Personside - 77

Et Hus. Navn: 'Den Svanenskjoldske Stiftelse'
Matr. nr. 60.

Beliggenhed: Farum Hovedgade nr. 65 A og B.

Registrering:
Kr.jordeb. Kr.jordeb. Kbh.a.jordeb. Frb.a.jordeb. Ny Matrikel
1718 1773 1800 1835 1844
Matr. nr.60

Hartkorn:
Ejendommen omfattede i 1865 Matr. nr. 60, 20 og 45. 2 - 0 - 1 - 1

Beskrivelse:

På et gl. kort fra 1757 ses nogle bygninger tilhørende Farumgård indtegnet der, hvor det senere Matr. nr. 60 ligger. Det er antagelig den samme gård, som i vurderingsforretning 1741 i forbindelse med skiftet efter Else Iversdatter, Rostgårds enke på Farumgård, beskrives som 'En stervboet tilhørende gård i Farum by'.

Farumgård ejedes fra 1790 til 1791 af captain af infanteriet Carl Vilhelm Bang, født 1755 i Egebjerg som søn af forvalter ved de kgl. godser i Odsherred, kammerråd Niels Christian Bang og Ulrica Eleonora Schwane, død 1806. Gift med Anna Marie Madtzen, født 1752, død 1807. (Hun havde tidligere været gift med brygger Johan Henrik Fribert).

I sommeren 1791 rev Bang dette gamle hus ned og byggede et nyt hus på grunden.

Meningen med opførelsen af huset var, at det skulde tjene til bolig for Bangs kones broder, agent og grosserer Bertel Madsen, der kort forinden var gået fallit. Da Captain Bang allerede September 1791 afhænder Farumgård, forbeholder han sig som ejendom dette hus (Matr. nr. 60). Farumgårds nye ejere får dog forkøbsret til huset, hvis det senere ønskes solgt. Det bliver allerede kort efter Bertel Madsens død 1806, nemlig 1807 solgt til en skolelærer ved den latinske skole i Roskilde Lauritz Christian Kjær, men hofjægermester Peder de Svanenskjold træder i steden. (P. de Svanenskjold var i 1805 blevet ejer af Farumgård)

'Agent Madsens hus' brændte 1886 hvorpå det nuværende hus opførtes.

Bertel Madsen, født 1751 som søn af brygger Lars Madtzen og Anna Catharina Bertelsdatter, dør i 1806. Agent Bertel Madsen foer på Vestindien i sin ungdom. Måske han selv herfra har erhvervet den 'slavinde fra Vestindien, agent Madsen tilhørende', hvis dødsfald anmeldes i 1795.

Ifølge folketællingen 1801 har han en husholderske ved navn jomfru Ane Tausen, født 1744, død ugift 1829 i hofjægermester Svanenskjolds hus (Se Matr. nr. 69).

Han havde ved sin død forpagtet Farum skoles lod i overdrevet af kirkesanger Peder Leth.

( Til Amtmand Scheel Plessen. Pro Memoria.
Efter min svoger hr. agent Matzens forlangende, som for nærværende tid opholder sig i Farum by, Kiøbenhavns amt, skal jeg i følge forordningen tilmelde deres excellence, at en slavinde, som fra Vestindien af er hans ejendom, ved døden er afgået, og intet har efterladt sig noget, som er hende tilhørende.
Kiøbenhavn, den 8. April 1795. Bang.
(Gl. Kbhvns amt. L.A.)

Efter agent Madsens død er huset af Svanenskjold lejet ud til justitsraad Gottlob Grove, som dør i Farum 1817. Han var gift med Charlotte Øllegård Bang.

1825 sælger Peder de Svanenskjold til sine to døtre M.C. og A.C.G. de Svanenskjold: Sit hus Matr. nr. 60, de 2 tdr. Hartkorn af gl. Gaard nr. 7, som Farumgård erhvervede i forbindelse med udskiftningen, (senere Matr. nr. 20), og huset, der senere fik Matr. nr. 45.

Det blev i 1865 af to ugifte søstre de Svanenskjold ifølge testamentarisk disposition oprettet til en stiftelse kaldet: 'Asyl og Fribolig for dertil trængende medlemmer af den Svanenskjoldske slægt oprettet af søstrene Marie Kirstine og Ane Cathrine Georgine de Svanenskjold'.

