Personside - 52

Richardt Vang-Olsen citerer Louise Skovgaard på Vang-Olsen.dk:

Wefst Pedersen på  Maegård i Olsker og hans familie

I sommeren 1711 solgte Wefst Pedersen sin ejendom Maegård i Olsker til sin yngste søn Peder med sin hustru Margrethe Hansdatters "råd, villie, ja, minde og samtykke." Købesummen var 500 slettedaler.

Wefst (vævest) havde boet på Maegård, den 3. selvejergård i Olsker, siden 1673, da han giftede sig med den gamle panthaver Hans Mortensens datter, og ejet den fra 1676. Dette år blev gården lovbudt på Nørre Herreds ting fire gange: den 16. og 31. marts, 12. maj og 10. juni. Da ingen af den sædeberettigede slægt kunne indløse den, tilfaldt den Wefst Pedersen og hans hustru. (Nr. herred tingbog 1678/84 fol. 247).

De var ikke unge i 1711, men næppe aflægs. To af deres døtre var endnu uforsørgede, og Peder var ugift. Undentagskontrakten blev først skrevet i 1724. Der må have været en særlig grund til at sælge gården, og det har nok været pesten, som har tilskyndet dem til at beskikke deres hus. Noget tyder på, at Wefst har været syg: der gik et halvt år, før papiret blev tinglæst.

Men hvis Wefst overlevede, måtte der ikke være tvivl om, at det stadig var ham, der rådede på Maegård. Skødet indeholder foruden de nødvendige aftaler om handelen også den bemærkning, at Peder Wefstsen skal være "sin fader og moder hørig og lydig, som en smuk søn velanstår mod sine forældre herefter, som (han) tilforn været haver, og ej (vise) nogen opsætsighed i ringeste måder." Han skal lade forældrene bruge indtil hælvten af gårdens jord. "Og når jeg eller min hustru ikke længer kan bruge noget af gårdens ejendom formedelst vores alderdom og svaghed, så skal vores søn Peder Wefstsen sine kiære forældre rundelig forsørge med klæder og spise, opvartning og tilsyn, og hvad som de i nogen måde vil eller behøve kan, så længe de lever." Til gengæld må Peder Wefstsen "sig indlade udi et ærligt ægteskab, når Gud Allermægtigste med sin H(ellig) Aands virkning og bistand dertil forhjælper, og af os som hans forældre ganske ubehindret den brud (i) gården at indføre, når Gud og han det bedst behager ."

Skødet er dateret Olsker sogn den 19. juni 1711 og underskrevet af Wefst Pedersen "med fulde bogstaver". (Han og hans sønner kunne skrive). Vitterlighedsvidner var herredsfogden og -skriveren.

Godt 3 uger efter, den 13. juli 1711, skrev Wefst Pedersen atter et skøde, denne gang til sin næstyngste søn Lars Wefstsen. Det gjaldt 13. selvejergård i Rutsker, "som han forhen af mig udi forgangen år 1710 den 28. juni afhandlet haver" for 199 sldr.

Begge skøder blev tinglyst i Hasle den 11. december 1711 sammen med et dokument, hvori Peder Wefstsen forpligter sig til at udbetale resten (400 sldr.) af købesummen, på hvad måde forældrene forlanger. "Når de begiærer af mig 100 -50 eller 20 slettedaler, mere eller mindre, lover jeg dennem at forskaffe, og endmere bepligter jeg mig herudi at være mine k. forældre hørig og lydig i alle måder, så og tjenstvillig, så vidt mig muligt være kan, og være dennem behjælpelig på deres alderdom, og dennem ikke ved nogen foragt i nogen måde fortrykke eller ved vrang rådførelse og indbildning dennem at forskyde fra den 3. gård (Maegård), så længe de lever, og siden, når de ved døden afgår, ved en Christelig begravelse og jordefærd at bestædige." - Omkostningerne ved begravelsen skulle betales af boet efter regning.

