Personside - 71

efterfulgte som organist i Holmens Kirke Johan Frederik Rauch (1824-1858), Niels Wilhelm Gade (1858-1890) og Thomas Linnemann Laub (1891-1925).
Rauchs dattersøn var gift med Wøldikes tante Rigmor Helga Wøldike.

W.s musikalske Evner fik rig Næring i Hjemmet, og tidligt stod det klart, at det vilde være naturligt for ham at følge sin Lyst til Musikken. Allerede Aaret efter, at han 1915 havde taget Studentereksamen fra Schneekloths Skole, aflagde han som Privatist Organisteksamen ved Det kgl. Musikkonservatorium, og 1920 tog han Magistergraden i Musikhistorie. W.s Lærere var i Musikteori Poul Hellmuth, i Orgelspil P. S. Rung-Keller og senere Karl Straube, men især blev han præget af Thomas Laubs Undervisning i Musikhistorie og Musikteori. Til Laub knyttedes W. meget stærkt, baade arbejdsmæssigt og personligt. Efter 1919-21 at have været Organist ved Reformert Kirke blev han 1921 Kantor ved Holmens Kirke, hvor Laub var Organist, og ved dennes Afgang 1925 fik han Organistembedet ved Kirken. Efter Laubs Død overtog W. som en Selvfølge Formandsskabet i Foreningen Dansk Kirkesang, der viderefører Laubs banebrydende Arbejde for Kirkesangen, ikke mindst gennem de stærkt besøgte Sommermøder. - I Koncertlivet traadte W. i Aarene omkring 1920 frem som dygtig Orgelspiller, men det blev som Kordirigent, han afgørende slog sit Navn fast. En Opførelse af Palestrinas Marcellusmesse i Ita1iensk Selskab førte til Dannelsen af Palestrinakoret, som W. ledede med fremragende Dygtighed 1922-35. Med dette Kor bragte han den Hjemlige Korsang op til et Niveau, den ikke havde kendt, siden Frederik Rungs Madrigalkor eksisterede. Talrige Koncerter i Hjemland og Udland (Sverige, England, Tyskland, Italien) bragte Kor og Dirigent den største Anerkendelse. Da Korets Medlemmer for en stor Del indtraadte i Statsradiofoniens nystiftede Kor, opløstes Palestrinakoret 1935, men som Leder af Radioens udvalgte Kor (Madrigalkoret) har W. siden 1937 ført dets Traditioner videre. - Et nyt Felt for sine rige Evner som Kordirigent fandt W. i Arbejdet paa at skabe et Drenge- og Mandskor i Lighed med udenlandske Kor (Thomanerkoret, engelske Skolekor o. a.). 1924 blev der gjort et Forsøg, som faldt heldigt ud, og det lykkedes snart at skabe den distriktløse Sankt AnnæVestre Skole om til en ”Sangskolet høje kunstneriske Stade; dets regelmæssige Koncerter i Slotskirken er blevet en højt værdsat Institution af central Betydning i dansk Kirkemusikudøvelse. - Ogsaa W.s Indsats for at højne den almindelige, folkelige Musikkultur har været af gennemgribende Art. Allerede 1926 blev W. Sanginspektør, og i denne Stilling, som han bevarede til 1939, søgte han gennem en Højnelse af Seminariernes Musikuddannelse at skabe Fremtidens Skolesangundervisning bedre Kaar. Som Censor i Musik ved Skoleembedseksamen, Lærer- og Faglærereksamen og ved Det kgl. Musikkonservatoriums Organist- og Kantoreksamen har W. i en Aarrække øvet væsentlig Indflydelse paa disse Sider af den Hjemlige Musikuddannelse. Som Udgiver af en Række større og mindre Samlinger af Kirkemusik og Skolesange har W. gjort endnu en stor og paaskønnet Indsats. Af de mere fremtrædende maa nævnes: ”Melodibog til Salmebog for Skole og Hjem” (1931), ”Ny dansk Skolesangbog” (1932, med Hakon Andersen og Rud. Grytter), ”130 Melodier til Salmebog for Kirke og Hjem” (1936, med Æns Peter Larsen og Finn Viderø), ”Orgelmusik til Gudstjenestebrug” (1931, med Povl Hamburger) og ”Orgelkoraler til Kirkeaaret” (1943). Den meget benyttede Serie af praktiske Udgaver ”Folke- og Skolemusik” (1934 ff.) blev stiftet og i de første Aar ledet af W. Endelig har W. sammen med Oluf Ring varetaget Redaktionen af 4. Oplag (1940) af den folkelige Sangs Hovedværk ”Folkehøjskolens Melodibog”. Det betydningsfulde kunstneriske Arbejde, W. paa sine forskellige Omraader har ydet, havde næppe oplevet den Blomstring, det har faaet, hvis det ikke var baseret paa et musikalsk Organisationsarbejde, som W. med tilsyneladende let Haand først bringer i Orden. Med praktisk Sans har W. overset Muligheder og Vanskeligheder og altid forstaaet at bygge sit Arbejde paa solid Jordbund. Ved Siden af de her nævnte, vigtigste musikalske Indsatser, har W. i Aarenes Løb yderligere faaet Tid til med spontan Energiudfoldelse at lede Studentermusikforeningen, Cæciliaforeningen (1931-34) og Det kgl. Musikkonservatoriums Korskole (1931-39), ligesom han i Forbindelse med Drengekoret og Det unge Tonekunstnerselskabs Orkesters større, fælles Koncerter er optraadt ogsaa som Symfonidirigent. - R. 1936.

