Personside - 97

Sigvard Mahler Dam skriver i ”Oluf Kofoed – Den syngende borgmester” i Saxo, 1989:¹

Den næstsidste dag i februar – thi det var skudår – 1636 jordede Hr. Lauritz sine fjerde borgmester, Oluf Kofoed, og det skete med pomp og pragt med ligprædiken og blomster, og hele det ærværdige råd siddende på bænkene.

Hvad navnet allerede antyder, var borgmesteren en af Bornholms gæve sønner, der i sine yngre dage fandt øen for lille og flyttede til fastlandet, til Ystad, der da var dansk.

Lille Oluf anmeldte sin ankomst med et ordentligt skrig i det Herrens år 1588 den 5. Juni klokken 1 slet om middagen, og var oven i købet et søndagsbarn, og med en sang på læben anmeldte han sin ankomst til Paradiset efter at have levet på Jorden i ”47tyve Aar, 9 Maaneder, en Uge, 5 Dage og 6 Timer”! Hvilket den ærværdige præst opregner i 1636.

På Kofoedgård i Østermarie blev lille Oluf – og hans søskende – oplært til et liv ”i denne syndige Verden”, hvor den kloge narrer den mindre kloge, af skolemesteren, sandsynligvis den lokale degn. Og 12 år gammel syntes faderen, at det var på tide, at lille Oluf kom ud i Verden, og han blev sendt i lære i Colberg i Pommern, hvor mange bornholmere havde familie – for det var inden der var noget, der hed ”Jerntæppet”…

Efter nogle år steg unge Oluf i land i Rønne havn, bosatte sig i byen, og forældrene brugte ham til at drive købmandshandel både i Riget og i udlandet, og sandelig der gik så godt, at han i en alder af 20 år mente sig i stand til at forsørge både kone og børn og via ”Guds forsyn og sine kære forældres råd, efter flittig bøn og betænkende begav han sig i det hellige ægteskabs stand” fortælles det, og hans udkårne var af en solid borgerslægt med rødder i Rønnes råd, Margrethe Sigvardsdatter. Dette var et godt ægteskab, for ikke nok med formuen skaffede svogerskabet unge Oluf plads i byens råd efter få år. Sådan skulle det gøres! Rønnes gulddreng rettede på kravetten og lod et krus godtøl mere bære ind på den store bordskive, som han næsten fyldte ud med sine regnskaber.

Hele syv børn kom der ud af dette ægteskab, dog nåede kun to voksenalderen: Sigvard og Peder Kofoed, opkaldt efter hver sin bedstefader…

Hvorfor netop Ystad? Det er jo den danske by, der ligger nærmest Bornholm, så Oluf Kofoed må jo have haft handelsforbindelser herovre. Desuden gjorde han jo endnu et godt parti, Gertrud (släkten Solter, red. anm.) var nemlig enearving til Ystadrådmandens herligheder.

Helene Sophie Mercker var først gift med Johan Adolph Ernst og med ham mor til Margrete Ernst, Johan Bartram Ernst og Johan Conrad Ernst.

---

Margrete Ernst var gift med Niels Pedersen Slange, der er omtalt i Dansk Biografisk Leksikon¹:

Slange, Niels Pedersen, 1656—1737, Kancelliembedsmand, Historiker. F. 26. Juli 1656 i Slagelse, d. 21. Juli 1737 i Kbh. (Frue), begr. sst. (Frue K.). Forældre: Sognepræst, senere Biskop Peder Villadsen (s. d.) og Hustru. Gift 9. Dec. 1691 med Margrete Ernst, f. 1661, begr. 30. April 1732 i Kbh. (Trin.) (gift 1° med Købmand Claus Byssing), D. af Kræmmer Johan Adolph E. (d. 1676) og 2. Hustru Helene Sophie Mercker (d. 1715, gift 2° 1681 med Kræmmer Barthold Stuve, ca. 1626—1702, gift 1° med Karen Hansdatter, d. 1679, Enke efter Isak Henriksen Choridtz, d. 1661).