Huset var indrettet til to familier, hver med adgang til sit stykke havejord. Den til huset hørende jordlod på 14 tdr. land (Matr. nr. 20) er ved oprettelsen bortforpagtet og bør bestandig søges bortforpagtet på bedste måde, og indtægten anvendes dels til husets vedligeholdelse dels til forældrenes gravsted på Farum kirkegård. I 1906 afhændes Matr. nr. 20 af stiftelsens administrator til den daværende forpagter, ejeren af Matr.nr. 12, som lagde jorden ind under sin gård.

Ifølge bogen 'Den gamle klokker i Farum' beboede søstrene Svanenskjold ikke huset om sommeren, hvor det i mange år var udlejet til lægen fra København Frans Caspar Djørup med kone og 10 børn. Han køber i 1890 Matr. nr. 16c og slår sig ned her indtil han i 1904 sælger og flytter til Frederiksberg.

Beboere ifølge folketællingslisterne:
1834, 40, 45, 50, 55 og 60: Marie Kirstine de Svanenskjold, født 1790, død 1865. Ejer af huset og
1834, 40, 45, 50, 55, 60 og 70: Ane Cathrine de Svanenskjold, født 1793, død 1871. Ejer af huset
Søstrene Svanenskjold nyder hævning af Roskilde adelige Jomfrukloster.

I den anden del af huset bor:

1834 og 1840: Maria Henriette Meier, født Bruun, enke efter skovridder Meier, født 1791. Augusta Margrethe Ring, hendes plejedatter, født 1811.
1860: Anna Bonnevie, født 1830 i Vallekilde, selskabsdame.
1870: Louise Grotkoph Svanenskjold, født 1806 i Helsinge, enke, kammerjunkerinde, med børnene Regine Svanenskjold, født 1843 i Esbønderup, og Ulla Pauline Svanenskjold, født 1849 i Silkeborg, død 1910. (I 1876 gift med Lærer Andreas Frederik Horst, Farum.)
1890: Regina Dorthea Kathrine Bonnevie, født 1828 i Vallekilde, ugift.
1890: Johanne Adelaide de Svanenskjold, født Mühlenstedt, født 1813 i København, død 1893, enke efter justitsråd, birkedommer Morten Joachim Ferdinand de Svanenskjold, og hendes datter Nanzy Kunigunde Emanuella de Svanenskjold, født 1850 i Løgstør, død 1927, ugift.
1890: Regina de Svanenskjold.
Frøken, født 1843 i Esrum, død 1920. Datter af Skovrider Niels Edvard Emil de Svanenskjold og Louise Groskoph.
1901: Regine Svanenskjold og Nancy Kunigunde Svanenskjold opholder sig midlertidig i København.
Beboere 1901:Lauritz Andreas Otto Blad, forhenværende lærer, enkemand, født 1831 i København.
Johanne Sophie Hude, ugift slægtning, født 1827 i København.
Lydia Olivia Dietrichsen, født 1858 i København. Lever af rentepenge.
1906: Regine Svanenskjold.
Beboere 1906: Julius Gøtterup, født 1849, husfader, Birtha Gøtterup, født 1846, husmoder, ernærer sig ved vask og strygning. John Gøtterup, født 1899, søn.
1911: Regine Svanenskjold og Nancy Kunigunde Svanenskjold.
1916: Regine Svanenskjold og Ella de Svanenskjold, født 1849 i Nykøbing Sjælland. Ugift.
1921: Ella de Svanenskjold.

Brandtaxation 16.9 1815.
Jægermester Svanenskjolds hus.
Stuehus i nord 17 fag, 15 alen dybt, egebindingsværk med murede vægge og stråtag, indrettet til 7 værelser, 1 pigekammer, 2 køkkener, 2 skorstene, 1 bagerovn og ovenpr.

