Personside - 4

Aage Lambert-Jensen fortæller om Sparekassen for Grevskabet Holsteinsborg og Omegn:

Sparekassedirektionen havde besluttet at holde sparekassens kontor åbent for indskud og udlån omkring en gang månedligt. Den havde vel regnet med, at nye sparere ville finde vej til den hver kontordag, når der var så langt mellem dem som en måned.

Dette blev nu ikke tilfældet…

Så oprinder årets sidste kontordag. Den er skelsættende i sparekassens historie, for den første låner melder sig og begærer at låne af sparekassen – han bryder isen og trækker mange efter sig. I de følgende måneder strømmer det ind med låneansøgninger. Denne side af sparekassens virksomhed slår så godt an, at spare- og lånekassen faktisk aldrig kommer ind i nogen krise, hvor den ligger inde med mange ledige penge, som den ikke kan få anbragt.

Denne låner, Danmarks første sparekasselåner, er fra det land, hvor sparekassetankens vugge stod: Frankrig; hans navn er Ebert Villaume. Hans far, professor Peter Villaume, var en europæisk berømt pædagog og havde været lærer ved en lærd skole i Berlin. Efter greve F. A. Holsteins opfordring var han kommet til Sydvestsjælland for at hjælpe greven med kulturelt og filantropisk arbejde til gavn for befolkningen. Han var begejstret for landbrug, og sønnen Ebert fulgte i hans spor.

Ebert Villaume havde overtaget en gård i den lille landsby Kvislemark 5 km nordøst for Rude. For at komme i gang søger han nu om et lån på 300 rigsdaler. Efter sparekassens vedtægter skal han oplyse, hvad pengene skal bruges til, og det gør han beredvilligt: til indkøb af inventar og heste. Han tilbyder sin gamle far, prof. Villaume, som kautionist. Derom meddeler direktionsprotokollen: ”Hr. Willaume af Quislemark var for direktionen mødt og udbad et lån af 300 Rd., det han vil anvende til anskaffelse af fornøden inventar til sin gårds brug samt til besters indkøb.” – ”Han anbød til sikkerhed at stille sin fader, hr. prof. Willaume som garant og selvskyldner, at svare deraf rente til de fastsatte terminer samt Capitalen endelig at tilbagebetale til 11. december 1812 – 100 Rd. Og 11 juni og 11. dec. 1813 – 100 Rd. Directionen fandt såvel lånets anvendelse som afdrag at være i overensstemmelse med planen, og med den anbudne sikkerhed vidste vi ei heller noget at indvende.”

Lånet var altså 2-årigt og skulle afbetales af tre gange, dog således at første afdrag skulle forfalde efter 1 års forløb; så kunne han nå at komme i gang. Han var en solid låner, for han ikke alene overholdt tidsfristen, men tilbagebetalte beløbet, længe før udløbet af tidsfristen. Enten må han være kommet uventet til penge, eller har han optaget lånet for at give et godt eksempel for andre, der trængte til kapital; allerede i marts, altså 4 måneder efter, mødte han hos kassereren og betalte 306 rd. – Der kan have foreligget en aftale mellem ham og direktionen. Dens medlemmer vidste, at mange trængte til penge; men ingen ville være den første. Når man hørte, at en gårdmand vovede sig frem, tog så stort et lån – og slap godt fra det – så ville flere snart følge efter.

Fortegnelse over Told- og Consumtions-Underbetjente i Thisted købstad udarbejdet på grundlag af ”Conduitelister” for årene 1809 til 1851.

Beskikket den 6’ Juli 1830. Er ved Udgangen af 1830 49 Aar, gift og har 9 Personer at underholde. Har fra 15’ September 1815 til 10’ August 1830 været Underbetjent i Svendborg. Afskediget med Pension af 24 Rbdl. Sølv ifølge Collegiets Resolution af 19’ Februar 1831.

Afskedigelsen maa have fundet Sted paa Grund af Sygdom, idet der i Listen for 1830 er en Bemærkning om, at han er svagelig.