N. P. S., som synes at have taget sit Efternavn efter et Emblem i hans Farmoders Faders, Viborgbispen Peder Thøgersens Segl, samtidig med at han debiterede en Historie om, at en af hans Forfædre adledes af Kong Hans med en Slange som Vaabenmærke, kom, da Faderen 1661 blev Biskop i Viborg, i denne Bys Latinskole og dimitteredes derfra 1674. Sine Studier ved Kbh.s Universitet afsluttede han 1676 og drog s. A. til Udlandet. Hans Fader havde paa Stændermødet 1660 været blandt Hans Svanes haandgangne Mænd; hans afdøde Moster havde været gift med Historieskriveren og Digteren Vitus Bering. Griffenfelds Eksempel og Indflydelse maatte anspore unge Borgersønner til at stræbe efter høje Statsembeder; N. P. S. besad et smukt og stateligt Ydre og en vindende Fremtræden og synes at have haft gode Forbindelser; han opgav da Tanken om at gaa Præstevejen og besluttede at uddanne sig til Statens Tjeneste. Han studerede i Tyskland og Nederlandene (immatrikuleret i Leiden 1678), var 1678—79 under Fredsforhandlingerne i Nijmegen Sekretær hos den danske Ambassadør Just Høg, fulgte Grev Anton af Aldenburg paa hans Ambassade til England og drev 1679—80 Studier i Oxford og Cambridge. Senere studerede han i Frankrig, bl. a. Handelsforhold.

Marts 1681 bragte han Depecher fra Just Høg, da Gesandt i Paris, til Christian V. i Pinneberg, fulgte et Par Maaneder Hoffet i Holsten og Slesvig og kom Maj s. A. tilbage til Kbh., hvor hans Moder nu boede. 25. Juni s. A. ansattes han som Sekretær i Danske Kancelli, i de første Aar uden, fra 1685 med Løn. Ved Siden af sit Arbejde i Kancelliet, hvor han fra 1713 fungerede som Lenssekretær og 1730 blev Assessor, havde han en Række andre Hverv. 1688—1728 var han Assessor, senere Præses, i Hof- og Borgretten, fra 1701 Deputeret i Politiretten, fra 1702 Assessor i Højesteret, 1708—28 Kommitteret i Politi- og Kommercekollegiet, 1708—36 Medlem af Kbh.s Fattigdirektion, desuden Medlem af flere Kommissioner, især vedrørende Rets-, Forvaltnings- og Næringsvæsenet. Han var aabenbart en betydelig Arbejdskraft med ikke ringe Smidighed og Evne til at gøre sig gældende. Gradvis avancerede han til Kancelli-, Justits- (1702), Etats- (1713) og Konferensraad (1722), og 1731 opløftedes han i Adelstand.

Det er dog mindre ved sine Indsatser i Forvaltning og Retspleje end ved sine historiske Arbejder, at N. P. S. har skabt sig et Navn. Hans Fader havde været historisk interesseret og efterladt sig flere Haandskrifter. Stærkt synes N. P. S. desuden at være paavirket af Onkelen Vitus Bering, af hvis Samlinger en Del skal være kommet i hans Eje. Allerede som yngre kastede han sig over Studiet af Christian IV.s Historie og gjorde Udtog af Registranter og Akter i Danske Kancelli, »Theatrum Europæum«, Aitzemas Historieværk, Londorps »Acta Publica« m. m. Hans første kendte Arbejde er imidlertid den 1707 til Kongen overleverede Redegørelse for Kancelliets Historie fra Frederik I.s til Frederik IV.s Tid (Add. 100, 4to, Kgl. Bibi., trykt i Uddrag i Suhms nye Saml., I, 1792, S. 1—28). Det næste er den Skildring af Statsomvæltningen 1660, som han Aug. 1720 overgav Frederik IV. i et kalligraferet, pragtfuldt indbundet Eksemplar (GI. kgl. Saml. 905 Fol.). Efter sit eget Sigende har han bl. a. bygget denne, ofte meget malende Skildring paa sin Faders efterladte Papirer og Optegnelser. Disse kan dog ikke have været synderligt omfattende, og det er paa flere Punkter paaviseligt, paa andre sandsynligt, at Enkeltheder skyldes N. P. S.s egen Fantasi. Har han ønsket Kongens Støtte til at faa dette Arbejde trykt, blev hans Haab skuffet, maaske bl. a. fordi han, i Modstrid med den fastlagte officielle Tradition, skildrede Omvæltningen som hidført ved en Sammensværgelse med Frederik III. som Leder. Samtidig syslede N. P. S. med Planer om Udarbejdelsen af Christian IV.s Historie.