Har udgivet:

Humoresker, 11 vol., 1904--1912
Trolden i Æsken. En god Vits til hver Dag i Aaret. Udvalgt af Verldenslitteraturen, 1908
Sognets Skræk eller Ægteskaber stiftes i Himlen. Lystspil i 1 Akt, 1910
Den muntre Fortæller. 365 muntre Anekdoter, Vitser og Smaahistorier, 1912
Mine Hittebørn, 1915
Kamlas Musæumsbøger. Vejleder i københavnske Samlinger og Musæer, 6 vol., 1915
En Aften i Sikringsstyrken. Humoristisk Bagatel i en Akt, 1916
Chaufførens Stolthed og andre Fortællinger, 1916
Jylland, du er Hovedlandet! Jyske Minder og Oplevelser - glade og alvorlige, 1917
For Kupé og Kahyt. Smaa muntre Historier til Genfortælling, 1917
Den lille Humor, 1919
Ædle Kvinder, skønne Møer og Mænd og raske Svende, 1921
Pigen fra Nørrevold. Københavsroman. Opført som Skuespil på Sønderbros Teater, 1922
Stumfilmen 'Sommerspøg og Rævestreger', 1923

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Peter Christopher Qvistgaard blev født 16. April 1775 paa Gjerdrup som Søn af Godsejer M. Q. (f 1798) og 2. Hustru. Kort efter Faderens Død overtog Q. Godserne Gjerdrup og Lyngbygård. Den Begejstring for Fædrelandet, som Slaget paa Reden 1801 havde vakt over hele Landet, greb ogsaa Q.; han vilde ogsaa indrulleres i Forsvarernes Rækker. Han gjennemgik derfor 1802 en Exercerskole og ansattes det følgende Aar som Kapitajn i 5. Bataillon af søndre sjællandske Landeværnsregiment. Landeværnet skulde have haft 6 Dages Øvelse hvert andet Aar, men det fik ikke engang denne højst tarvelige Uddannelse. Intet Under derfor, at det i Kampen ved Kjøge 29. Avg. 1807 kun daarlig holdt Stand. Dog kunne enkelte Lyspunkter fremhæves-, Q. kastede sig saaledes ind blandt de fjendtlige Rækker for at rive Folkene frem med sig, men de svigtede, og han fandt Heltedøden.

St. St. Blicher har sat ham et varigt Minde ved at hellige ham en af sine "Bavtastene", hvorfor Q.s 3 Sønner senere tolkede Digteren deres Taknemmelighed. - Q. havde 21. Juni 1799 ægtet Anna Henriette Schow, Datter af Deputeret i danske Kancelli Christen S. Hun giftede sig 2. Gang 1814 med Godsejer, Etatsraad Pet. Johansen de Neergård.

Fra Træskoslaget:

Intet andet land i Europa er skabt som Danmark: af fem hundrede øer og et hovedland. Tre gange er landets skæbne dikteret af, at det uventede er sket: hovedangrebet måtte ventes ved grænsen, men i 1658, i 1700 og i 1807 stod fjenden uventet på Sjælland og gik mod København.

Den engelske flåde ønskede ikke et nyt slag på Reden og holdt sig ude i Sundet, men transportskibene landsatte engelske tropper fra og med 16. august.

Københavns volde var idyl mere end fæstning, hæren var i Holsten, hærens våben og materiel var i Holsten. Ikke engang krudt havde man. Det måtte hentes fra hærens krudtværk i Frederiksværk, i tre vogntog. Det ene slap ind til København, det andet bøjede af og gik til Kronborg, det tredje blev taget af Englænderne.

Våben og uniformer var der ikke meget af, ud over hvad den faste styrke i København rådede over.

Landeværnet mønstres - vanskelige forhold

General Oxholm forlod København 15. august for at samle og mønstre det sjællandske søndre landeværn, det vil sige hjemsendte gamle soldater. På den tid blev kun bønder soldater, og landeværnet boede derfor ude i landsbyerne. Han skulle rejse fire bataljoner fra Møn, Falster og Lolland, og dertil kom en nordsjællandsk bataljon. Den 17. august mønstrede han i Stege, hvor begejstringen var smuk. Borgerne skænkede proviant, deres private våben, endog deres urlodder af bly til kugler. I Nykøbing på Falster var der vrøvl med at samle bønderne, og også borgerne var uvilligt indstillet. I Nakskov var det værre. Bønderne var, som andre danskere, overrumplede, og havde svært ved at tro på talen om krig, og de hævdede at som hjemmeværn skulle de værge deres hjemegn, hvem skulle gøre det, når de blev hentet andre steder hen? Af de nordsjællandske fik Oxholm lavet en ryttertrop på tyve mand, men på bondeheste, der ikke var trænede i kavalerimanøvrer og ikke engang havde lært at stå for skud. Oxholm arbejdede sig gennem de sydsjællandske byer.
     