"Og eftersom de haver tvende døtre hjemme hos dem, som er endnu ugifte, bliver jeg også dennem til forsynlighed (forpligtet), som fornødet kan (være) og agtes ved lovlig medfart upåklagelig. " (Nr.herr.skødeprotokol 1677/1719-178-8l).

Ordvalget i disse dokumenter er nok Wefst Pedersens eget. Han var kirkeværge, desuden vant til at optræde i retten som part eller vidne og var så lovkyndig, at han i 1695 blev beskikket som forsvarer for Hans Hansen., der var anklaget for mordet i Strandløkken ved Allinge (Bh.saml. 14/42). -Dette hverv frabad han sig dog, da han fandt sagen alt for indviklet og vidtløftig for en bonde at finde ud af.

Han udtrykker sig også tydeligt, selvom der hist og her mangler et ord. Men hvorfor taler han om "vrang rådførelse og indbildning", der kunne få sønnen til at forskyde forældrene fra gården?

Der er ingen grund til at tro, at Wefst har haft et dårligt forhold til sine børn. Han har nok været en autoritær husfader, men næppe anderledes end andre på hans tid. De indbildninger, han ville gardere sig selv og sin uerfarne søn imod, angik sæderetten. Man kan af tingbøgerne se, at mange mennesker har haft den opfattelse, at den var umistelig, så at enhver "jorddrot", der kunne bevise sin afstamning fra den oprindelige ejer af en sædegård, kunne kræve at indløse den, når han kom til penge, og eventuelle andre prætendenter gav afkald. Især ved et ejerskifte.Måske levede der i folket erindringen om en gammel vedtægt; men den duede ikke mere. En bortpantet gård, som ejeren ikke kunne indløse på de i pantebrevet foreskrevne betingelser, var tabt for bestandig. De ofte nævnte otte- og tolvmandsdomme afgjorde sådanne sager, og bølgerne er sikkert gået højt under diskussionerne, men man undgik proces, når en eller anden kunne overbevise de øvrige om, hvad udfaldet ville blive. Wefst Pedersen har været med til at afsige mange af disse domme, og han vidste, at der fandtes personer, der mente at have større ret til Maegård, end han og hans børn havde.

Forhistorien

Maegård i Olsker har navn efter sine enge, de største i dette sogn. (Ma = fugtig eng. Bh. stednavne s. 266).Gården beboedes ifølge jordebogen i 1598 af en Ole Pedersen. Han forsvinder og afløses før 1622 af Hans Mortensen, opsidder eller panthaver, der fra 1633 og helt til 1672 skiftes med en Hans Olsen om at betale skatterne. De deler antagelig gården.

Hans Olsen er formodentlig Ole Pedersens søn og indehaver af sæderetten, men Hans Mortensen (hans stiffader?) var økonomisk bedre stillet. I julen 1672 var Hans Olsen så forarmet, at han ikke kunne betale en fordringshaver 9 sldr. Hans Mortensen kautionerede for beløbet, han "rakte (kreditor) hånd for de 9 sldr." Ved skiftet efter Hans Olsen "var (der) ej noget løsøregods til gældens betaling". Hans Mortensen var "Wefst Pedersens hustrues fader". Han blev meget gammel, 95 år efter familiens mening, dog vides ikke, på hvilket tidspunkt mellem 1673 og 1683 han opnåede denne alder.

Den 29. oktober 1675 blev der afsagt en 12-samfrænders dom på Maegård. Hans Olsen er da død, og sæderetten er formodentlig tilkendt hans arvinger. Det var Wefst Pedersen, der året efter lod gården lovbyde som panthaver, enten på sine egne eller på sin gamle svigerfaders vegne. Margrethe må være Hans Mortensens datter af et sildigt ægteskab (Nr.herr. tingbog 1716/22 fol. 505).