En Skildring af Formynderregeringens Tid (1588—96) blev i Haandskrift forelagt forskellige, som opmuntrede Forfatteren til Fortsættelse, og N. P. S. skrev derpaa »med en særdeles Skyndighed« (Gram) Kongens egen Regeringshistorie. Han overrakte Christian VI. Manuskriptet og udbad sig hans Tilladelse og Pengehjælp til Trykningen. Sept. 1732 leverede Gehejmeraad Iver Rosenkrantz den kgl. Historiograf Hans Gram (s. d.) Værket til Censur. Skønt Gram snart opdagede adskillige Fejl og Mangler, anbefalede han dog Trykning, maaske ikke upaavirket af N. P. S.s Trusel om i modsat Fald at blive anklaget for Misundelse. Da Trykningen var begyndt, blev Gram imidlertid opmærksom paa Fejl af mere graverende Art og underkastede nu Værket en indgaaende Korrektur, bl. a. ved at sammenholde dets Enkeltheder med Materiale i Gehejmearkivet. Atter og atter forfærdedes den store Kritiker over, hvad N. P. S. bragte til Torvs af »dels falske Narrata, dels urigtige conjecturæ og derpaa bygte urigtige Raisonnements over Facta, ganske stridende ej alene mod det, som findes in Fontibus, at forstaa Hoved-Documenterne in Archivis Regiis og andensteds, men endogsaa mod det, som findes og læses i almindelige trykte Bøger«. En indgribende Omarbejdelse var absolut nødvendig, hvis N. P. S.s Værk ikke skulde blive ganske »mepriseret af Posteriteten«, men den gamle Herre, som led af en næsten patologisk Mangel paa Evne til at skelne mellem sikkert afhjemlede Kendsgerninger og sine egne Fantasiskabninger, afviste ofte i Vrede de Gram'ske Rettelser, idet han bl. a. paaberaabte sig, at hans vigtigste Kildesamlinger var brændt ved den store københavnske Brand 1728. Efterhaanden dæmpede dog Alder og Svagelighed Modstanden, og, siger Gram, »ohngefær fra An. 1620 af udi Historien er Værket blevet langt mere mit end hans«. Efter Grams Død 1748 udgav Langebek de sidste Ark, og 1749 udkom endelig den statelige Foliobog »Den stormægtigste Konges Christian den Fierdes Historie«, forsynet med en Fortale af N. P. S.s Stifdatters Mand Etatsraad Peder Fogh. Værket er annalistisk formet og præget af Hang til Udpensling af ofte mindre væsentlige Detailler; om dybere politisk og psykologisk, endsige økonomisk og social Forstaaelse er der ikke Tale. Naar det endnu besidder Værdi, skyldes det hovedsagelig det af Gram helt omarbejdede Parti med de mange paa Arkivstof hvilende Oplysninger. Hvor N. P. S. er Hovedforfatter, er den strengeste Kritik nødvendig.

1757—71 udgav J. H. Schlegel en tysk Bearbejdelse med Anmærkninger og Tillæg (gaar dog kun til 1629). N. P. S. fik med sin Kone en Del Jordegods i Holbæk Amt, bl. a. Viskinge. Da han var barnløs (en Søn døde spæd), arvede hans to Stifdøtre baade Godset og Retten til Forhandling af Historieværket.

^{Selvbiografiske Optegnelser i Det kgl. Bibliotek (Thott 546 8vo).
P. F. Suhm: Nye Saml. til den danske Historie, I, 1792, S. 1—28, 243—49.
C. Giessing: Nye Saml. af Danske, Norske og Islandske Jubel-Lærere, III, 1, 1786, S. 253.2
Nyt hist. Tidsskr., VI, 1856, S. 246—66. Hist. Tidsskr., 5. Rk., IV, 1883—84. Dsk. Saml., 2. Rk., I, 1871—72.
Norsk hist. Tidsskr., II, 1872.
Personalhist. Tidsskr., V, 1884; 3. Rk., II, 1893; 6. Rk., V, 1914.
Kirkehist. Saml., 3. Rk., IV, 1882—84; 5- Rk., I, 1901—03.
Hist. Medd. om Kbh., VI, 1917—18.
H. Gram: Breve fra Hans Gram, 1685—1748, 1907.
C. O. Bøggild Andersen; Statsomvæltningen i 1660, 1936.
S. Nygård: Kronens Skøder, III, 1941.}