General Castenskiold overtog kommandoen i Ringsted 17. august og her blev yderligere landeværn samlet, men under stort besvær, for landeværnsfolkene, bønder over 35, drev ind i Ringsteds kroer og beværtninger. Først en mønstring i fri mark udenfor Ringsted fik skik på roderne. Det lykkedes at samle nogle kanoner og at skaffe uniformer og våben til en del, langt fra halvdelen, af styrkerne. Resten måtte bruge deres eget tøj, støvler havde de færreste, træsko var ikke usædvanlige, deraf kampens navn. Våben var jævnligt høtyve, udrettede leer og hakkelseknive surret på skaft. Det må huskes at der var ikke store lagre på Sjælland, og at der ganske naturligt opstod den største forvirring ved at en stærk og trænet fjende pludselig rykkede gennem det fredelige høstland.

Generalerne Castenskiold og Oxholm var begge i vildrede og tøvende. København var truet, og de burde komme byen til undsætning, mente de. I virkeligheden skulle de vel ha prøvet at trække fjenden bort fra byen, og i alt fald burde de nok have ofret et par dage på at få nogenlunde skik på landeværnsstyrkerne.

Veltrænet engelsk hær

Wellington rådede i alt over ca. 6.000 mand, veltrænede folk, beredent artilleri og et kavaleri, vel ikke stort, men "raske folk på lette kønne heste". Wellington nåede ned til Roskilde landevej, hvor han opslog sit hovedkvarter på Roskilde Kro. Imens vaklede Oxholm og Castenskiold: de burde slå sig sammen, men var stadig i vildrede, og i stedet for at Oxholm vel burde være trukket op ad Ringsted til, trak Castenskiold ned imod Køge.

Wellington sendte sin undergeneral Lensinger imod Roskilde, men så hørte han om Oxholms styrker ved Køge og trak selv over mod Vallensbæk for at hindre danskerne i at marchere op mod de engelske belejringsstillinger udenfor København, og Lensinger fik bud om at bøje af sydpå, også mod Køge. Lensingers trop var på ca. 2.500 mand.

Det danske landeværns styrker nævnes forskelligt, fra 5.000 til 7.000 mand. I virkeligheden var der næppe så mange, og ingen har i de få dages forvirring haft klart rede på, hvor mange der var eller skulle være.

Den 28. august var en væsentlig part af det danske landeværn kommet til Køge, men de falsterske og flere andre grupper var først kommet til byen efter midnat 29. august efter at have marcheret hele dagen og hvilet en smule i grøfterne, og de var kun ved at blive indkvarteret, da der kom bud om, at de engelske nærmede sig nordfra. De nordsjællandske landeværnsstyrker var kl. fem morgen rykket ud til eksercits, men nu lød det sikrere, at Wellington var ved at formere slagorden ved Skillingskroen, der lå lige syd for vejmødet imellem den gamle Køgevej og Strandvejen. Wellington var tøvende og forsigtig. Han anede intet om de danske styrkers karakter og tal, og han ville gerne vente på at Lensinger kom nærmere på sin march fra Roskilde.

Uheldig dansk plan

Oxholm rykkede i den tidlige morgen nordpå fra Køge med to bataljoner af landstormen og to kanoner.

Det er sagt siden, at planen var uheldigst tænkelig, for de utrænede danske styrker skulle nu tage imod fjenden på åben mark. Det gav det engelske kavaleri og de beredne engelske kanoner de bedst mulige vilkår. Danskerne fik Køge å i ryggen, og den kunne man den gang ikke vade over, så den var en dødsfælde. Skulle danskerne trække sig tilbage, måtte det ske over broen med den trængsel og panik som måtte blive følgen, og så skulle styrkerne trække sig tilbage gennem byens gader, hvilket ville være håbløst, navnlig med utrænede styrker.
     