Student fra Frederiksborg skole 1793. Philolog Eksamen i oktober 1793 og philosophist eksamen april 1794. Tog den teoretiske latinsk-juridiske eksamen 17. juni 1803 og 2. juli samme år den praktiske del - alt med Laudabilis. Udnævnt 7. november 1804 til byfoged, byskriver, skifteforvalter og skriver, Auditør, Foged og Politimester i Trankebar (med 470 Rdlr. årligt). Gift 1. gang 4. april 1805 med Frederikke Augusta Erhart (død 1809). Rejste fra København 5. maj 1805 på paketten Kronprins Frederik; på grund af monsunen anløb skibet ikke Trankebar, men gik lige til Bengalen, hvor Rehling gik i land 10. december. Blev i logen Frederiksnagor til 3. januar 1806, da en anden paket var sejlfærdig til Trankebar. Afgik 4. januar med 'Twee Gisberts' og kom 18. januar 06 til Trankebar. Under den engelske okkupation 1808-15 vedblev han at fungere under engelsk tilsyn og fik gage som embedsmænd af tilsvarende rang i den engelske etat.

Konstitueret 22. november 1816 som 3. medlem af Guvernmentet (regeringsrådet), justitiarius og auktionsdirektør. Blev 1. maj 1822 virk. Justitsråd. Ved kgl. resolution af 31. juli 1824 blev han 2. medlem af Guvernementet. I 1829 sendtes 3 af hans sønner til København hvor de opdroges hos Major Beckmann. Hans nøjagtighed og hans flid blev meget påskønnet både i kolonien og af regeringen, og hans gæld til den kgl. kasse nedsattes 21. oktober 1826 til 675 M. Rup (fra 1654 M.R.). Han omtales som en meget gæstfri og forekommende mand: og navnlig de nyankomne danske embedsmænd viste han den gæstfrihed at optage dem i sit hjem indtil de fik sig indrettede, således J.S. Hohlenberg, Peter Hansen (den senere Guvernør) og J.C. Boeck. Overfor den strenge, forhadte guvernør H.D. Brinck-Seidelin var han svag og eftergivende, og hans omdømme tabte derved.

Ridder af Dannebrog 1. december 1829.

Ansøgte 5. maj 1831 om en restitutionsrejse hjem. men da guvernør Laur. Christensen skulle på rejse til Nikobarerne, måtte Rehling blive og stå for styret så længe. Da guvernør Mourier var sat ind i sagerne, satte Rehling sin hjemrejse igennem og fik pas og kreditbrev 13. febr. 1833. Den 11. februar havde han fratrådt sine embeder, og kort efter hjemgik han med sin familie fra Madras med det engelske skib 'The Wellington' med hvilket han 16. juni 1833 ankom til London. Samme måned fortsatte han rejsen med et dansk skib til København.

Ved ankomsten til København, ansøgte han om fri hjemrejse for ham og familien og fik det; 14. november ansøgte han om at blive chef i logen Frederiksnagor i Bengalen. Fik 15. januar 1834 en gratifikation på 5200 Rdlr. Udnævntes 22. februar 1834 til chef i Bengalen og fik 16. juli karakter af oberst. Den 12. august 1834 fik han tilladelse til fragtfrit at føre møblerne til chefsboligen i Bengalen med sig, og 4. september fik han bevilliget 600 Rdlr. til disse møbler. Fra København samme år, med sin hustru, 4 sønner og 2 døtre. En slægtning: en ung sømand Holst, samt huslæreren Bierring med 'Den danske Eg'. Ved ankomsten til Trankebar boede han en tid hos fru Beck og rejste så 5. juli 1835 fra Trankebar med 'Thoni' til Madras, hvor han havde lejet et hus, til der blev skibslejlighed til Calcutta; en jomfru Soetmann gjorde rejsen med. Til rejsen lånte han 1000 M.R. hos guvernmentet i Trankebar., 2605 M.R. i Madras.