C. 0. Bøggild Andersen.

---

Johan Bartram Ernst er omtalt i Dansk Biografisk Lexikon³:

Ernst, Johan Bartram, 1663-1722, Politimester, født i Kjøbenhavn 30. Okt. 1663 og Søn af Kræmmer Johan Adolf E. og Helene Sophie Mercker.

Han blev Student 1681, studerede i Tyskland, Italien, Frankrig, Holland og England og rejste siden udenlands som Hovmester for unge Adelsmænd. Derpaa blev han Lærer for Christian V’s Søn Prins Christian og ledsagede denne paa den Udenlandsrejse, paa hvilken han døde 1695. 1697 blev han Assessor i Hofretten og ernærede sig som juridisk Konsulent og Forretningsfører. Han var ogsaa Medarbejder ved Aviserne, indtil han 1701 blev beskikket til en af Censorerne ved disse; samtidig udarbejdede han Christian V’s «Tageregister», en udførlig kronologisk Udsigt over de vigtigste Begivenheder under denne Konges Regering, der udkom anonymt 1701. Samme Aar blev han beskikket til Politimester Rasch’s Medhjælper og til Kancelliraad, 1703 til Borgmester i Kjøbenhavn, 1704 til Justitsraad; det var ham en Skuffelse, da O. Rømer 1705 blev Rasch’s Efterfølger, men allerede 1710 døde Rømer, og E. blev nu Politimester. 1717 udnævntes han til Etatsraad og døde 22. Dec. 1722. Han var gift med Vilhelmine Justine Dotzen fra Preussen.

Som Politimester havde han en Del Modgang. I den første Tid rasede Pesten, og 1716 fandt man Smædeskrifter om ham opslaaede paa Børsen og Raadhuset, hvorfor han udvirkede en kgl. Befaling til at lade disse Skrifter brænde af Bøddelen paa Nytorv og til at vise E. al Respekt og Hørlighed. Under den langvarige Krig med Sverige var det en vanskelig Sag for det lidet talrige Politi med kun 10 Betjente at holde Orden paa de militære, og han kunde kun udvirke et Reskript 1717, hvorved det blev forbudt civile Personers Lakajer at bære Kaarde. Han blev endog selv udsat for ærerørige Ord og Anklager af sin forrige Politibetjent Nagel og kunde ikke hindre en Skandale som Kadetternes Storm paa Regensen 1719.

^{Stolpe, Dagspressen i Danm. II, 298 ff.
Personalhist. Tidsskr. I, 282 ff.
O. Nielsen, Kjøbenhavn p. Holbergs Tid.}

O. Nielsen.

---

Johan Conrad Ernst er omtalt i Weilbachs Kunstnerleksikon⁴:

Ernst, Johan Conrad, 1666-1750, Arkitekt. F. 16. Juni 1666 i Kbh., d. 23. Sept. 1750 paa Avnsøgaard, begr. i Viskinde. Forældre: Kræmmer Johan Adolph E. og Helene Sophie Mercker. Gift 1° 23. April 1703 i Kbh. med Magdalene Foss, f. 23. Okt. 1675 i Slagelse, d. 14. Marts el. Maj 1718 i Kbh., D. af Rektor, Assessor i Konsistoriet Peder F. og Christiane From. 2° 6. Juli 1719 i Kbh., med Margrethe Elisabeth Weinmann, f. 17. Maj 1678 i Kbh., d. 21. Aug. 1772 sst., D. af Købmand Ewert W. og Margaretha Ludewig.

Uddannelse og Rejser: Studierejser i Europa i sin Ungdom; 1696-97 Ophold i Stockholm hos N. Tessin d. Y.: 1704 i Bergen. Embeder og Titler: 1693 kgl. Bygmester, Stadsbygmester i Kbh. og Søetatens Bygmester; 1716 Generalbygmester; 1735 Afgang fra sine Embeder.