Men klokken 9.30 var Lensinger og hans 2.500 mand kommet til Ejby. Han havde valget imellem broerne ved Yderholm Kro og ved Lellinge. Han valgte den sidste. Danskerne havde korrekt ødelagt broen, men de havde glemt at lade en lille dansk styrke holde stedet. Lensinger måtte reparere, for selv om åen i dag ser yderst vandfattig ud var den på den tid umulig at vade over. Han fik kun broen sat så godt i stand, at hans mænd kunne gå over den i gåsegang, og hestene måtte i vandet, så overgangen havde ikke været svær at hindre selv for en lille styrke. Men den var der ikke.

Danskerne mangler krudt og kugler men gør en stout indsats

Wellington var færdig med sin opmarch klokken ni morgen, men han ventede stadig på Lensinger. Oxholm fik tid til at styrke sig med yderligere to lollandske bataljoner, og den del af mandskabet, der havde bøsser, fik udleveret tredive skud hver. De danske styrker nåede frem til Ølsemagle - og så gik Wellington til angreb i det åbne terræn, over en bred front fra kysten og ret dybt ind i landet.

Det danske mandskab prøvede at tage stødet af, men det var håbløst. De to danske kanoner, som det var lykkedes at føre frem, havde i farten ikke fået ret mange krudtkarduser med, så de havde hurtigt "forskudt sig". En løjtnant blev sendt tilbage til Køge, for krudtforrådene var i kirken, men allerede dengang var det svært at komme ind i Køge kirke. Døren var låst og for solid til at løjtnanten og hans mænd kunne sprænge den. Alt det har der været tid til, så Oxholm må have holdt det første angreb i nogen tid, men så vendte de danske kanoner om, fordi de ikke havde noget at skyde med, så det var meningsløst at risikere dem. Den ene blev dog snart stående, fordi dens heste blev skudt, og englænderne tog den. Oxholm gav sine få ryttere ordre til at erobre den tilbage, og bønderne på deres tunge plovheste gik minsandten til angreb. Men de blev kastet tilbage, fordi englænderne beskød dem og deres utrænede heste med granater. Da rytteriet veg, gik der skred i den danske front, og landeværnet trak sig tilbage mod Køge. Der var tale om en fuldstændig flugt, men den standsede nord for åen og Køge, og bønderne gik i stilling i grøfter og bag gærder igen. Ved "Hvide Knæ", Køgevejens knæk lige nord for byen, havde Castenskiold imens placeret fire sjællandske bataljoner. Han havde i styrken 6 kanoner, og sine ryttere placerede han på sin højre flanke, ud imod Køge Bugt - lidt foran fodfolket. I alt var der af dansk rytteri nogle hundrede mand. En del af landeværnet var stadig i Køge, og vi ved ikke, om de blev derinde som reserve, om de var glemt, eller hvorfor de ikke kom frem.

Wellington tøver - fejl i danske dispositioner

Wellington tøvede stadig, for han havde ikke hørt en lyd fra Lensinger. Nu fik han det indtryk, at Danskerne trak mod vest. I virkeligheden var det vistnok yderligere danske bataljoner, der nu kom ud fra byen. Han bestemte derfor angreb med sin venstre fløj for at rulle Danskerne op. Yderst mod vandet holdt som sagt de få danske ryttere. Her ude, i Køgebugtens fugtige marskenge, rykkede det 92. regiment frem, Gordon Highlanders, skotterne, under Oberstløjtnant Rapier. Et ridende batteri kanoner skulle dække den storm på de danske styrker, som skulle følge. Styrker af de engelske 43. og 52. regimenter fulgte stormen op. Wellington nævner at danskerne var gået i stilling i forskansninger, som de havde opkastet, men det må være forkert, for det var der ikke tid til, så der er nok kun tale om grøfter og diger. Og så præsterede det primitive danske rytteri en opmarch der imponerede Wellington. Vel var hestene uden træning, men bønderne havde været soldater, og noget af eksercitsen har de husket. Det fik Wellington til at hente sine to eskadroner kavaleri fra sin højre fløj, og han trak 43. regiments styrker tilbage, så de kunne være rygdækning.
     

