nævnes S. som Deltager. En Tid var han derhos en af Kongens Lensmænd i Skaane og forvaltede Oppebørslerne derfra. Disse Lensmænd fik i øvrigt ved deres Strænghed, og fordi de vare Sjællændere, til sidst Skaaningerne saa meget imod sig, at disse o. 1180 gjorde Oprør for at blive dem kvit. Oprøret, der 1181 kaldte Kongen med en Hær til Skaane, førte dog ikke til det tilsigtede Maal. 1182 døde Kong Valdemar, og med Riget gik ogsaa hans prøvede Raadgivere i Arv til hans Søn Knud. Længe overlevede S. dog ikke Valdemar; han deltog i Forhandlingerne med den tyske Kejsers Afsending, Grev Sigfred, og var derefter endnu 1184 med paa et Tog til Pommern, men 1186 døde han efter at have givet sin halve Boslod til Sorø Kloster, hvor han blev begravet. Efter alt at dømme maa han have været en betydelig Mand; klog og besindig, mægtig i Gjerning og Tale kaldes han af Abbed Vilhelm, der kjendte ham og havde nydt Velvilje af ham. S. efterlod sig en Datter Margrethe, som maaske er den Margrethe, der o. 1177 dræbtes af sin Mand Herluf og langt ned i Tiden dyrkedes som en Helgeninde, samt 7 Sønner, hvoriblandt Peder, der blev Biskop i Roskilde, og Anders, Absalons Efterfølger i Ærkesædet.

C. Weeke.

Fra Gustav Storm: Vore Forfædres Tro paa Sjælevandring og deres Opkaldelsessystem, Foredrag ved Filologmodet i Kjöbenhavn 18 Juli 1892, trykt i Arkiv För Nordisk Filologi Ix, Nt Följd V. 14:

Da genealogiske Spörgsmaal ofte har historisk Betydning, er Opkaldelsesreglerne her altid at lægge Mærke til. De kan ogsaa bringe vigtige historiske Resultater, baade positivt og negativt. Jeg skal tage nogle Exempler. Den Kongeslægt i Danmark, hvis sikre Led er Hardeknut, Gorm, Harald, Sven, Knut, Hardeknut (f 1042), har baade danske og islandske Genealoger knyttet sammen med Ragnar Lodbrok og Sigurd Ormöie. Men Navnene er her i den Grad forskjellige, at de to Ætter ikke har et eneste Navn fælles, og dette beviser paa det klareste, at de er ganske ubeslægtede. Den følgende Kongeslægt i Danmark, som stammer fra Sven Estridssøn, havde til Stamfædre Svens Fader Ulf Jarl, hans Fader Thorgils Sprakalegg og hans Fader den svenske Hövding Björn, om hvem Sagnet hos Saxo sagde, at hans Fader var en virkelig Björn, som med en fornem dansk Kvinde havde avlet en menneskelig Sön. [Sagnet synes etymologisk: Björn Björnsson]. Dette Sagn havde Langebek og efter ham P. A. Munch kombineret med Beretningen, at den svenske Kongesön Styrbjörn tvang Harald Blaatand til at give ham sin Datter Thyre, saa at Thorgils Sprakalegg virkelig skulde være Sön af Styrbjörn og altsaa af svensk Kongeæt. Men herimod maa - foruden andre Grunde - indvendes, at de Navne, som kjendes i den daværende svenske Kongeæt, ikke optræder i Thorgils Sprakaleggs Æt: Hovednavnene i den svenske Kongeæt er Eirik, Olaf, Anund og Emund, men i den anden Slægt Thorgils, Ulf og Eilif. Hypothesen maa altsaa forkastes.