Wefst Pedersen kom efter eget udsagn fra Rutsker til Olsker i 1673.  Han havde arveret til 13.sg. "Kjylehaina", nu Kjøllergård ved Vang, hvor der i 1671 nævnes en Peder Wefstsen, som må være hans fader. Om denne er identisk med "Peder Buch" på Bukkegård i Nyker og/eller den Peder Wefstsen, der i 1657 ægtede enken Sidsele Hans Hansens på 18.sg. i Olsker, lader sig vist ikke opklare. Men Sidsele kan ikke være Wefsts moder; han er født før 1657.

Undentag, begravelse og skifte

Den unge ejer af Maegård Peder Wefstsen ægtede i 1719 den 21-årige Anna Larsdatter fra nabogården Habbedam, 5.sg. i Olsker, datter af kvartermester Lars Nielsen. (Bh. saml. 28/143 ff). Hans to hjemmeværende søstre var blevet gift henholdsvis 1711 og 1715.

Margrethe og Wefst Pedersens 8 børn: Jens, Maren, Anna, Hans, Lars, Peder, Gertrud og Kirsten var nu forsørgede, og de gamle gik på aftægt. Undentagskontrakten er dateret den 2. november 1724.

De forbeholdt sig dog stadig en vis selvstændighed: de havde eget køretøj med to heste og en ridehest, 6 køer og noget ungkvæg, 17 får med lam, to grise og en flok gæs. Dertil kom bohave og egne tjenestefolk. Gården synes at have haft to lejligheder, meget praktisk, når to familier skulle leve under samme tag.

Men samlivet kom ikke til at vare længe. Både den unge og den gamle mand i Maegård døde i vinteren 1727, Peder Wefststen blev begravet den 6. februar, Wefst Pedersen 4 dage efter, den 10. februar. Præsten har ikke noteret deres alder. Da det i skiftet efter Wefst den 12. februar s.å. meddeles, at enken Margrethe ligger dødssyg og ikke kan give forklaring på noget, må man formode, at de er blevet ofre for en epidemi.

Enken kom sig dog af sygdommen og levede et par år endnu; hun blev begravet den 4. juli 1729 på Sct. Ols kirkegård som "Margrethe Wefstis". Wefst Pedersens begravelse kostede ialt 64 sldr. En del af udgifterne er specificerede, da den skulle betales efter regning.

Sognepræsten, velærværdige hr. Mahler fik 8 sldr., sognedegnen, hæderlige og vellærde Christen Piil fik 4 sldr., men desuden fik degnen i Hasle-Rutsker Claus Sørensen 6 mark "for sin opvartning at sjunge over denne sal. mand." Han har altså vikarieret ved begravelsen, men sognedegnen har forfattet "testamentet", dvs. levnedsbeskrivelsen, der skulle oplæses i kirken.

Til det "øffrøl", der holdtes på Maegård, bidrog de nærmest boende børn med varer. Jens Wefstsen på Skovgård sendte regning for en tønde salt "med Compagnie maal", 2 tønder byg, 6 pund humle og 9 potter brændevin, Hans Wefstsen på Kjøllergård i Rutsker for en tønde malt, 2 skæpper salt, 2 pund humle og 20 pund smør, og svigersønnen Lars Pedersen på Brøddegård i Rø havde leveret 24 pund bergefisk samt 4 sldr. i rede lånte penge. Rede penge omtales ellers ikke meget i skifter på denne tid. De fleste kreditorer fik deres tilgodehavende udlagt i løsøre, og man får indtryk af, at hjemmet må være blevet efterladt i temmelig ribbet tilstand, hvis alle har hentet deres gods. Men måske ordnede man det på en anden måde. Af genstande, der blev udlagt, kan nævnes, at præsten fik en jernkakkelovn, Jens Wefstsen en karmvogn og et flaskefoder med 8 glasflasker a halvanden pot, med lås og hængsler. Lars Pedersen fik en gl. hus-og rejsebibel uden spænde samt en liden jernbismer. Skifteforvalteren, der skulle have 10 sldr. for sin umage, fik de fleste af husets tinfade og -tallerkener, og skriveren (40 sldr.) fik brændevinspanden på 3 lispund samt en kobber-bryggerkedel på 2 tønder og et messing-fyrbækken. Enken blev rask nok til at tale med, inden skiftet sluttedes. Hun forbeholdt sig en stor egekiste og en kobberkedel uden vurdering samt 64 sldr. til sin egen udfart. Boets netto-overskud var herefter 653 sldr. (Bh.land- distr. skifteprotokol 1724/28 fol. 306-17.)

