Personside - 203

Fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:³

Anna Sophie Seidelin (1913 - 1998)
Seidelin, Anna Sophie Christine

1913-98, oversætter, forfatter.

*12.5.1913 i Kbh., †6.8.1998 i Ærøskøbing.

Forældre: stiftsprovst Hans Nielsen Dreiøe (1875-1958) og Karen Margrethe Colding (1878-1961).

~27.2.1940 med sognepræst Paul Christian S., *30.10.1906 i Kbh., †4.4.1981 i Ærøskøbing, s. af sognepræst Christian Herman Kalkar S. og Inger Christiane Larsen.

Børn: Jørgen Benedict (1941), Sophie Elisabeth (1942), Inger Christiane (1943), Hans Christian (1946), Karen Margrethe (1950), Ida Marianne (1958).

Præstekonen ASS blev offentligt kendt for at genoplive en næsten glemt kunstart: historie-, bibel- og litteraturfortællingen. Gennem sin fortællekunst skabte hun en myte omkring sig. En myte, der blev understreget af hendes prunkløse stil: ofte optrådte hun i kedeldragt, blå til hverdag, hvid til fest og højtid. Hun havde tilbagestrøget, kort hår, et intellektuelt blik bag brillerne og altid en cigaret i hånden. Selv sagde hun, at hun hellere ville bruge sin tid på at gøre svær og ufolkelig litteratur tilgængelig end på at stryge kjoler. Barndomshjemmet var kirkeligt, kulturelt og socialt indstillet. Dyderne var orden og lydighed, men der herskede også en høj grad af liberalitet og respekt for det enkelte familiemedlem. ASS blev student i 1931 fra katedralskolen i Nykøbing F. og studerede senere tysk og musik ved Kbh.s Universitet. Efter et længere studieophold i Wien fik hun universitetets guldmedalje 1937 for en afhandling om biedermeier i tysk litteratur. Hendes lærer Carl Roos nægtede dog at anerkende afhandlingen som speciale, og hun skældte ham sådan ud, at han ikke ville indstille hende til den afsluttende eksamen. Hun indledte et nyt specialeprojekt hos en anden lærer, men opgav at afslutte studierne.

ASS var i mellemtiden blevet gift med teologen Poul S. Parret slog sig ned på Knebel Præstegård på Mols, hvor han havde fået kald. Her boede de indtil 1976, da de flyttede til Ærøskøbing som pensionister. Med ASS som primus motor blev Knebel præstegård et centrum for kirkeligt og kulturelt liv for læg og lærd, ikke blot i sognet, men også i nabosognene og resten af landet. Hendes mand plagedes fra 1944 af alvorlig sygdom, der krævede meget og dyr medicin. Meget af ansvaret for hjemmet og præstegården hvilede derfor på ASS, og hun måtte også skaffe ekstra indtjening til familien. Således begyndte hun sin karriere og sin livsgerning som fortæller. Under Anden Verdenskrig fik hun den idé at invitere sognets folk til litteraturaftener. Hun genfortalte Dostojevskijs roman Rodion Raskolnikov, som hun havde læst flere gange, og hun fandt ud af, at hun gennem fortællingen selv forstod værket på en ny måde. Nabosognene begyndte at invitere hende, og inden længe var hun landskendt. I næsten 50 år var hun en af Danmarks mest efterspurgte som taler, fortæller og foredragsholder i forsamlingshuse, foreninger, ved møder og i radioen. Hendes repertoire begyndte med Dostojevskij og klassiske litteraturværker som Shakespeares Hamlet, Sigrid Undsets Kristin Lavransdatter og Jakob Knudsens dobbeltroman Gjæring-Afklaring. Hun genfortalte folkeeventyr og talte om bibeloversættelse, om ydre mission og om andet kirkeligt arbejde. ASS kaldte selv sin optræden, der kunne vare op til fire timer og forme sig som rene skuespil, for sine "mundtligheder". "Hun viste, at dramaet i ethvert ægte digterværk er vort eget livs drama," som Bodil Koch skrev i en karakteristik af hende. Hendes fortællinger var ofte hele gendigtninger, hvor hun lod aktuelle perspektiver skinne igennem. Det var væsentligt for hende at klargøre eksistentielle problemer uden dermed at blive moralsk. Hendes eget kristne budskab var præget af et dobbeltsyn: "To ting ved mennesket med sig selv om den verden, Gud har skabt. Vi véd, at verden er dejlig og livet velsignet, ikke andet end velsignet, såre godt. Og vi véd tillige og ganske utrøstet ved vores første viden, at livet er forbandet, og verden er en ødemark og i den har Gud forladt os ene med os selv." Hun var sjældent vidende og indsigtsfuld i kristendommen, og samtidig var hendes egen tro enkel og ligefrem. Hun var usentimental, karsk, vittig, pint og positiv på én gang.

