Personside - 19

Iflg. biskop Hegelund er 'hr Knuds Marine' gift med Poul Paludan 12 okt 1600.
På ligstenen i Kolding Skt. Nicolai læses at præstens kone Marie Knudsdatter fulgte ham i graven i 1636, 62 år gammel.

^{Brev fra Inger Marie Toft 23 mar 2000.
Bue Kaae: Biskop Hegelunds Almanakker. 197x.
T Jørgensen mfl: Skt Nikolaj Kirke Kolding. 1987.}

From the article 'De bornholmske væbnerslægter Uf og Splid' by Sigvard Mahler Dam.

But who then is the rightful owner of the (Klemensker church) pew’s sinister coat-of-arms? We are not entirely clueless: the Splid-family carried a half (or sometimes a whole) lobster-claw (hummerklo) in their coat-of-arms, but how do they enter the picture here? Since the above coat-of-arms can not belong to Peder Hansen (Uf)'s wife, maybe it could belong to his mother? The initials could possibly have been carved later; we do not know anything about his father Hans Olufsen (Uf)'s wife. She might have been of the Splid-family - which would have been the last chance! For the last member of the Splid-family, Jep Splid, was mentioned in 1508 as deceased, whereupon his widow gives 200 Lübeck-marks to Lund Cathedral for purchase of land in Skåne. Among the witnesses signing the document is Peder Hansen Uf's grandfather Oluf Ottesen Uf, who at that very time had just succeeded Jep Splid as chief justice of Bornholm. Therefore the timing disproves the theory of the coat-of-arms belonging to another wife of Peder Hansen (Uf) - maybe the pew carried the emblems of both his parents?

The Splid-family was not very prolific - neither did they leave very many written accounts compared to other Bornholmer-families. We have already met the first Splid on the island: Jacob Splid, known to be King Valdemar Atterdag's commander (hovedmand) for Hammershus fortress in 1361 and1362. The Splid-family did not likely originate from Skåne (where the archbishop recruited his commanders), but from another region. On Sjælland and in Norway we find two (inter-connected?) families, both carrying the lobster-claw in their emblems. In Norway the most important was Siewerd Bjørnsen, known to be a bishop in 1458. On Sjælland we have a Jep Nielsen (Splid) in Gumløse in 1492, his seal with the helmet is from 1503, his seal from 1492 looks like the Bornholmer Splid-family's 'giedde kieft'. A Jep Splid was chief justice of Bornholm in 1497. On a document dated the 10th of August 1497 we find him using his father’s seal - the inscription states: 'andreas split'. The colours on the coat-of-arms are not known, but now we can see that the 'hummerklo'(lobster-claw) was white on a red field - if we accept the identification of the female's coat-of-arms from Klemensker church.

The helmet emblem with the two vessel horns probably resulted from copying the other arms carrying families on Bornholm - the island being isolated from mainland heraldic influences. Also due to smaller areas, the land-owners never could afford the elaborate splendour shown in the coat-of-arms in other regions. Some of the important people on Bornholm still had their coat-of-arms hanging in the churches. Furthermore the prefect Urne, in the 1700s, (he reported to Laurids de Thurah) mentions a painted frieze with coat-of-arms in Hammershus fortress, but unfortunately it was already badly deteriorated.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:⁶

Rehling, Andreas Johan, 1748-90, Præst, blev født 22. Febr. 1748 i Koldby paa Samsø, hvor Faderen, Mag. Johan R. (d. 1775), den Gang var Præst; Slægten angives at være af adelig Herkomst fra Schwaben. Moderen var en Bispedatter fra Viborg, Regine Dorthea f. Wøldike (d. 1758). Han blev Student fra Herlufsholm 1764 og tog Attestats 1768. Sin Præstegjerning begyndte han 1771 som personel Kapellan hos Faderen, der i R.s spæde Alder var forflyttet til Hasle og Braaby i Sydsjælland. 1774 blev han Præst i Egebjærg i Ods Herred og gift med Susanne Franck Beckmann (d. 1789) fra B6slunde Præstegaard. Han opbyggede Præstegaarden med stor Bekostning. 1783 valgtes han til Herredsprovst. 1786 blev han Slotspræst ved Frederiksborg og Sognepræst i Hillerød og Herlev. Han døde 30. Nov. 1790. Efter hans Død samlede hans nære Ven Digteren P. H. Haste hans «Opbyggelsestaler i enkelte Livets Tilfælde» (1791) og tilføjede hans Biografi. Saa vel af denne som af Talerne lærer man R. at kjende som en dygtig og elskelig Præstemand. Hans Minde bevaredes i Egebjærg i Højagtelse langt ned i det efterfølgende Aarhundrede. I Haandskrift efterlod han en Beskrivelse over Ods Herred.