Skiftet efter Peder Wefstsen blev udsat et halvt år, fordi den unge enke Anna Larsdatter ikke kunne svare på, om hun var gravid eller ej. (Hun havde i løbet af 8 år fået 6 børn, hvoraf de 3 døde som spæde.) Da skiftet blev afholdt i september, viste det sig, at Wefst Pedersen havde haft grund til at advare imod "vrang rådførelse og indbildning." Lars Wefstsen meldte sig nemlig som køber til Maegård. Han mente, at da han efter Peders død var sin faders yngste søn, måtte han nu have indløsningsretten efter Wefst, og sæderetten til gården havde han den 6. september 1717 købt for 140 sldr. af to personer, der tilhørte den gamle Maegårdsslægt. Denne handel var dog ikke tinglyst, hvad man nok heller ikke kunne have gennemført, så længe Wefst Pedersen levede.

Kvartermester Lars Nielsen forsvarede som lavværge sin datters og hendes børns ret og henviste til skødet af 1711. -Skifteretten anmodede ham om hurtigst muligt at fremskaffe en 8-mænds dom. Den blev afsagt og fastslog, at Peder Wefstsens yngste søn var jorddrot, og dennes moder havde livsvarig beboelsesret. Inden året var omme, var der en ny mand på Maegård. Enken Anna Larsdatter viedes den 29. december 1727 til Hans Rasmussen, søn af Rasmus Jensen på nabogården, 2.sg. i Vedby. (Bh.saml. 28/21.)

Lars Nielsen havde på datterens vegne lovet, at undentagskontrakten skulle blive holdt i alle sine ord og punkter. Margrethe sal. Wefst Pedersens havde fortsat egen husholdning og noget agerbrug. Det sidste gav anledning til en lang diskussion ved skiftet efter hende den 7. juli 1729. Hvem skulle have "undentagssæden, som enken haver  sået og haft sine bæster til at lægge samme med", tilhørte den arvingerne eller aftægtsyderne? Ligeså enggræsset, "som nu snart er færdig at mejes". Hvis afgrøden var arvingernes, måtte de så lægge den i gårdens huse, og skulle Hans Rasmussen skaffe natlogi til de fremmede tjenestefolk? -Der var ingen strid, men man måtte ud pa markerne og vurdere Hæinede-dalen, Juhl-engen og Krappedals-engen m.m., før man fandt ud af, at arvingerne skulle have afgrøden, men ikke "befatte sig med gårdens huse", og Hans Rasmussens skulle slippe for at give renter til nytår af en prioritet på 220 sldr. Tjenestepigen Anna Johnsdatter havde 5 sldr. til gode til Mikkelsdag 1729, og et par husmænd fordrede og fik arbejdsløn. To kvinder i Allinge sendte regning for opvartning og umage, hver 6 mark. Margrethe Wefstes havde ikke kunnet virke meget i den senere tid. Hendes egevæv stod hos "Sidsle i Dalegårdshuset", og svigersønnen Lars Andersen på Samsingsgård i Klemensker ønskede 1 sldr. til sin 23-årige datter Gertrud for opvartning (sygepleje) hos mormoderen. Alle regninger blev betalt uden indvendinger. Det samme gjaldt udgifter til begravelsen, men da sognepræsten hr. Mahler skriftligt udbad sig et pinseoffer = 10 skilling, og 4 skilling til kirken, "formener arvingerne, at der ej står noget skrevet i loven, hvormeget der skal gives på tavlen", og ville kun give 4 + 4 skilling. (Skpr. 1728/33 fol. 116 ff). Sagen synes ubetydelig, men vidner om de konflikter, der opstod af den måde, man dengang lønnede kirkens embedsmænd på. Familien synes ellers ikke at være nærig, således havde Margrethe Wefstes i 1694 skænket Sct. Ols kirke en "nyindvielsesdug". Men de stadige ydelser til en efter deres mening velbjærget præst har kunnet irritere sognebørnene, især når denne ikke var afholdt. (Bh.saml. 38/73).