Blandt de skriftlige arbejder blev hun mest kendt for nyoversættelsen af Det Nye Testamente, som hun udgav i 1974 sammen med sin mand. Hun forberedte sig på den store oversættelsesopgave ved at udbygge sin teologiske viden og lærte sig oldgræsk, hebraisk, aramæisk og syrisk for at komme på sprogligt niveau med sin mand. "Jeg skal sørge for, at det ikke bliver kedeligt, mens min mand skal sørge for, at det ikke bliver vrøvl," sagde hun selv om partnerskabet. Sammen forenede de forskerens nøjagtighed med kunstnerisk frihed og litterær kreativitet. Resultatet var en koncis rytme i teksten. En rytme, der viste ASS's sans for det danske sprogs klangfuldhed. Deres oversættelse fik aldrig status som autoriseret, men den blev både anset og populær og meget bredt benyttet. Den udkom i mange oplag, senest i 1985, og i 1998 var den trykt i en kvart mio. eksemplarer. Ud over oversættelsen af Det Nye Testamente, der hvilede på et videnskabeligt forarbejde, fortsatte ASS efter ægtefællens død med udgivelsen af bibelske genfortællinger, bl.a. af de fem Mosebøger, ligesom hun udgav sin egen version af hele Det Gamle Testamente Anna Sophie Seidelin genfortæller Det Gamle Testamente, 1981. Meget brugt blev desuden hendes Ungdommens billedbibel, 1973, der kom i flere udgaver. Blandt hendes øvrige udgivelser kan nævnes hendes genfortælling Hamlet, 1950, en bog om Dåben, 1959, og Folkeeventyr og Remser, 1970. Som selvstændig forfatter udgav hun sine erindringer, der udkom i to bind: Barndommen, 1993, og De unge år, 1997. Hun var desuden medudgiver af flere samlinger med folke-, kor- og skolemusik og oversatte Kære hr. Gud, det er Anna, 1977, en bog, der handler om "to menneskers opdagelsesrejse i Guds verden", som det hedder i forordet.

ASS var mangeårigt medlem af Kirkeministeriets liturgiske kommission og gjorde her en betydelig indsats med formuleringer af nye bønner og forslag til revisioner af ritualer. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1975 og var hædret med en række priser, bl.a. Rosenkjær-Prisen i 1978 og Weekendavisens Litteraturpris i 1985. Sammen med sin mand modtog hun desuden i 1975 C.E.C. Gads Fonds pris for parrets bibeloversættelse.

Birgitte Possing

Bygningsingeniør fra den Polytekniske Læreanstalt 1912. Efter ? år i Esbjerg ved statens havnekontor, var han fra forået 1913-1920 i Tegal på Java som ingeniør i den hollandske regerings tjeneste. Efter ? års ophold i Holland tog han fast bopæl i Danmark. Her startede han fabrikation af diverse opfindelser bl.a. en slibemaskine og startede og ledede en metalvarefabrik Planet på Tagensvej 41, København (Biografiske oplysninger ang den Polytekniske Læreantalt kandidater 1879-1929, Kbhvn 1930) Ved mandens død 1923 boede de på Morlenesvej 22, Holte. Året efter flyttede enken til Østerbro i København, hvor hun boede Ndr. Frihavnsgade 78,1 fra 1934 Skt. Kjeldsgade 14,3 senere Østerbrogade 32,2 og til sidst på Sortedams Dosseringen 101, v til hun døde.

Gerhardt Kampmann var bekendt med Villiam Henry Erichsen, da begge arbejdede som ingeniører i Hollandsk Ostindien.