^{Nyerup, Lit. Lex.}

A. Jantzen.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:³

Nikkel Helmer Kocks Herkomst er ukendt; 1651 siges det i en Klage over ham, at han engang havde været Kok i Flensborg, og han synes at have haft Tilknytning til Hertugdømmerne; muligvis var han Broder til den ”moskovitiske Gesandt” Hans Helmer, hvem han 1641 førte til Moskva, og en Slægtning af den samtidige Byfoged N. K. i Marstrand. I 1630'erne var han Købmand paa Christianshavn, hvor han ejede Ejendommen Strandgade 22-24 og drev en betydelig Handel med Tømmer, Hamp m. m. paa Øtersølandene, lejlighedsvis ogsaa fragtede Skib til Spanien og var Leverandør til Flaaden. 1636 oprettede han sammen med Hans Trægård og Hans Hofmand et Kompagni til Handel paa Østersøen. 1635 var han Christian IV .s Sendemand til Kong Vladislav IV. af Polen, der skal have udnævnt ham til polsk Adelsmand, og 1637 gjorde den danske Konge ham til Chef for en Eskadre, der skulde hindre den polske Toldopkrævning for Danzig; s. A. erobrede han de to polske Orlogsskibe, som skulde varetage denne. 1638 fik han Bestalling som Skibskaptajn og foretog i de følgende Aar flere Rejser til Rusland baade i egne Forretninger og Kongens, bl. a. hjemførte han Hertug Hans' Lig. Det Kendskab, han erhvervede til det af de hollandske Brødre Peter og Isak Spierinck organiserede svenske Toldsystem i Preussen og Kurland, drog Christian IV. sig til Nytte ved 1640 at overdrage ham Visitationen af fremmede Skibe ved de norske Kyster for at hindre Toldsvig. Maj 1642 fik han derpaa Bestalling til at forestaa Skibsvisitationen i Norge, og 15. Febr. 1643 udnævntes han til i Generalvisitør over Danmark og Norge med Ret til en Femtedel af alt konfiskeret Gods. Han blev et energisk Redskab for den kongelige Toldpolitik, der gik ud paa ad alle Veje at bringe Toldintraderne i Vejret, og Genstand for et grundigt Had hos Søhandelens Mænd paa Grund af sin Hensynsløshed, først og fremmest hvad Sundtolden angik. I Sverige og Holland bidrog hans Visitationer og Konfiskationer stærkt til at opflamme Stemningen mod Danmark, men ogsaa her og i Norge var han ilde lidt. Han skildres af sine Fjender som en brutal og udannet Person, der hverken kunde læse eller skrive, en ”uforfaren løgnagtig Opsnidere og Drukkenbolt”. Kongen gjorde lidt Grin med sin ”strenge Kaptajn” og hans polske Adelskab, kunde, som det fortælles, vel ogsaa af og til give ham et Rap med sin Stok, men holdt i 0vrigt Haanden over ham. Mindre godmodige var Helsingørs Borgere, som efter det svenske Fredsbrud Dec. 1643, da han vilde redde sine Ejendele til Kbh., lavede Tumulter mod ham, der maatte kues af Øvrigheden. 1644 gik han med Bud til de danske Sendemænd i Moskva.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Winge, Herman Peter, f. 1839, Forstmand. P. W. er født i Kjøbenhavn 16. Sept. 1839. Faderen, Kancelliraad Oluf Bang W. var 1817-37 Sekretær (Kontorchef) ved den kongl. afrikanske Konsulatsdirektion, blev afskediget, da man nedlagde hans Kontor, og drev siden Handel med Vin og Kul; 1836 ægtede han som Enkemand Vilhelmine Sophie Frederikke Mønster, Datter af Biskop P. H. M. W. voxede op i det velstaaende landlige Hjem paa Østerbro, det havde fra Faderens første Ægteskab med en Søsterdatter af Fru Gyllembourg bevaret Forbindelsen med den Heibergske Kreds. Efter at være privat dimitteret til Universitetet i 1859 studerede W. i et Par Aar Jura, men da han af Helbredshensyn opholdt sig i en Skovridergaard, faldt han paa at tage Forstexamen, og han drev nu et særdeles frit Studium, dog kjendelig paavirket af J. Fr. Hansen; den vigtigste Del af sin praktiske Uddannelse fik han hos H. C. Ulrich. Allerede 1861 havde W. mistet sin Moder; 1867 døde Faderen, og 6. Dec. s. A. ægtede W., da han havde afsluttet sin Examen, Josephine Qvistgaard (f. 22. Nov. 1841), Datter af Morten Christen Q. til Gjerdrup og Sønnedatter af P. C. Q.