Så gik den engelske Oberst von Redens husarer til "charge" mod det fåtallige danske rytteri, der formodentlig straks blev kastet tilbage. Bag rytteriet lå landeværnets femte bataljon, der allerede var stærkt medtaget, og bataljonens kaptajn Qvistgaard var faldet. Nu trak den sig tilbage, men de danske skytter blev liggende bag grøfter og diger og skød. Så gik skotterne til angreb med fældet bajonet. Regimentet siger om angrebet i sin historie, at "the only occasion to the regiment to distinguish itself was a spirited and successful charge with the bayonet, when they drove back a greatly superior number of the enemy".

Havde danskerne placeret sig syd for Køge, så var det englænderne der skulle over åen og ind gennem byen, mens danskerne havde skovene i ryggen, hvor det engelske artilleri og rytterne havde sværere ved at arbejde. I forvirringen har hverken Castenskiold eller Oxholm haft tid til at præstere noget, der havde med egentlig plan at gøre, de gjorde blot ufortøvet deres pligt og rykkede ud mod fjenden, desperat beslutsomme, til en aldeles håbløs kamp, og landeværnsbataljonerne fulgte dem.

Sammenbrud - men ikke uden kamp

Danskernes linje var knækket, og nu fulgte flugten ind gennem Køges gader, den håbløst umulige retræte, som den umulige danske slagplan havde lagt til rette. Koldsindigt kørte englænderne deres kanoner i stilling og skød på langs gennem gaderne med kardæsker, i ryggen på de danske flygtende styrker. Landeværnstropperne flygtede gennem byen og ud af dens søndre ende.

Efter at være kommet over åen, søgte Lensinger ned mod broen ved Søllerup for at fange de flygtende styrker. Han fik kontakt med Wellington, og de havde nu de danske styrker i saksen. Landeværnet kom strømmende ud fra Køge. Lensingers mænd gjorde klapjagt på dem, mange blev hugget ned under flugten. Mange af danskerne kastede våben og lædertøj og løb for livet, men andre smed sig bag grøfter og gærder og neg og skød så længe de havde noget at skyde med. En flok trak sig gennem skovene ved Vallø. De fik vendt to kanoner og fyrede løs på englænderne, men de blev kastet på flugt. Imens fortsatte skyderiet fra de spredte danskere i korn og i grøfter, men englændernes rytteri gjorde hovedparten af arbejdet i et unødigt slagteri. Mens sikkert mere end halvdelen af de danske styrker var sat helt ud af spillet, ville en kerne af bønder ikke give sig, og 2. og 5. bataljon holdt ud længere end der var mening skabt i. Lensinger holdt Søllerup Bro, og General Oxholm kastede sig ind på Herfølge kirkegård for at give Castenskiold en svag mulighed for at få samling på styrkerne. Hvor mange Oxholm havde med sig, kan ikke siges, der nævnes fra 120 til 400 mand. Kirkegården ligger højt og er værnet af en solid mur. Det beredne engelske artilleri kørte kanoner i stilling på Møllebakken og gik i gang med skyderiet. Oxholm blev taget i ryggen af engelske ryttere, der sprængte over kirkediget, hvor det er lavest. Han søgte ind i kirken, men også den kirke var låst og døren for solid. Oxholm signalerede og bad om en parlamentær, og englænderne standsede skyderiet. Oxholm åbnede lågen i kirkediget, men i stedet for en parlamentær brasede engelske ryttere lidet ridderligt ind gennem lågen og begyndte at hugge løs på de udmattede danskere. Her endte "Træskoslaget ved Køge".

Castenskiold trak sig tilbage til Næstved, hvor han mønstrede 2 bataljoner, 250 ryttere og 4 kanoner. Han takkede folkene og sendte dem hjem.

Træskoslaget begyndte klokken 9 morgen og sluttede ca. klokken 4 eftermiddag. Det varede altså i hen ved syv timer, og den gængse skildring, at de danske bønder smed deres våben og løb, så snart de så fjenden, er bittert uretfærdig. I slaget ved Bov under De slesvigske Krige faldt 15 mand og 77 såredes. I slaget ved Køge faldt 152 mand, og 204 blev såret (jf. E.O.A. Hedegaard's "Krigen på Sjælland 1807").

Nok bar de træsko. Men de kæmpede.