1703 Assessor i Hofretten; 1709 Kancelliraad; 1716 Justitsraad; 1729 Etatsraad.

Arbejder: Navigationsskolen i Hummergade (1696); Tilbygn. til Gjethuset (1698); medvirkede ved Opf. af Fr.berg Slot (1701-03); Løngangen ved Kbh.s Slot (1701-03); Elers Kollegium (1702-05); Projekt til Stiftsgaarden i Bergen (1704; opf. 1704-08) og Planer til Genopbygning af den 1702 brandhærgede By; Landstingshus i Odense (opf. 1705 f. af Murermester Hans Olufsen efter Tegn. af Ernst); Tegn. til Fængsel paa Bremerholm (1706); Ombygning af Fr.berg Slot (1707-09); Projekt til Hovedbygning paa Herregaarden Hindemae (ml. 1713 og 17); Boldhus og Stalde ved Kbh.s Slot (1714-16); Ombygning af Vemmetofte (1715-21); Kancelliet (Kollegiebygningen eller `den røde Bygning°') (1716-21);

Barakker og Stalde paa Bregentved, Turebyholm og andre Gaarde paa Rytterdistrikterne (1718 ff.); Ombygning af Kbh.s Slot (1724-27, s. m. J. C. Krieger); Hirschholm Slot (1729-32); Kbh.s Raadhus (1731-33). - Udkast til Monument i Trinitatis Kirke over Bolle Luxdorph (d. 1698). Tilskrivninger: Juellund (1695); Blaagaard (c. 1706); Kbh.s Arresthus (1706 ff.); Sidefløj til Lützows Palæ i Stormgade (1706); Ombygning af det Holsteinske Palæ paa Kgs. Nytorv (1721); Lindholm (c. 1730); Portbygning paa Selsø (1734).

E. paavirkedes stærkest i sine yngre Aar af N. Tessin d. Y., hvis store Model til Amalienborg Slot han opstillede i Kbh., og stod længe i Skygge for Generalbygmester W. F. v. Platen. Han maa dog have gjort selvstændige Studier paa sine Udenlandsrejser, og skønt hans Kunst endnu ikke er tilbørligt undersøgt, begynder vi dog at kunne skimte Omridsene af hans personlige Stil, overvejende bestemt af Indtryk fra italiensk Barok (Anvendelse af Lisener; lave Fløjbygninger med Terrassetage). Særlig i hans senere Værker gør fransk Indflydelse sig stærkere gældende, og hans Bygninger vinder efterhaanden i plastisk Fylde (Hirschholm; Kbh.s Raadhus). Fremtidige Undersøgelser vil antagelig godtgøre, at den overordentlig virksomme og myndige Generalbygmester har spillet en større Rolle i vor Barokarkitekturs Historie end den, man har villet tilkende ham.

C.E.

^{Friis: Bidrag, 1890-1901;
Chr. Villads Christensen: Nykjøbing paa Mors, 1902 (ang. S Klemens Kirke);
F. Beckett: Fr.borg, II, 1914;
Fra Fyens Fortid, III,1921.62,84;
Vilh. Lorenzen i Den danske Centraladministration, 1921, 18, 20, 31, 50-52,63, 85-68, 70-74,78;
samme: Kbh.ske Paler, I-II, 1922-25;
R. Josephson: Tessin i Danm., 1924;
Fr. Weilbach: Thura, 1924;
Arno Berg i For. til norske fortidsminnesmerkers bevaring (Årsberetn.), 1925, 8;
Fr. Weilbach i Arch., 1925, 149-50, 153, 155-56;
Vilh. Lorenzen: Dansk HerregaardsArchitektur, I, 1928;
Fr. Weilbach i Ark. M., 1930, 93-38; samme Dansk Bygn.kunst, 1930; samme i Hist. Medd. om Kbh., 2. Rk. V. 1931-33, 470-76 479-81. 487-89;
C. Elling: Holmens Bygn hist.,1932;
Fr. Weilbach i Artes 1933 21-92; C. Elling i Hist. Medd. om Kbh., 3. Rk. IV, 1940, 291-303;
E. Nystrøm: Fr.bergs Hist., I, 1942;
Arne Nystrøm i Aarb. f. nord. Oldkyndighed, 1943, 201-08.}