Personside - 334

Ida Wøldike fortæller¹:

Min morfar var døv, men opnåede meget i sit liv alligevel. Blandt andet var han den første døve, der fik motorcykel-kørekort. Han var desuden en meget dygtig bogbinder.

Kurt Lundskov fortæller fra Det Gamle Århus:

Ernst Christopher Lorenz Drechsel (*9.1.1858 - †27.11.1932). Borgmester 1905-1919. Født i Silkeborg. Juridisk kandidat fra Odense Katedralskole 1875. Ansat i Indenrigsministeriet. 1899 borgmester og byfoged i Varde indtil 1905 hvor han fik posten som borgmester og auktionsdirektør i Århus. Var den sidste udpegede borgmester i Århus, da hvervet fra 1919 blev folkevalgt. Arbejdede for oprettelsen af universitet i byen, var aktiv i arbejdet med Den gamle By og i direktionen for sindssygehospitalet. Var præsident for Landsudstillingen 1909, og formand for Gudenåcentralen der fik bygget Tange-værket. Fortsatte som kongelig borgmester til 1926, et hverv der ikke havde noget med byrådsarbejdet at gøre, men var hvad der svarer til amtmand. Måtte forlade jobbet, da en medarbejder på borgmesterkontoret havde lavet bedragerier. Kommandør af anden grad af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Fra www.roskildehistorie.dk:

Den hellige Margrethe af Højelse er Danmarks eneste kvindelige helgen, og officielt blev hun aldrig helgenkåret af paven. Der blev dog i Roskilde forfattet en lille helgenkrønike, og i den kan man læse, at hendes mand Herlog dræbte hende 25/10 1176 (hendes helgendag), klyngede hendes lig op på en bjælke hjemme i huset i Ølsehave (Ølsie = Højelse), hvorpå han sagde, at hun havde hængt sig selv. Herlogs gård er måske den, man har fundet rester af under Højelse præstegård. Selvmordere måtte ikke begraves i indviet jord (på kirkegårde), så Margrethe blev kulet ned på åben strand. Nu skete det imidlertid, at der ved graven om natten begyndte at vise sig ildglimt. Disse tegn blev meldt til biskoppen, Margrethes fætter Absalon, som først ikke ville tro på rygterne, men da de tog til, lod han folk fra domkapitlet undersøge sagen nøjere. Rygterne blev bekræftet, og Herlog blev forhørt. Det endte med, at han tilstod drabet og svindelen. Da drog Absalon selv ned til graven med et stort følge. Margrethe blev gravet op og renset, liget lagt på en båre, og båren blev ført til Vor Frue Kirke i Roskilde, hvor liget blev gravlagt i et stort gravmæle. Her skete der stadig mange undere, så Margrethe var hellig! Længe efter reformationen (til omkring 1850) søgte syge til Vor Frue Kirke for at få helbredelse, så folk troede på Margrethe, selv om paven ikke havde kanoniseret hende. Der blev derfor også bygget et kapel der, hvor hendes oprindelige grav lå (det har ligget uden for Ølsemagle. Der er er fundet spor af middelalderbebyggelse, og derfor er en vej på stedet kaldt Kapelvej). Dyrkelsen af Margrethe gav Vor Frue Kloster gode indtægter. En tredjedel af af ofrene i kapellet ved stranden tilfaldt nonnerne, og de fik også lov til at lave en årlig indsamling i Margrethes navn i 12 sjællandske herreder.

I Lund Domkirke havde man et relikvie, som stammede fra Margrethe (billedet her på siden). Det var en alba (en messeskjorte), som i følge beretningen skulle have været Margrethes (kaldes derfor Margrethes særk). Havde man den på, skulle det kunne gøre en fødsel lettere for en kvinde (den var for "gode kvinder udi nedkomst ganske nyttelig"). Christian I. sendte et brev til kannikkerne i Lund, hvor han bad dem om at måtte låne særken, da dronning Dorothea skulle føde i 1468 (men det vides ikke, at hun fødte nogen det år, men det viser, at kongen nærede omsorg for sin kone). Særken er i dag udstillet på Domkirkemuseet i Lund, men her kaldes den også Jomfru Marias særk. Så gammel kan den dog ikke være.

Anders Bøgh fortæller i “Siden Saxo” om de mishandlede hustruers helgeninde

"I det Herrens år 1176 den 25. Oktober blev Margrethe, slægtning af ærkebisp Absalon i Lund, dræbt af sin ægtefælle, Herlog. Derpå blev hun om natten hængt op på en bjælke, så at det så ud som om, hun havde lagt hånd på sig selv. Derefter blev hun begravet på en mark, da sognepræsten forbød, at hun blev begravet på kirkegården. Men dér kom der ild fra himlen, og da hendes uskyld således blev bevist af den natlige glimten af lys, blev sagen meddelt biskop Absalon.

Absalon var bisp i Roskilde, da sagen om Margrethe nåede hans ører. Han startede en undersøgelse, og fik den voldelige ægtemand, Herlog, til at tilstå drabet. Så blev Margrethes lig gravet op og båret i procession til Vor Frue kirke i Roskilde, hvor der blev rejst et stort gravmæle for hende. "Og dér udmærkede hun sig senere ved mange mirakler".

Sådan står der i en kort beretning fra omkring år 1200, om den hellige Margrethe. Sagen er også omtalt i et par middelalderlige årbøger, og i en fransk samling af opbyggelige historier fra ca. 1180.

Der blev gjort forsøg på at få Margrethe kanoniseret af paven, som officiel katolsk helgen, men efter nogle indledende skridt synes sagen at være løbet ud i sandet. Det forhindrede imidlertid ikke, at hun blev dyrket ivrigt på Sjælland - især i Vor Frue kirke og kloster i Roskilde, og i et kapel ved stranden i nærheden af Ølsemagle. Dér hvor hun oprindeligt havde været begravet.

For en moderne betragter kan det virke underligt, at man kunne blive hellig af at blive myrdet af sin mand. Den kendte franske middelalderhistoriker George Duby har imidlertid en lignende historie fra Flandern. Duby opfatter sagen som et udtryk for den katolske kirkes propaganda for det livslange, monogame ægteskab. Da man ifølge kirken ikke kunne blive skilt, medmindre der var ganske specielle omstændigheder, var det vigtigt at demonstrere, at man ikke kunne slippe af med sin kone ved at slå hende ihjel, og så foregive at hun var død af sygdom, eller havde begået selvmord.

Kirkens kamp imod, at man skiftede kone når man skiftede alliancer, eller når noget mere spændende dukkede op, var særdeles aktuel i Danmark, netop da Margrete blev myrdet. Og så har det jo næppe skadet hendes sag, at hun var beslægtet med bisp Absalon, som var landets mest magtfulde mand. Næst efter kongen, naturligvis.

Ifølge én kilde boede Margrethe i "Ølsyæ". Det må opfattes som Ølsemagle, lige nord for Køge. Og at Ølsemagle skulle være Margrethes hjemsted understøttes også af, at vi véd, at véd, at Vor Frue kloster i Roskilde senere ejede to gårde dér, og at en nær slægtning til Absalon ejede jord her, mens Margrete levede.