Kom 24. juli 1835 til Bengalen, overtog delvis embedet 1. august, endeligt 1. november 1835. Chefhuset havde han straks taget i besiddelse. (Om forholdene i kolonien, se Kay Larsen: 'De danske Ost-Indiske koloniers historie' bind 2 s. 67-69). Ansøgte 10. december 1835 om at blive guvernør i Trankebar, og udnævntes (13. juli 1836) 16. september 1837 til guvernør fra 1. maj 1838. (se overnævnte værk bd. 1 s. 156-8; der nævnes s. 157 at R. havde en formue, men det har vist sig ikke at have været tilfældet. Led marts 1841 af 'Nervøs galdefeber' Død 18. juni 1841 i Trankebar og begravedes dagen efter. Rehling har skrevet nogle digte og fortællinger (Se Erslews Forf. Lex. bd. 2 s. 655).

var læremester for Gustav Wied. Dennes praktiske far satte ham i 1873 i boghandlerlære, først i Nakskov, hvor han sov i et klædeskab.

Et par år senere - i 1875 - kommer den 17-årige Gustav i lære hos den ansete Fr. Wøldikes Boghandel i Skindergade i København. Klædeskabet bliver udskiftet med en seng hos Tante Marie i Dronningens Tværgade 56, hvor desuden de ældre brødre Carl og John bor. Samme år oplever han ligtoget af nationens store digter. H.C. Andersen bliver bisat fra Vor Frue Kirke og hele København har taget opstilling langs ruten til Assistens Kirkegård for at vise eventyrets konge den sidste ære. Gustav følger optoget fra hjørnet af Sankt Petri og kommer til at græde lidt. Alt er så højtideligt og fint.

Men så kommer han til at fnise. Da han forestiller sig digteren inde i kisten - med sine lange, ranglende ben. Satyren begynder så småt at stikke hornene frem. Og i boghandlen, der også er forlag, kommer flere af tidens forfattere, og hver gang bliver Gustav skuffet over at se navnet i virkeligheden. De fleste aftner bruger han selv til at skrive. Han forsøger at få sine smørerier trykt i diverse blade og tidsskrifter, men uden held. De var heller ikke noget af værdi.

Arbejdet som boghandlermedhjælperlærling keder ham, da det mest består i at køre ud med bøger og veksler. På sin 20 års-fødselsdag skriver han i sin dagbog: 'I dag er jeg tyve Aar - men det er ogsaa det eneste, jeg er.' Panikken begynder at rumstere. På et ferieophold hjemme på Holmegård virker hans søde mor Catha underligt fjern. Hun sidder på sin plads ved vinduet og kigger ud i haven. Der kommer læge. Apati hedder det. En slags sindslidelse. Gustav bliver bange. Moderen var hans faste holdepunkt, så uerstattelig og ufejlbarlig. Hvis han skulle miste hende? Hvad han ikke ved, er, at hun i sit stille sind sørger over ham.

Problemerne vokser: Forlagsboghandler Wøldike giver ham ikke løn. Først da han tager sin afsked og forlanger at få sin løn, betaler Wøldike ham, men vil herefter ikke tale med det unge, rethaveriske bæst. Gustav tager en fin hævn over chefen ved at udstille ham som den fordrukne og latterlige boghandler i successtykket 'Dansemus' fra 1905.

Otto B. Wroblewski skriver om sin tid hos C. A. Reitzel:

Først kom Fr.Wøldike (1848-55), et godt begavet, livligt og godmodigt Menneske, der senere etablerede sig og udfoldede en efter sin Tid betydelig Forlæggervirksomhed (død 1883).

Wied:

Det var lidt efter lidt gaaet op for min Principal, at det ikke betalte sig at have Sortimentsboghandel. Butikken i Skindergade blev derfor opsagt, og efter nogen Søgen lykkedes det os at finde et Lokale paa en lav Mezzanin paa Ny Torv, hvor vi flyttede ind. Jeg var stolt af herefter kun at være Forlægger og ikke ogsaa "Diskespringer".

Det var meget besværligt at faa alle Bøgerne transporteret fra det ene Sted til det andet. Men Wøldike fandt paa Raad. Jeg blev sendt rundt paa Bibliotekerne for at laane deres 'Bogkasser', nogle mærkelige Tingester, der mindede om Hospitalernes Sygebaarer. Og som sædvanlig viste Folk sig hjælpsomme imod ham.
     
Omsider kom vi da i Orden.

Men nogle Dage før Flytningen gjorde jeg mig skyldig i en "Spøg", som mærkelig nok ikke drog hverken Principalens eller Wienes Vrede, men kun en stille, venlig Formaning ned over mig.

Wøldike havde forskrevet fire vældige, levende Hummere, jeg tror fra Norge. De laa og kravlede rundt i en Kasse ude i Køkkenet. Jeg havde faaet Lov til at gaa i Teatret den Aften, og da jeg kom ud for at gøre mig i Stand, ser jeg Dyrene. Jeg tager da den største af dem alle og lader den dumpe paa Halen ned i Baglommen af Wienes langskødede Overfrakke.
     
