Personside - 426

Historikeren Søren Mørch fortæller i Politiken 8. november 2009til Kim Faber:

Nu er det ikke sådan, at Søren Mørch er ud af bondeæt, nærmest tværtimod.

Hans far hed Erik Trier Mørch og var skibskaptajn i Grønlandshandlen. Hans morfar hed Lindhard og var professor, mens mormoren var en Pontoppidan.

Kort sagt genuint københavnsk borgerskab på alle ledder og kanter.

Og når Søren Mørchs familie alligevel endte i den meget lille nordsjællandske landsby Skenkelsø, skyldtes det efter alt at dømme kombinationen af familiens jødiske rødder og den tyske besættelse:

Det var nemmere at holde lav profil langt ude på landet end inde midt i hovedstaden.

Det gætter i alle tilfælde Ritt Bjerregaard på i en ny bog af journalisten Martin Krasnik: ’Ritt og Søren – samtaler om krig og kærlighed’, som netop er udkommet.

Søren Mørch selv er ikke meget bevendt, når det drejer sig om at kortlægge det familiære landskab i årene under besættelsen og lige efter.

Årsagen er, at verden styrtede i grus, da han var omkring 12 år.

Faren fik en blodprop, blev lam og endte på sindssygehospital med en voldsom og altfortærende depression.

Moren kunne ikke holde sammen på familien, og Søren Mørch blev, med sine egne ord, udloddet til venner og familie, mens de tre yngre søskende endte på børnehjem.

Nekrolog fra Århus Universitets hjemmeside:

POUL BRØBECH MØLLER, 19.3.1947 - 4.12.1995

Poul Brøbech Møller er død. En helt uforberedt og stærkt chokeret afdeling havde først svært ved at fatte, at meddelelsen om, at komplikationer efter en hård influenza havde revet Poul bort den 4. december 1995, virkelig var rigtig. Flagene på Moesgård gik på halv, og vi samledes i fælles sorg over vores - og først og fremmest Susannes, Simons og Katrines tab.

Poul blev kun 48 år gammel, og han havde netop sammen med sin kone, Susanne, og en række kolleger på Institut for Eskimologi ved Københavns Universitet modtaget støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd til et stort anlagt forskningsprojekt, "Environmental Knowledge, Cultural Strategies and Development in Greenland and the Circumpolar North".

Det var en glad og forventningsfuld Poul, der i efteråret 1995 gik i gang med at indrette sit nye kontor på Etnografisk Afdeling med henblik på de kommende års projektarbejde. Han havde i væsentlig grad bidraget til opbygningen af det store projekt, og han samlede nu alle sine kræfter om det. Det er godt at vide, at Poul nåede at høste anerkendelsen for det store forberedende faglige arbejde, selvom han ikke fik lov til at fuldføre projektet.

På Etnografisk Afdeling lærte vi, helt fra Pouls første entré som studerende, at respektere og værdsætte hans faglige engagement og menneskelige medleven og forståelse. Han deltog med liv og lyst i 70-ernes stærke fagpolitiske debatter, men altid på en positiv og mildnende måde, som tilførte de hårde modsætninger en konstruktiv tone, der kunne bygges videre på.

I studietiden indledte Poul og Susanne det nære samarbejde, som fagligt og privat ledte dem gennem tilværelsen, indtil Pouls alt for tidlige død. Magisterkonferensspecialet,"Om Betingelserne for Grønlands Kolonisering", var et af de første væsentlige resultater af deres faglige samarbejde. Det danner samtidig optakten til det arbejde med grønlandske og arktiske forhold, der blev en central del af Pouls liv.

Pouls evne til at få nye ideer og til at tænke visionært og strategisk virkede inspirerende og igangsættende på studerende og kolleger selvom det ikke altid var ham, der omsatte tankerne til handling. Han havde således en stor del af æren for, at grønlandsk ikke forsvandt helt fra Det Humanistiske Fakultet. Han var med til at sikre oprettelsen af den fagudviklingsgruppe, der senere blev til Center for Nordatlantiske Studier, som Poul i høj grad var med til at præge. Ideen med et center, der kombinerede nordatlantisk og arktisk forskning med anknytning til det internationale miljø på området, var hans, og han stod for opbygningen af centret fra dets start i 1986. Ikke mindst var han åndelig fader til Centrets tidsskrift "North Atlantic Studies", som han også sad i redaktionen for til sin død.

Pouls arbejdskraft var formidabel, når han brændte for en ide. Det nød bl.a. NAF (Nordisk Antropologisk Filmklub) godt af. Poul var i adskillige år en af dens drivende kræfter.

Et utal af studerende har igennem årene mødt Poul som underviser.

På dette felt havde han ganske særlige evner. Han var en fremragende pædagog og havde så meget på hjerte, som han ønskede de studerende skulle have del i. Han underviste med stor energi og ansvarsfølelse, evnede på én og samme tid at opmuntre og forholde sig kritisk.

Fagligt og menneskeligt satte Poul sine spor, ikke blot på Moesgård, men meget vidt omkring, i Danmark, Grønland, Norden og i det arktiske område som helhed - i de fleste sammenhænge i tæt parløb med Susanne. Han havde et stort internationalt netværk af faglige kontakter, og disse udviklede sig som regel også til nære personlige kontakter og venskaber.

Poul var vedkommende; han kerede sig om mennesker og engagerede sig, involverede sig, tog stilling. Han ville vide tingenes tilstand og kunne lytte. Med en sådan livsholdning var problemer og konflikter i forhold til andre ikke ukendt for Poul, men han opsøgte dem ikke, og han var altid beredt til at strække hånden frem til forsoning.

Poul krævede meget af andres faglighed, men ikke mindre af sin egen. Dette indebar den vanskelighed, at han kun tillod sig selv at skrive noget, når det var perfekt. Det var i praksis en hæmsko for ham og betyder desværre, at vi nu må savne flere af Pouls skarpe analyser på tryk.

Selv om man ikke kan sige, Poul var en faglig empiriker, så havde han en meget stor konkret viden. Han insisterede dog altid på at lægge en teoretisk vinkel på sit arbejde. Han videregav sin viden uden forbehold og var meget inspirerende, når han mundtligt virkelig foldede sig ud, og når han 'dekonstruerede' andres udsagn.

Med Pouls død har vi mistet et stort varmt menneske og en værdifuld fagfælle. Vi vil savne ham.