Brev fra Hans Jensen til Carl Peter Jean Henrich Villaume 8. april 1872:

Bedstefader Ernst Eberhard Villaume er født i Halberstadt ikke langt fra Bloksbjerg, d. 1. maj. Hans fader var dengang sognepræst der.

Han døde i Koed d. 13. maj 1859; men jeg kan ikke ret mindes, om han var 75 eller 76 år; havde jeg været i Grenå, kunne jeg have set det.

Så vidt han kunne mindes, var han 8 à 9 år, da han med forældrene kom til Trolleborg. Hans forældre levede et fromt, stille og kristeligt liv, og hans barndom hengled blidt og venligt.

Senere måtte han, ligesom sine andre brødre, gennemgå seminariets tre klasser, hvorpå han lagde sig efter landvæsenet og blev ansat som forvalter på en går i Holsten, hvor han opholdt sig et par år.

Her var det et held for ham, at han, som forvaltere plejer, er udrustet med en god stok i hånden og en stor hund foran sig. Han havde været i nærmeste købstad for at inkassere en 5 à 800 Rdlr. og kom noget sent hjem. Da han kom ind på sit værelse, blev hunden desperat og ville under sengen. Han mærkede nu uråd og skyndte sig ud og fik fat i mandskab og lygte. De fik da draget frem et menneske, som var daglejer på gården og forsynet med en stor kniv, og han måtte bekende, at det var hans hensigt at sætte sig i besiddelse af pengene. Han mistede sit arbejde på gården, men kom ikke videre i ulempe.

Så vidt jeg ved, kom han derfra til Gl. Ryomgård, hvor han blev forvalter for en meget gammel mand, Holler. I den periode indtraf spaniolerne der på egnen, og den unge franskmand, som han almindeligvis kaldtes, måtte da i længere tid ledsage dem som tolk. Der indtraf da flere mærkelige træk, hvoraf jeg kan huske et. Villaume opholdt sig på Heisel en halv mil fra Grenå, da der ankom en kurer fra grev Scheel på Benzon, 5/4 mil på den anden side af Grenå, da de fjendtlige gjorde tegn til at ombringe ham. Villaume kom netop i det belejlige øjeblik; thi da han trådte ind i salen, havde netop en officer draget dolken for at støde i greven. Sagen var, at de ikke kunne forstå hinanden; men alt klaredes straks på begge sider til almindelig tilfredshed.

Som forvalter på Ryomgård var han rigtig på vælten, da han nok var egnens smukkeste og mest belevne kavaler, første altid an ved baller, og intet arrangement var regnet for noget, når han ikke var stifteren deraf, og damerne var nær ved at sloges om ham. Så dette var nu hans glansperiode, og fra nu af begyndte det at gå ned ad bakke. Hans broder, der senere blev sproglærer i København, havde imidlertid købt Marienhoff, en parcelgård af Ryomgård, og senere købte bedstefar Kragelund med en dejlig skov til; men marken var lyng og bebygget med et usselt lille hus, han beboede aldrig ejendommen. Han giftede sig nu, og hans kone var en plejedatter og tante af præstekonen i Mariemalene. Hun kom nu op til svogeren på Marienhoff og agerede husbestyrerinde. Her blev Caroline født. Senere, da svogeren solgte Marienhoff og stak til København, blev hun lejet ind til lærer Ravn i Mariemalene, hvor hun vist var et par år. Han solgte nu Kragelund med den dejlige skov til gårdmændene i Koed for 500 Rdlr. Skoven ville de nu næppe sælge for 20.000 Rdlr. Og huset blev lejet ud til en mand, som holdt to heste og en ko, pog skønt disse gik uden næsten hele vinteren, måtte han dog tigge megen fourage. Nu er hele ejendommen opdyrket, et svært 2 etages stuehus og herskabelige bygninger er opført, et storartet teglværk anlagt, og ejendommen, hvorpå vist holdes 70 køer, kostede for nogle år siden 60.000 Rdlr.