Det gik som Fod i Hose, og jeg vandrede fro i Teatret. Da jeg stillede næste Morgen, staar Mikkelsen i Butiksdøren:
     
- Naa, Wied, der er til Dem i en god Mening! siger han.
     
Jeg havde ganske glemt Hummeren.

- Hvad er der? spørger jeg.

- Hummeren! svarede Mikkelsen.

- Hummeren! sagde jeg, og der ilte et koldt Gys ned gennem min Ryg. - Hvad er der med den?

- Den kunde ikke komme op ... sagde Mikkelsen. Den sidder endnu i Wienes Lomme.

- Nej da!

Just saa galt var det nu ikke. Men da Wøldike savnede sin bedste Hummer, kom den ganske Boglade paa den anden Ende. Hele Forretningen blev gennemsøgt. Tilsidst gik Principalen selv ud i Gaarden med et tændt Stearinlys og søgte under Rendestensbrættet.

Men Dyret var væk.

Klokken blev otte, og Wiene gik ned for at tage sin Overfrakke paa.

Den var saa mærkelig tung.

Han stikker Haanden i Baglommen og udstøder et fælt Skrig: Der sad Hummeren med Kløerne opad og havde nappet ham godt i Langfingeren:

- Hvordan Fanden er den kommet derned? Og baglæns!

- Saa gik det op for ham, at det maatte være mig, der havde lavet Komedie, førend jeg gik i Teatret.

Men det værste var endnu tilbage. Hummeren vilde ikke op af sit Skjul. Den satte alle syvoghalvfemsindstyve Kløer imod. Jo kraftigere man halede, des mere strittede den for at faa Lov til at blive.

Tilsidst maatte Bunden sprættes ud af Lommen, og saa gled Dyret jo let nok.

Jeg afventede i Frygt og Bæven Wienes Ankomst.

Men han sagde ikke andet end:

- De kan bare vente Dem, lille Wied, Wøldike er rasende.

Jeg maatte altsaa vente om igen.

Og Wøldike kom:

- Naa, hvordan morede De Dem i Aftes? spurgte han venligt.

- Jo .... Tak .... æ.... godt! stammede jeg.

- Det gjorde vi ogsaa .... sagde han og saa' polisk paa mig over Brillerne. - Vil De saa gaa ud paa Nørrebro og hente mig et Dusin Flipper!

Det var naadigt sluppet!

Wøldikes Flipper kunde kun faas i en bestemt Butik paa Nørrebrogade lige for Fælledvejen. Det var et saa uhyre Nummer, han brugte. Han skiftede Flipper et Par Gange om Dagen. Og Strømper (graa Uldstrømper med hvide Borter) 3-4 Gange. Jeg véd ikke hvorfor. Véd kun, at det betød en halv Fridag for mig, naar jeg blev sendt afsted efter disse Ting. Manden kunde godt have sendt enten Karlen eller en af Bydrengene. Men jeg er vis paa, at han sendte mig, fordi han opdagede, at jeg var glad ved Turen.

Wøldike var i det hele en god Mand.

Da Mikkelsen, som ikke kunde klare sig i Fædrelandet, skulde rejse til Amerika og kom for at sige Farvel, spurgte Wøldike:

- Hvor mange Penge er der i Kassen, Wiene?

- 50 Kroner. Og vi har en Veksel paa 300, der skal betales inden 12.

- Giv Mikkelsen de 50 Kroner, nikkede Wøldike. - Faar vi skrabet de andre sammen, faar vi vel nok de 50 med.

Og Mikkelsen fik Pengene.

- - -

Paa den anden Side var det mig næsten umuligt at hale ud af Principalen de 25 Kr., som jeg skulde have i Gage om Maaneden.

I mine Optegnelser fra 3-5-1877 staar:

"Hos Wøldike vil jeg ikke blive, naar jeg har staaet min Læretid ud, thi jeg maa jo have mine Penge til bestemte Tider, og det kan man ej faa hos ham; jeg har tilgode for 2 Aar nu - var det mine egne Penge, fik det være, hvad det var, men dem skal Tante Marie have for mit Ophold hos sig i det forløbne Aar."

Jeg spurgte Wiene, hvorfor jeg ikke fik mit Tilgodehavende:

Wiene svarede:

- Wøldike siger, at Deres Tante er rig, saa det gør ikke noget, at hun maa vente.

Og da jeg endelig efter 5 Aars Læretid forlod Wøldikes Boghandel, havde jeg 900 Kroner tilgode.

Da jeg forlangte dem (og fik dem) blev han saa fornærmet, at han siden ikke vilde hilse mig, naar jeg mødte ham paa Gaden.