Maegårdsenken, der må have været ca. 75 år, efterlod sig tre sorte fodside kjoler, foret med hvidt lærred i livet; den fineste var af vadmel og havde "strimler for hænderne". Hun havde desuden 5 kulørte vadmelsskørter med lærreds sko(ning) , 3 vadmelstrøjer (kjoleliv) med foer og hægter, en højrød sartsestrøje, "som er vendt", en grøn vadmelsbul, kantet med grønne bånd, og en do. kantet med blåt. Kåber nævnes ikke, men 3 huer: en sort silke-puldhue med kniplinger og bånd, kantet med sort plys foran, en to-stykkes sort silkehue med taftesbånd og en sort klædes do. Endvidere 3 stykker "oplod" (overdele til særke) og en "hampe-brugarns neerdel med harke udi." Wefst Pedersens tøj var ligeledes solidt, men ikke flot, hovedsagelig af sort og gråt vadmel. Dog bemærkes, at han havde to skindpelse og et par smurtlædersstøvler samt 4 fine hørgarnsskjorter. Hans søn, den knap 40-årige Peder Wefstsen, var mere velklædt. Hans bedste kjole var af blågråt fifskaft med rødt lybsk klædes underfoer og camelhårsknapper. Han havde også en sort hat "med to ægte sølvsnorer om." Hverken fader eller søn gik med sølvknapper i tøjet. Peder nøjedes med messing og tin, og den gamle havde ingen metalknapper.

Om navnet Wefst skriver P. N. Skougaard i sin Bornholms Beskrivelse 1804 side 226: "Desuden haves her disse mandsnavne, som udenfor Bornholm ikke meget bruges: Veuest, uden al tvivl en forandret udtale af det gamle bornholmske navn Væset eller Veset; dette navn bruges meget nordlands, hvor i det hele mest gammel nordiskhed er tilovers." Hvorvidt Skougaard har ret i sin opfattelse af navnets oprindelse, må sprogforskere afgøre. Men at Wefst Pedersen på Maegård var en typisk repræsentant for "gammel nordiskhed", kan næppe bestrides. Det samme gælder hans og hans kones otte børn, om hvem der hver især kunne fortælles omtrent lige så meget som om forældrene. Men det udelades "for vidtløftigheds skyld. "

Norman Lee Madsen skriver:¹

Wefst (or Vevst) Pedersen by his own account came from Rutsker and took up residence at Maegård, 3' Slg. in Olsker in 1673 when he married the its previous owner Hans Mortensen's daughter Margrethe. In 1676 the farm was put up for sale four times: on March 16 and 31, Maj 12, and June 10. Since none of the eligible family relations were able to buy it, Wefst Pedersen and his wife were granted the right to purchase in joint ownership.

In the summer of 1711 the couple sold their farm to their youngest son Peder for the sum of 500 Silverdalers. Records state that this took place with the advice, will and full consent of Margrethe Hansdatter - even though they were not of an advanced age, and two of their daughters were still at home and Peder was still unmarried. To complicate this odd set of circumstances further: the contract regarding the conditions of the sale was not written until 1724. A further half year went by before it was duly witnessed and signed; probably because Wefst had taken ill with the pestilence and he wanted it to be made perfectly clear that if he survived he would still have the final say on Maegård until his death.