Nu flyttede de til Thøstrup, 2 mil fra Grenå, og havde en halvgård til 2 heste og en 3 køer. Her var den gamle noget svagelig, og de gik i det par år, de var der, rent i hundene, solgte og løb fra alt og tog over til professoren, som på den tid var på Snedinge tæt ved Skælskør.

Efter et længere ophold her blev han ansat som toldbetjent i Svendborg, og skønt familien tiltog, havde de det rigtig godt og fik så mange foræringer af købmændene, og han sad stadig og spandt på sin skotrok i toldboden. Her blev han svagelig og led meget af slag (apopleksi), og det endog i den grad, at 5 à 6 karle måtte holde på ham. På apoteket skyldte de flere 100 Rdlr., og de står formentlig blanke endnu. Slaget forlod ham aldeles, og han blev atter rask og kunne have haft det rigtig godt i Svendborg; men han havde en fejl, som du vist vil indrømme, at din fader har arvet efter ham. Han kunne ikke bøje sig for noget menneske, hvilket havde til følge, at han ikke kunne forliges med sine foresatte, som nu af al kraft pønsede på at få ham afsat. (For øvrigt har din fader en påfaldende lighed med ham både i ansigt, størrelse, proportion og alle sine bevægelser).

Hans kone tog nu ham i en hast og ved patroner fik ham forstukket til Thisted som toldbetjent. Efter en tids forløb kom der en dag bud til ham om at komme op til amtmand Faye, som sagde, at han tilfældigvis havde fået fat på en seddel, hvorpå han syntes at stave ”Villaume”, om dette var hans navn. Efter at have bejaet dette, spurgte han om han kendte noget til professor Villaume, og da han sagde, det var min fader, sagde amtmanden, at så havde han studeret under ham ved universitetet. Han ville nu gøre alt for ham. Pigebørnene gik meget i amtmandens hus, og familien havde i det hele et godt hjem der. Kloge høns kan også gøre i nælder, og således gik det her.

Efter amtmandens råd søgte han sin entledigelse og nedsatte sig som slagter, da byen ingen havde, en tysk svend blev engageret, amtmanden skaffede penge, men svenden købte og solgte således, at de kom rent i hundene.

Et råd skulle der nu hittes på, og amtmanden skaffede hende, som jo var alt for gammel, frit at lære at blive jordemoder og straks ansatte hende i Hundborg. Han tog sig da for at være glarmester og vandrede helt rundt med sin kiste. Efter kort tids forløb blev hun forflyttet til Hjardemål. Da glarmesteriet ikke ville gå, tog han sig for at gå på dagleje, arbejde i haver og fiske dels i Vullumsø, dels i havet. Da hendes arm blev stiv, måtte hun søge entledigelse, og de lejede sig da ind i en hytte i Korsø, hvor Ernst bor, og levede i den yderste grad af fattigdom.

Da jeg besluttede at tage dem, bad jeg madame Schalborg om at sende dem lidt, for at de kunne ekvipere sig, så jeg kunne være dem bekendt, når de kom, og bestride rejsen til Randers. Jeg bestemte dem da til at komme til november, men pludselig midt om sommeren fik jeg brev fra dem, at nu var deres brændsel, kødmad og alt sluppen op, og at de om to dage rejste til Randers. Jeg fik jo nu travlt med at tage til Randers. Hans dragt bestod i engelskklæders frakke, vest og benklæder, hvide uldstrømper og et par bøndersko. Jeg fik straks en udgift af hen ved 40 Rdlr. I førstningen blev han vred og sagde, at disse klæder var ikke passende for ham; men siden pyntede han sig i dem med største glæde.

Nogle dage efter hans ankomst til Koed var det proprietær Monrads fødselsdag til Ny Ryomgård, og vi var vist en 70 mennesker til aftensbordet; men han teede sig i enhver henseende med anstand, og alle var forgabede i den pæne gamle mand. Da vi kom hjem, græd han og sagde: Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme blandt mennesker mere.