Der var Tale om at knytte W. til Undervisningen i Skovbrug, men Forsøget strandede; han fungerede 1867-68 med Ministeriets Billigelse som Assistent hos H. C. Ulrich, og tillige drev han fra 1868 Skovhugst og Træhandel i Sverige sammen med Professor N. C. Frederiksen (V, 368), hvem han desuden var en fagkyndig Støtte i Kritikken af de bestaaende danske Skovforhold; 1870 trak W. sig dog tilbage fra ham. I de følgende Aar udfoldede han en omfattende og i flere Henseender banebrydende Virksomhed ved Planlægning for private Skove, bl. a. paa Grevskabet Frijsenborg med tilhørende Godser, og her blev han 1875 ansat som Overførster, hvilken Stilling han endnu beklæder; i nogle Aar havde han desuden Overtilsyn med Skovene ved de laalandske Godser Pederstrup og Christianssæde. I mere end 30 Aar har han næsten uafbrudt fungeret som Censor ved Skovbrugsexamen, og 1890-1903 har han været Medlem af Hedeselskabets Repræsentantskab.

Paa mange Maader har W. paavirket sin Samtid. Under hans Ledelse, der støttedes af Besidderens varme Interesse, tog Landets største private Skovbrug stærkt Opsving. Frugten af et intensivt og originalt Kulturarbejde er henved 1/2 *kvadrat* Mil fortrinlig Ungskov, til Dels frembragt paa skovblottet Grund; Tilvirkning af de anselige Træmasser er fremmet med stor Kraft, og et vidtstrakt Salg underhaanden er indført. Med særlig Interesse har W. omfattet Arbejderforholdene; først og fremmest er han dog en ypperlig Administrator; han besidder en, ikke mindst her i Landet, ualmindelig Evne til at finde og vinde dygtige Medarbejdere og til at benytte de enkelte underordnede saaledes, at de yde det meste og bedste, de formaa. Ogsaa paa mange andre Skovbrugere, med hvilke W. er kommen i Berøring, har han virket vækkende og befrugtende; for Undervisning og Examen i Skovbrug har han haft stor Betydning ved sin Virksomhed som Censor og ved sin Forbindelse med en Række af Landbohøjskolens Lærere. Erkjendelsen af hans fremragende Dygtighed affødte Bestræbelser, der dog ikke have baaret Frugt, for at knytte ham til Statens Skovbrug.

Som Forfatter er W. i sine yngre Aar næsten ikke optraadt, men fra 1894 har han, til Dels under Mærket ð, skrevet en Række Artikler i Tidsskrift for Skovvæsen, af hvilke de betydeligste handle om Skovbrugets Salgsvæsen og Arbejderforhold; allerede tidligere, 1889, udgav han under Mærket Pressier Jensen en Piece «Om Skovreguleringens rare Skat og uberegnelige Velsignelse», en vittig Parodi paa J. F. W. Jespersens Skrift «Om Skovreguleringens Betydning for vort Skovbrugs Udvikling».

A. Oppermann