The document of transfer contains the following stipulations: that Peder Wefstsen must obey his father and mother like the good son he has always been, and not to become recalcitrant in any way. Furthermore, he must let his parents manage up to one-half of the land until due to old age and weakness they could no longer manage for themselves; after which point 'our dear son Peder Wefstsen must lovingly supply us with clothing, food and care in every way as long as we shall live.' This document is dated June 19, 1711 and was signed by Wefst Pedersen 'in full writing', as both he and his sons were able to write. As a further admonishment, Peder Wefstsen's parents also wished for him 'to enter into Holy Matrimony when God the Almighty through His Holy Spirit guides him to find a bride to bring to the family-farm when the time is right.'

Just three weeks later, on July 3, 1711, Wefst Pedersen again made up a transfer contract; this time to his second youngest son Lars Wefstsen. This was in regards to Kjølleregård, 13' Slg. in Rutsker parish 'which I earlier in 1710 on June 28 sold to him for 199 Silverdalers.' He had inherited Kjølleregård (then known as 'Kjylehaina') from his own father. Both documents were publicly posted in Hasle on December 11, 1711, together with a document in which Peder Wefstsen pledged to pay the remaining 400 Silverdalers of the purchase price for Maegård in what ever way his parents demand.

Wefst was literate and chose the wording for his documents. For a time he was the parish's church warden (kirkeværge) for St. Ols Church, and often served in court as a witness. He became so knowledgeable in the law that he was called upon to perform as Defendant for a Hans Hansen, who had been accused of a murder in Strandl? near Allinge. However, he chose to decline the task as being too complicated for a mere farmer to perform satisfactorily.

Wefst Pedersen seems to have been an authoritarian head-of-his-household type, though probably not much different from others of his class at that time. There is no reason to believe he had a poor relationship with his children. He wished to protect himself and his sons in regards to succession rights to his property, as he knew of certain persons who believed they were first in line to inherit Maegård.

When Wefst Pedersen and his wife retired, after another contract with their son was signed on November 2, 1724, they still maintained a certain independence. They had their own carriage with 2 horses, a riding-horse, 6 cows and some calves, 17 sheep with lambs, 2 pigs, and a flock of geese; as well they had their own furnishings and farm-workers.

The farm seems to have had two self-contained apartments, which was practicable with two families living under the same roof. However, it was not more than three years later in the winter of 1727 that both the old Wefst and his son Peder died at Maegård. The son was buried on February 6, and the father on February 10. The burial of Wefst Pedersen cost a total of 64 Silverdalers, as seen from an itemized bill. At the time of the probate hearing for Wefst Pedersen it was noted that the widow Margrethe was deathly ill; therefore we can presume an epidemic was rampant. Margrethe Hansdatter recovered and lived for two more years, she was buried July 4, 1729 at St. Ols Church, the parish register gives her name as 'Margrethe Wefstis'.

Margrethe Hansdatter kept on farming after the death of her husband and son, which caused a lengthy discussion at the inheritance proceedings after her own death. Who was entitled to the harvest, sown and grown by the widow? Also, the meadow-grass almost ready for mowing? And would her widowed daughter-in-law Anna Larsdatter's new husband Hans Rasmussen have to provide room and board for the harvesting crew?

No fight ensued over this, but a survey of the fields at H?ede valley, the Juhl meadow, and Krappedal's meadow had to be done before they decided that the heirs were entitled to the crops, but not the farm-houses, and that Hans Rasmussen would not have to pay interest on the 220 Silverdalers mortgage come New Year's.

All the bills were paid, as well as the cost of her funeral. Margrethe left behind three black. long dresses lined with white linen, the grandest of these had lace at the sleeves. Also, she owned five brightly colored skirts, three short-coats lined with linen, one re-done red silk jacket, one green bonnet trimmed with green ribbons, and one blue bonnet. Re-done means that the jacket had been taken apart, the pieces flipped inside out and then re-sown together.