Hvad hans karakter og tænkemåde angik, da kan man ikke tænke sig en blidere og elskeligere mand. Vid besad han, munter var han, i at fortælle ubetalelig, så det var intet under, at han var almindelig elsket. Engang kan jeg mindes, vi gik hjem fra Ryomgård, og da vi næsten var ved kirken, sagde han, at vi havde den værste vej tilbage. Da jeg sagde, at den stump, der var tilbage, var god, blev han dog ved sin mening, endelig sagde han, Tosse, den øvrige vej er vi jo forbi, og dette kom nok så lunt fra ham. Lille Juleaften før han døde om sommeren, havde de guldbryllup hos mig.

I de sidste måneder før sin død var han meget svagelig og undertiden så lidt vanskelig; men det gik stedse ud over hans kone, som stedse måtte stå på pinde. Således mindes jeg en morgen, jeg sad i dagligstuen og drak te, at der kom 3 svære tordenbyger over hende. Det var galt tre gange. En gang var hans strømpebånd falden ned, dernæst var den ene tøffel kommen vel langt under sengen, og endelig var den ene sele falden af benklæderne. Men sligt var kun sjældenheder og i en syg periode. Han ville da så nødig have død, og hver morgen jeg spurgte ham hvordan han havde det, sagde han, at han troede at være bedre, men kunne ikke sige noget, før han kom op.

Kort før han døde fik jeg ham overtalt til at tale med præsten en søndag. Han sad da en god time og talte så kærligt med den gamle; men hele hans talen gik jo ud på at forberede sig på det, der forestod. Da han var rejst, sagde han, den mand holder jeg ikke at have tale tiere med, thi hvert ord tydede jo klart på, at jeg skal dø.

1832 ved juuletider ankom til Hundstrup Sogn en Familie fra Hundborg Sogn her i Amtet og leiede sig Bopæl i Lynderup hos Gaardmand Jens Amtoft hvor de blev indtil 11te Mai 1833, da de flyttede til Hiardemaal, hvor Districtet Hundstrup, Østerild og Hiardemaal Sogne havde kiøbt et Huus til Gjordemoderhuus for hende.

Fra Manden blev leveret mig en Anmeldelse om Familien, saalydende:

”Den blev mig leveret den 20de Aug. 1833 Ernst Eberhard Villaume, født i Halberstadt, er 51 Aar gl., confirmeret af Hr. Doctor Birk i Karup Kirke, Sognepræst for bemelte Sogn og Brahetrolleborg, blev givt med Dorthe Clausine Bøgh, en Datter af Procurator Bøgh, som var givt med jomfrue Møller, født i Fædderstøv ved Colding; Copuleret med hende blev jeg 1806 i Marie Malene Kirke ved Randers, min Kone er nu 44 Aar gl. Det ældste Barn Adolphine Vilhelmine, fød paa Sunderup under Grevskabet Holsteinborg paa Sjelland, døbt i Ørslev, er 22 Aar gl. og nu givt med Farver Niels Christensen i Thisted. Den næstældste Caroline Frederikke Pauline, født paa Marienhof ved Randers, døbt i Marie Malene Kirke, givt med Farver Graff i Svendborg, er 20 Aar. Den tredie Mariane Elisabethe Christine Susanne, fød i Tostrup, døbt i samme Bye, tjener nu hos Conferentzraad Faye i Thisted. Den 4de Sophie Henriette Pouline, født i Svendborg, 17 Aar, tjener paa Mideholm i Thye, Hundborg Sogn. Den 5te Petrine Birgitte, født i Svendborg, er 13 Aar og hiemme, Sophus er fød i Svendborg, er 10 Aar og hjemme. Dorthe Clausine Cathrine, fød i Svendborg, er 8 Aar og hjemme. Bemærkes at Petrine Birgittes Skudsmaal har af Pengemangel ikke kunnet løses hidindtil i Thisted.

Willoume.”